Beau is Afraid

Der kan vist ikke herske nogen tvivl om, at Ari Aster lider af deciderede 'mommy issues'. Dette tema blev først udforsket i Asters debutfilm 'Hereditary', men nu stiller instruktøren skarpt på emnet i sin nye film 'Beau Is Afraid', der får hele armen med ødipuskomplekserne. Med sin 3-timer lange spilletid, går filmen over gevind, og taber desværre tråden hen ad vejen.

Asters første to film - 'Hereditary' og 'Midsommar' - fik stor succes på gyserscenen, og har været med til at positionere indieproducenterne A24, som førende indenfor amerikansk indiefilm. Sammen med Robert Eggers og Safdie-brødrene har Aster gjort sig til amerikansk films new kids on the block. Forventningerne har derfor været høje til hans nye morsyge thriller, der udforsker det dysfunktionelle forhold mellem hovedpersonen Beau, og sin manipulerende mor Mona. 'Beau Is Afraid' har en interessant præmis, men ender med at inkludere for mange forstyrrelser hen ad vejen. Filmen bliver simpelthen for latterlig, og taber sig selv og seeren i sin galskab.

Beau er en midaldrende enspænder, der bor i et fattigt og dybt kriminelt kvarter. Han er angst for stort set alt, og bliver ofte truet af hjemløse, knivstikkere og tatoverede voldspsykopater. Han skal besøge sin mor, hvilket udløser en kavalkade af benspænd, som udgør filmens 3-timer lange handlingsforløb - og det er her filmen knækker. Beaus lange odyssé bliver en for rodet affære, som har travlt med store WTF-momenter, der fjerner alvoren i den dramatiske fortælling.

Beaus angst kommer til udtryk på nærmest ekspressionistisk vis i filmuniverset. Hans omgivelser er rendyrket kaos, og filmen eksisterer i en flydende tilstand mellem realitet og Beaus tolkning af den realitet. Det fattige kvarter, som han bor i, fremstilles så overdrevent faretruende, hvor de hjemløse nærmere ligner zombier. Det er et beskidt, fordærvet storbybillede, der minder om Travis Bickles syn på menneskeheden. Beaus angst kan enten virke som berettiget eller fuldkommen irrationel, afhængig af hvordan realiteten skal tolkes.

Filmen har dog også gode ting kørende for sig. 'Beau Is Afraid' er allerbedst, når fortællingen stiller helt skarpt på mor/søn-dynamikken, og udforsker Beaus forstyrrede barndom. Dramaet er mest dragende i disse sekvenser, og den ubehagelige spænding mellem Beau og hans mor udgør filmens bedste scener. Særligt var brugen af Mariah Careys pophit 'Always Be My Baby' i en ret ukomfortabel scene et morsomt og skørt øjeblik. Sangen placeres i en pervers kontekst, der giver lyrikken en helt ny ødipal klang:
"You'll always be a part of me,
I'm part of you indefinitely,
Boy, don't you know you can't escape me,
Oh darling, because you'll always be my baby"
Mariah Careys romantiske ballade kan ikke høres på samme måde igen.

'Beau Is Afraid' har et interessant udgangspunkt, men plages af for letkøbte plottwists, der måske fungerer på et tematisk plan, men fremstår klodsede rent dramaturgisk. Ari Aster har nu tre film under bæltet, hvoraf 'Midsommar' fortsat er den bedste, og 'Beau Is Afraid' afslører instruktørens bundniveau.