Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Big Brain Academy

Big Brain Academy

Så er det tid til at få vejet de små grå. Nintendo står klar med en række mini-spil, der skal gøre dig til sværvægteren blandt hjerner.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Min hjerne føles ikke et gram tungere. Ja, okay måske ikke min hjerne, for jeg står jo ikke med den i hænderne, men så mit hoved i hvert fald. Det føles ikke tungere, og det er selvom Big Brain Academy insisterer på, at jeg er gået fra en lille grå masse på kun 585 gram til en sværvægter på lidt over 1300 på den seneste uge. Det er noget forvrøvlet pladder, det ved jeg godt, jeg er også godt klar over at Big Brain Academy mere er et pseudo-festspil med indlagte opgaver, end et egentligt træningsværktøj til mine små grå soldater, men jeg kan ikke undgå at føle mig en smule stolt alligevel: Jeg har en tung hjerne, slå lige den.

HQ

Big Brain Academy er en del af Nintendos Touch Generations-serie, og er som sådan den naturlige og lidt lettere opfølger til Brain Training. I stedet for at jonglere med tal, mængder og løse Sudoku-opgaver, så slår det mere familievenlige spil et slag for former, farver, figurer og lyde - og det er godt, specielt hvis matematik ikke lige er din stærke side. Big Brain Academy er opdelt i fem kategorier, der alle byder på forskellige opgaver. Indenfor Identify, Think, Memorize, Compute og Analyze, testes du i et væld af mini-spil, der alle har til opgave at give din hjerne lidt mere fylde.

Her skal du f.eks. genkende mønstre, udregne hvilket dyr der vejer mest, lægge tal sammen, gentage et vist antal lyde i den rigtige rækkefølge osv. Der er bl.a. en genganger fra Super Mario 64 DS, hvor et dyr kører ned af en række stænger og konstant skifter retning, så snart det møder en forhindring. Dit job er så at sætte en enkelt streg, så den kommer helskindet igennem banen og ned til sin partner - og det er den slags spil, Big Brain Academy har masser af. Hver emneområde tager ca. et minut, og bagefter udregnes din hjernes størrelse af en håndtegnet professor, der ikke er bange for at indrømme, at hans hjerne vejer en hel del.

Ligesom med Brain Training starter du i det små. De første par omgange når du sikkert ikke spillets idealvægt på omkring 700 gram, men som koncentrationen bliver bedre og du kender opgavernes udformning, vælter hjernemassen nærmest ud af ørene på dig. Snart begynder du at ramme 1000 grams-grænsen, og herefter bliver du for alvor hurtig til at løse opgaverne. Og det er reelt alt du skal gøre. Big Brain Academy har ikke et væld af grafer eller parametre, og det bliver derfor hurtigt ret tydeligt, at spillets eneste omdrejningspunkt er, hvor hurtigt opgaverne løses. Desuden er det alt for let. Har du bare én gang spillet denne her slags spil, så vil kampene i multiplayer hurtigt blive, om hvem der er bedst til at bruge en stylus og ikke om hvem der kan løse opgaverne, for det kan alle. Dette spiller også ind på holdbarheden, da Big Brain Academy alene giver dig maksimum et par timer, før du har guldmedaljer i alle kategorier.

At vi her i Europa også får den amerikanskoversatte udgave, giver et lille problem med en enkelt opgave. Jeg kender intet til amerikanske mønter, i hvert fald ikke af udseende, så når spillet beder mig om at vurdere om der er flere penge til højre end til venstre (ikke antallet, men summen) så er jeg lidt tabt. Selvfølgelig lærer du med tiden disse mønter at kende, men de første mange gange, brugte jeg bare min intuition og held til at udpege den største sum, hvilket gav et lidt skævt billede af mine evner. Desuden er det ikke altid at forklaringen før et mini-spil er særlig udførlig, så hvis du fravælger træning til fordel for en test med det samme, så vil du utvivlsomt bruge et par tests på udelukkende at forstå helt præcist, hvad du bliver bedt om at gøre.

Dette er en annonce:

Er Big Brain Academy så en fiasko? Nej, bestemt ikke, men det er helt tydeligt, at mens Brain Training er et spil, der er med dig i månedsvis og så reelt giver dig noget ballast, så er Big Brain Academy en omgang tomme, men sjove kalorier, der nok mest er beregnet til børn eller før en våd aften i byen. Det er nemlig et glimrende party-spil, der ved hjælp af kun et enkelt spil kan spilles af mindst to personer. Desuden indeholder det en demo, der kvit og frit kan gives til venner og bekendte, hvilket burde gøre interessen for hjernespils-manien endnu større. Men forvent ikke helt samme tyngde som Dr. Kawashimas fængende hjernetræner.

Big Brain Academy
Big Brain Academy
Big Brain Academy
Dette er en annonce:
Big Brain Academy
Big Brain Academy
Big Brain Academy
Big Brain Academy
Big Brain Academy
Big Brain Academy
Big Brain Academy
Big Brain Academy
Big Brain Academy
Big Brain Academy
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
God kontrol. Sjove opgaver. Morsomt i multiplayer.
-
Alt for let, middelmådig grafik og lyd.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Big Brain AcademyScore

Big Brain Academy

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Tanggaard

Så er det tid til at få vejet de små grå. Nintendo står klar med en række mini-spil, der skal gøre dig til sværvægteren blandt hjerner.



Indlæser mere indhold