Bioshock Infinite

Infinite Bioshock foregår i en by i himlen, der hedder Columbia, fortæller producer Timothy Gerritsen. Det foregår i 1912, og vi indtager rollen som Booker DeWitt, en tidligere agent i Pinkerton-organisationen. De skumle typer fra Pinkerton har valgt at fyre ham, med begrundelsen, at han var for dårlig. Hvad gør man så? Ingenting, og derfor fordriver Booker tiden som drukkenbolt, indtil nogen en dag træder ind i hans ensomme kontor og beder om hjælp. En pige ved navn Elizabeth skal reddes. I tolv år er hun blevet holdt fanget mod sin vilje. Intet problem, tænker Booker.

Elizabeth er i Columbia, så at finde hende er ikke det store problem - men det er det derimod at få hende ud af himmelbyen. Hun har store kræfter, og bliver holdt fanget af grunde, som vi naturligvis ikke glemmer. Timothy Gerritsen understreger, at BioShock Infinite ikke er en historietime, men et stykke underholdning, der tager udgangspunkt i en gammel tidsperiode og dennes visioner om fremtiden.

Columbia er bygget af førende videnskabsmænd som en rejsende by i himlen, en slags flyvende verdensudstilling, der skal demonstrere alle de teknologiske fordele som USA er i besiddelse af. De første telefoner er netop blevet opfundet, og med grammofonen er musik pludselig blevet en handelsvare. I dag vil man sandsynligvis kalde det univers, som Irrational Games har skabt, for steampunk.

Bag den smukke illusion er der en mørk side til byen i himlen. Columbia er i virkeligheden et krigsskib, en slags trojansk hest, der ikke kun skal sprede amerikansk idealisme, men også amerikansk imperialisme. Men den idé blev afsløret, og byen blev afvist. Columbia blev i stedet til et flyvende mareridt, der kun vil sprede rædsel.

Gameplay-demoen starter med imponerende fredelige billeder af en rolig by, da Booker DeWitt ankommer i Columbia. Men snart står det klart, at der ingen orden er i denne verden. Anarkister drøner henover de ujævne brosten på en kapret hestevogn trukket af mekaniske heste. I baggrunden bryder en af de utallige flydende øer, der udgør byen, sammen. En varmluftsballon er bristet. Et tårn kollapser, en dundrende klokke flyver mod os, slår ned i fortorvet og efterlader et dybt hul. Wauw...

På trods af det kortvarige kaos ser Columbia udtalt fredeligt ud. I hvert fald i første omgang. Men en af de ærværdige herrer, vi afbryder midt i sit havearbejde, får et kort skær af rædsel i ansigtet, da han identificerer Booker som en indtrængende. En mørk skygge glider over hans ansigt et øjeblik, men så finder han sin vante grimasse frem igen, og beordrer sin tjener, Charles, at holde op med at fodre fuglene og skyde os i stedet. Fremmede er tydeligvis ikke velkomne, sandsynligvis på grund af det faktum at indbyggerne i Columbia mener at regeringen vil tage deres våben fra dem og føre dem ned på jorden.

De ti minutters gameplay fra Bioshock Infinite giver utrolig meget lyst til mere. Spillets udseende er simpelthen en klasse over næsten alt andet, der bliver vist frem på Gamescom. Det er især blandingen af kærlighed til de små detaljer og de perfekt valgte omgivelser, der giver dette indtryk. Stilsikker er det første ord, der falder os ind. "Smuk forvirring", kalder Irrational Games det også. Malerierne på væggene skifter indhold, så der der ikke meget i Columbia, der virker stabilt - heller ikke taget i betragtning at det er en skrøbelig, svævende by.

Med hensyn til gameplay, kan vi selvfølgelig se frem til mere action. Vi får atter kombinationen af klassisk skydespil med særlige evner, som Booker kan erhverve sig ved at indtage mystiske drikke. Han indtager sådan en flaske i starten af den sekvens, vi ser - med det resultat at der pludselig sidder en blodig krage på hans hånd. Murder of Crows giver Booker evnen til at lade en flok meget aggresive krager flyve ud fra sine hænder. Alfred Hitchcock ville være stolt. Booker kan også fange kugler og projektiler fra raketkastere i luften med telekinetiske evner og smide dem tilbage i hovedet på afsenderen. Også lyn og ild kan udsendes fra hans hænder.

Angriberen fra haven prøver at flygte og kobler sig på det hængende jernbanesystem, der binder de flyvende øer sammen. Booker sætter efter ham, og har også en krog i ærmet, der gør det muligt at koble sig på rutschebanen. Hængende i én arm suser han efter angriberen i en kombination af menneskejagt og tivolitur. Vagter kommer imod os, men Booker skyder dem i farten, én efter én.

Straks som Booker lander på den næste ø, slår der raketter ned ved siden af ham. Vi møder for første gang Elizabeth. Dyb, enorm kavalergang. Smukke mandelbrune øjne. Desuden har den unge kvinde utrolige kræfter, og kæmper for sin egen skæbne på vores side. Hun danner store glødende stålkugler ud af skrot, som Booker med sin telekinese kan kaste efter angriberen, en pimpet steampunk- robotudgave af Big Daddy fra det første Bioshock. Den skyder ikke kun missiler, men kaster også med heste og andre ting, der nu er i nærheden.

Sammen med Elizabeth blæser Booker den store Big Daddy ud over en bro. Kun for at opdage, at den virkelige fjende er stadig venter. En stor Dark-Knight-Big-Daddy-krage hopper ind i billedet. Den ser enorm og dyster ud, og pludselig ser det ikke længere så godt ud for Booker og Elizabeth....