Bioshock

Jeg har ikke mere end lige tømt et magasin ud i Raptures nok mest frygtede indbygger, før jeg inderligt fortryder det. Big Daddy vender sig langsomt, før han slipper luften ud af et par ventiler på sin dykkerdragt og med sine enorme blysko, træder nogle skridt nærmere. Jeg forsøger mig med en af mine nyfundne plasmider, men selv med stød i hele kroppen fortsætter han ufortrødent frem mod mig, og med ét sætter han så i løb. Få sekunder senere kan jeg mærke hans umådelige vægt på det knagende trægulv, efterfulgt af slaget der sender mig rutschende hen ad gulvet. Jeg forsøger at komme på benene og gøre modstand, men på det tidspunkt svinger han elegant sit påmonterede bor, og mine sidste sekunder spenderes liggende på jorden i en fortumlet tilstand, mens dykkeren og hans lille pige fortsætter længere ind i undervandsbyen.

Det er ikke svært at blive grebet af Bioshock. Fra det øjeblik du styrter ned med et passagerfly i havet, kæmper dig gennem vragdele og brændende diesel, til du bestiger det mystiske fyrtårn og tager elevatoren ned i dybet, er du som tryllebundet. Rapture er en utopi i totalt forfald. Verdens førende eller mest kontroversielle filosoffer, videnskabsmænd, lærere og forretningsmænd er alle samlet på et sted, i en by, et undervandsparadis, hvor der forskes i genmanipulation og sygdomsbekæmpelse, hvor kapitalismen dyrkes i dens reneste form, og du er din egen lykkes smed.

Lykken er dog svær at få øje på, som du sætter dine første skridt i den enorme by. Indbyggerne er triste plamids-vrag, fyldt til randen med genmodificeret materiale og et hidsigt temperament. De er utilregnelige, ubehagelige og vil gøre alt for at stoppe dig. Allerede fra det øjeblik du træder ud af elevatoren og via en knasende radio opfordres til at finde et eller andet våben, ved du, at Rapture ikke har tænkt sig at lægge den røde løber ud. Og da du senere støder på din første Big Daddy, er du helt sikker på, at der skal et mindre mirakel til, før du nogensinde ser overfladen igen.

Bioshocks våben og plasmider er der skrevet adskillige spalter om i de seneste mange måneders beta-test, og det er ikke svært at se hvorfor. Våbnene er i sig selv ret ordinære, modificerede udgaver af alt fra velkendte pistoler til maskingeværer, shotguns og flammekastere, men når de kombineres med spillets plasmider, så viser Irrationals seneste spil virkelig sine mange facetter. Så let som ingenting kan du flambere dine fjender med Incinerate, hvilket får dem til at løbe skrigende rundt i cirkler, mens du så stille og roligt kan fylde dem med bly fra din pistol. Du har også muligheden for at bruge Winter Blast og dermed fastfryse en Splicer på stedet. Herefter kan to eller tre velplacerede skud fra din shotgun få ham til at gå i tusinde stykker. Er deciderede angreb ikke lige dig, så kan du væbne dig med Decoy, et hologram af en tilfældig indbygger, der så bliver fjendernes fokuspunkt. At anmelde Bioshock hos 2K Games omringet af adskillige andre anmeldere gav mig virkelig et indblik i, hvor facetteret spillet faktisk er, og hvor mange forskellige måder det kan spilles på.

Som du bevæger dig længere ind og ikke mindst ned i Rapture, støder du naturligvis også på spillets ikoniske dykker Big Daddy. Han gør dig intet, så længe du ikke angriber ham eller hans lille pige, men da du skal bruge pigernes indsamlede Adam (genmodificeret materiale), så kommer du på et eller andet tidspunkt til at krydse klinger med ham. Kampene med de forskellige Big Daddys er utvivlsomt Bioshocks helt store tilløbsstykke, og de giver dig mulighed for at bruge alt fra opstillede, bevægelsesfølsomme maskingeværer til plasmids og våben.

