Beyond a Steel Sky

Der er ét spil jeg nok må indrømme har defineret, et eventyrspil af den gamle skole, som var det første spil jeg prøvede på min splinternye 386'er, som kørte med en lynhurtig clockfrekvens på 100Mhz. Spillet som fik min legendariske PC til at funkle var Beneath a Steel Sky. Det kunne ikke køre via Windows 98, så jeg skulle have en separat boot diskette, som gjorde jeg loggede ind i MS Dos, men det var det hele værd. Her, over 25 år efter, udkommer efterfølgeren så, hvilket jeg aldrig troede skulle ske, og det er med glæde og overraskelse, at jeg har kigget på Beyond a Steel Sky. Spillet er lavet af Revolution Software, og kan spilles på PC og Apple Arcade.

Charles Cecil er en legendarisk spilskaber, og han har stået bag nogle af de største eventyrspil der nogensinde er lavet, hvilke godt nok kun er én serie, men der er seks spil i serien, og det er Broken Sword-serien. Han har tit nævnt at han gerne ville genbesøge Beneath a Steel Sky-universet, og nu, så lang tid efter er det så endelig sket. Beneath a Steel Sky sluttede med at man overlod styringen af den dystopiske by Union City til sin lille robotven Joey. Man spillede selv Robert Foster, som igennem spillet kom frem til at ens fader, havde lavet en kunstig intelligens, som var ved at køre byen i sænk. Joey overtog styringen af byen til sidst, og alt blev godt. Tilsyneladende. Lige indtil få år efter, hvor en lille dreng fra Fosters stamme så bliver bortført af disse seksbenede robotter, og bragt tilbage til Union City, som Foster ellers havde forladt efter begivenhederne i det første spil. Man vender derfor tilbage til den store by for at finde sin lille ven. Undervejs møder man en masse skæve personer og robotter, som skal hjælpe Foster frem til sandheden, og bortførelsen af ungerne.

Nå, det var så den korte opsummering for de uinvidede, så lad starte i det brede. Det første spil havde en rigtig fed følelse af dystopi, men det har Beyond a Steel Sky ikke, og det er synd. Joey, som man overlod byen til, har haft travlt med at gøre beboerne lykkelige, så han har taget alle opgaver og udfordringer fra dem. Det har også betydet at byen er lys og farverig, og det er ærlig talt lidt kedelig. Eller om ikke andet er koblingen til den æstetiske stemning der definerede det første spil helt væk. Det første spil havde en trykkende atmosfære, men Beyond a Steel Sky er bare for utopisk, også selvom historien bliver mere mørk senere. Dette er også en indikator på spillets største problem. Truslen man skal bekæmpe i spillet virker ret mild. Det er ikke det samme som at sige, at alle spil skal bringe hele universet i fare, men selve følelsen af at du skal løse et presserende problem er bare ikkeeksisterende her. Der er ikke rigtig nogen ond person man skal nedkaste, og faktisk varer det meget længe inden historien tager fart. Jeg føler ikke helt af forfatterne til spillet har haft nok på hjerte, for historien er mildest talt kedelig langt hen af vejen, og det er et problem for et eventyrspil, som er så afhængig af netop denne facet. Tag ikke fejl, karaktererne er sjove og er fyldt med personlighed, men de har bare ingen kant. De er alle så venlige og søde, og de mangler den vildskab, som man kunne finde i det første spil. Her var humoren ganske anderledes og bedre, for selvom Beyond a Steel Sky har en masse humor og charme, så mangler der bare lige det ekstra, der gjorde det første spil så legendarisk. Beyond a Steel Sky skal jo selvfølgelig ikke kun sammenlignes med sin forgænger, men når stemningen er så vigtig og anderledes, synes jeg det er værd at nævne.

Noget som også er utroligt vigtigt for eventyrspil, er de gåder som man stereotypisk skal løse i denne slags spil. Her har Revolution opfundet et hacker-minispil, som nok bliver brugt som gåde halvdelen af tiden. I dette minispil skal man hacke sig ind i diverse elektroniske maskiner og robotter, og bytte om på deres egenskaber. Et eksempel kan være at man, ved at flytte blokke rundt, skal få en støvsuger til at puste luften ud, i stedet for at suge den ind. Derved kan man så puste luft på noget, som måske skal skubbes ned fra en hylde, eller ødelægge en frisure. Det er ok sjovt, men bliver brugt alt for meget. Som jeg nævnte er halvdelen af disse gåder anlagt på at man hacker ting, og det virker lidt dovent. Der er selvfølgelig de normale gåder, du ved; "brug ting A på ting B, så du får ting C", og derved løser du gåden, men der er slet ikke så mange af dem, som man kunne håbe på. Det føles lidt som om Revolution er blevet få forelskede i deres egen mekaniske opfindelse, at de har tænkt; "det er skisme godt det her, den her struktur bruger vi som gåde i de fleste tilfælde". Det bliver en smule ensformigt i sidste ende. Når de almindelige gåder bliver mikset med hackerspillet, virker det dog ganske godt, desværre sker det ikke mere end et par gange. Mere af det næste gang Revolution, tak.

Spillet foregår i tredjeperson, ligesom Broken Sword 3 og Broken Sword 4 gjorde det, og det er faktisk et ganske flot det hele. Spillet har en masse flotte farver, og det hele kører fint. Især skal karaktererne nævnes, som har det der udseende, som man som Revolution-fan kan genkende. De er karikerede, men ikke overdrevene, og de udstråler personlighed og charme. Især er robotterne flotte, og ville passe perfekt ind i Bioshock, med deres store øjne og cylindriske udseende. Meget Art Deco. Derudover føles Union City levende, og mennesker vandrer rundt med deres særegne rutiner og gøremål. Verdenen er veludført og flot designet.
Hvad der ikke er veludført, er mængden af tekniske fejl, som spillet i skrivende stund indeholder. Jeg oplevede flere gange at jeg kunne genspille sekvenser, efter de var udførte. Nogle samtaler kunne man ikke høre, da kameraet blev flyttet helt udenfor den bygning samtalen foregik i. En kvinde man møder stod med hele kroppen inde i et bord, mens man snakkede med hende. Ja, "you get the point". Spillet udkom på Apple Arcade tre uger før det udkom på Steam, og jeg mistænker at det ikke har været nok tid for Revolution, til at konvertere spillet til PC-platformen. Jeg ville gerne sige at det ikke gjorde en forskel, men det der var rigtig mange små fejl, som ødelagde nydelsen af spillet, desværre. Man kunne håbe, at der kommer en stor patch meget snart, for Revolution laver normalt ikke fejl af den kaliber, som jeg oplevede.

Noget af det jeg elskede mest ved Beneath a Steel Sky var musikken, som jeg fandt fantastisk. Faktisk har jeg sangene liggende på harddisken lige nu, da jeg i ny og næ godt kan finde på at smide soundtracket på anlægget. Derfor gør det mig ondt at sige at musikken i Beyond a Steel Sky, slet ikke kan give mig de samme glæder. Det første spil havde kun midi, og dette har et fuld orkesteret soundtrack, men det er kun når de gamle sange blev genbesøgt, at jeg følte mig tilbage i Union City. Musikken er ikke dårlig, den er bare ikke så ikonisk, som man kunne have håbet.

Så konklusionen må være at Beyond a Steel Sky, er et hæderlig eventyrspil, i en tid hvor genren gennemgår en tørke. Det er et godt spil på alle måder, undtagen fejlene, men det mangler bare en smule X-factor, for at kunne måle sig med sin forgænger.