Below

Indie-invasionen forsatte i stærk stil under dette års E3. Både Sony og Microsoft viede dele af deres pressekonferencer til de mindre, men lige så interessante titler - den uforglemmelige dystopiske fremtidsvision i Inside og det snedige Two Souls var bare to af budende - mens Indiecade-hjørnet af messen var fyldt helt ugen. Interessante projekter skabt af små teams har sikret sig en del af det nuværende spilmarked, og står for de potentielt mest diverse spiloplevelser. Det var derfor en masse at se til i Los Angeles i år, men den titel, som gjorde det største indtryk, var Below.

Eventyret blev allerede annonceret sidste år, men i år var første gang vi selv fik lov at prøve det. Omgivelserne for vores første omgang med rogue-like-eventyret, hvor man som ensom eventyrer rejser mod jordens kerne, var en smule underlige. Klokken var 23, og vi befandt os på taget af et hotel i downtown L.A., hvor hundredevis af udviklere og pressefolk bevægede sig forbi det lille hjørne vi stod i, mens musikken pumpede ud af de højtalere, der befandt sig overalt. Festen var blevet startet af og for indiescenen, og rækker af borde stod langs de fleste vægge, udstyret med monitors, keyboards og joypads. Det passede alt sammen fint til mange af de festspil som også befandt sig her, men til et atmosfærisk og nøjsomt eventyr? Knapt så godt.

Det er dog et kompliment til Below, at alle disse distraktioner forsvandt ligeså snart vi tog headsettet på, og vi lagde først controlleren fra os igen 15 minutter senere, fordi vi ville have mulighed for at nyde eventyret i privaten, hvor der ikke er nogen tidsbegrænsninger.

De fleste udviklere der befinder sig i nærheden af de demostandere der viser deres spil, fortæller om hvordan styringen virker, baggrunden bag spillet, samt måske lidt om udvikleren og dem selv. Capybara gør kun det første, og som det også gælder med spillet, lader de spilleren finde ud af resten. De vil have os til at gå på opdagelse og lære gennem udforskning. Spillet viser sig at være en komplet modsætning af udviklerens forrige udgivelse, det afsindige arkadeskydespil Super Time Force.

Vi begynder vores rejse ved en fortøjet båd, hvor vi for første gang sætter vores føder på en sandstrand på et ukendt ø. Det isometriske perspektiv er lavet sådan at kameraet er langt væk, hvilket blot får vores ensomme, katte-lignende eventyrer til at virke endnu mere isoleret, mens det også giver en god ide om omfanget af den omkringliggende verden. Ligesom med sandet for vores føder, gælder det også for de klipper vi klatrer op af og de huler vi begiver os ned i, at detaljerne defineres gennem store stænk af subtil farvelægning. Vores karakteres undvigende rullefald, sværd og skjold er måske nok inspireret af Zelda, men stemningen er tungere og mere spændt end i Nintendos klassiske eventyr-serie. Stemningen bliver yderligere hjulpet på vej af en minimalistisk lydside, og rum så store og dunkle at det kun er den medbragte fakkel der kan skære sig vej gennem mørket. Below gør dig konstant opmærksom på den allestedsværende isolation.

Der findes skabninger i dybet, beboere hvis rødglødende øjne indikerer aggressiv respons, hvis du nærmer dig dem. Rammes du, begynder du at forbløde - et pixeleret hjerte dukker op og monitorerer din tilstand, mens dit pixelerede blod eftalder et spor indtil du har healet dig selv. Helbreds-miksturer er begrænset til hvad man har med sig i tasken fra starten af, og mens det er muligt at gøre brug af et crafting-system for at kombinere de ting man finder på sin vej, er der intet der tyder på at miksturer bliver nemme at finde. Dør man, genoplives man ved det sidste bål man tændte - meget Dark Souls-inspireret. Kamp kræver godt nok kun en knap indtil videre, men helbreds-restriktionerne kræver at man tilgår enhver situation langsommeligt og nøje overvejet. Husk altid at kigge efter fælder, og da vi endnu ikke har set et kort, bør man nok også begynde at huske vejen gennem de mange rum med adskillige udgange hver.

Stilheden og isolationen bliver dog hurtig mærkeligt betryggende. Vores egen lille del af verden, en eskapisme som vi forsvinder fuldstændigt i, hvilket måske ikke er så underligt efter en uge, hvor vi har befundet os skulder mod skulder med talløse fremmede på messens menneskepakkede gulve. Derfor virker det også meget stærkere, da vi hen mod slutningen af demoen ser hvad der kunne være det første glimt af en følgesvend.

Vi finder kortvarigt ud af hulerne og ind i en lille bugt, hvor et skibsvrag læner sig op af en klippemur. Her finder vi senere en bue og pil, men for nu er vores opmærksomhed fikseret på et bundt vilde hunde der synes at bevogte stranden foran det iturevne skib. Deres hvide øjne synes at indikere at de er neutrale, og vi angriber ikke men bevæger os i stedet langsomt forbi dem.

De begynder at følge os, snuser til vores føder og lægger sig trofast ned da vi stopper. Holder man rullefaldsknappen nede sætter man i løb. Vi løber frem og tilbage på stranden, mens hundene legesygt følger med. Vi ender hurtigt med at bruge adskillige minutter på blot at løbe frem og tilbage, mens vi leger med hundene, og selvom det blot er en lille bitte sekvens, er det svært ikke at blive påvirket. Det er derfor også svært at forlade scenen for at forsætte udforskningen, men vi gør det, mens vi noterer på vores mentale kort, hvordan vi finder tilbage hertil igen.

Under E3-messen ser vi noget lignende fotorealistiske verdner, og vi oplever gameplay der kræver at vi gør brug af stort set alle knapperne på controlleren, og vi glæder os til at spille dem alle når de udkommer. Alligevel formår Below med dets stille skønhed at give os noget, der er lige så interessant og lige så fængende. Vi glæder os stort til at gå på eventyr med det færdige spil.