Det lykkedes mig at hacke et par maskingeværer og narre en Big Daddy hen i nærheden af dem, hvorefter han skånselsløst blev beskudt, mens jeg forberedte næste del af min plan. Da han havde gjort kort proces af geværerne, antændte jeg den sø af diesel, som han stod i, og stillede mig så ind foran et sikkerhedskamera. Det fik systemet til at tilkalde en række flyvende droner, der så via en anden af mine plasmids fik besked om udelukkende at se Big Daddy som en sikkerhedsrisiko. Imens sendte jeg salve efter salve fra min shotgun ind i ryggen på ham, og snart måtte han kapitulere og kysse gulvbrædderne. Det er svært at gengive præcis, hvor fantastiske Bioshocks kampe er, og hvordan de kan gribes an, men de er utvivlsomt spillets største force.

Hvad der også er svært ikke at nævne med et ord eller flere er spillets grafik og lyd. Rent teknisk er Bioshock måske ikke lige så flot som f.eks. Gears of War, men det designmæssige, altså brugen af Art Deco-stilen, er så gennemført, at Rapture nærmest funkler ustandseligt. Slidte neonreklamer blander sig med små vandfald og gulvmosaik til et af de smukkeste spiluniverser nogensinde, og som du besøger stedets botaniske have, havnefront og ikke mindst butiksarkade, forundres du hele tiden over, hvor fremragende det hele er lavet. Også lyden er et kapitel for sig selv. Stemmerne er indtalt med stor forståelse for manuskriptet og dets nuancer, musikken er decideret fremragende og blander både lyden af knasende 78'er-plader med tunge strygere samt kor med Big Daddys blysko på knagende gulvbrædder og et affyret gevær. Skal der sættes en finger på noget, må det være at kommentarerne, til trods for at der findes en del, siges igen og igen af de forskellige fjender, hvilket er en smule irriterende og illusionsbrydende.

Plotmæssigt er Bioshock også godt fedet op. Flystyrtet i begyndelsen er alt andet end en tilfældighed, og som du kæmper dig gennem Rapture i jagten på dens grundlægger Ryan, går det op for dig, at tingene slet ikke er så sort/hvide, som de først så ud til. Historien serveres naturligvis i brudstykker, og samler du ikke de forskellige indtalte bånd op fra stedets forskere og arbejdsmænd, der ligger spredt ud over hele byen, så kan plottet godt føles en anelse tyndt. Der hældes dog ekstra benzin på bålet halvvejs igennem spillet, og da du endelig efter 13-14 timer står ansigt til ansigt med din ærkefjende, så er Bioshock vendt 180 grader med et hav af overraskelser og plotdrejninger.

Når spillet, med alle de superlativer som jeg har givet det, alligevel ikke får 10-tallet, så skyldes det, at Irrational ifølge mig har lavet et par mindre brølere. For det første går der ikke længe i Bioshock, før du som en anden stikirenddreng sendes fra den ene ende af Rapture til den anden for at finde x antal af en slags ting og y antal af andre. Historiemæssigt giver det fint mening, men det er kedeligt og ensformigt at gennemsøge rum efter rum for de ting, man mangler, alt imens fjenderne med jævne mellemrum angriber dig. Det virker, som om der er for megen backtracking og dermed nogle døde perioder. At slutkapitlet også starter med en eskorteringsmission er ikke ligefrem fedt. Denne del lider ligesom de fleste af den slags under en irriterende kunstig intelligens, der enten gør præcis, hvad der passer den, eller i stedet gemmer sig lige foran dig, så du ikke kan komme frem til fjenderne, før de for længst har slået dit mål ihjel. Det er ikke alarmerende ringe, men det er uden tvivl det sted, hvor jeg startede forfra flest gange og langsomt begyndte at tabe tålmodigheden.

Bioshock er dog alt andet end ringe. Ken Levine og drengene hos Irrational har måske ikke skabt et banebrydende FPS-spil, og der er ikke skyggen af et reelt RPG-element i koden, men som en hæsblæsende shooter er Bioshock både nådesløst og svært. Alene på medium vil du dø adskillige gange uden at have lavet de store fejl, men det skyldes udelukkende en velfungerende kunstig intelligens hos dine fjender og din manglende evne til at udnytte hele dit arsenal af våben optimalt. Spillet er fremragende, og med ganske få ændringer kunne jeg sagtens se mig gøre brug af to cifre i stedet for et enkelt. Gør dog dig selv den tjeneste at opleve Bioshock. Spillet vil gøre et usletteligt indtryk på dig, det er der slet ingen tvivl om.