Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Bayonetta Origins: Cereza and the Lost Demon

Bayonetta Origins: Cereza and the Lost Demon

Cheshire vækker hekselærlingen fra hendes dybe søvn, og sætter hende ud på en (næsten) magisk rejse.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Man må give PlatinumGames kredit for at have det, der skal til for at skabe en prequel/spin-off ved at fjerne kildematerialets grundprincipper på en så radikal måde. Det faktum at Cereza and the Lost Demon er så afvigende fra den oprindelige Bayonetta-trilogi er faktisk noget, som vi bør fejre, da det er den slags risikovillighed, som vi bør bede om fra studier rundt om i verden: noget der giver fans et helt nyt perspektiv på IP'en, samtidig med at det forbliver tro mod nogle af de essentielle kerneelementer.

Og selv om denne fortælling startede så langsomt, at den næsten fik mig til at falde i søvn, kan jeg nu med glæde acceptere, at jeg virkelig har nydt det meste af eventyret, da jeg endte med at være lige så engageret i systemerne og gameplayudviklingen som jeg var i den akvarelfarvede kunststil.

For lad os være ærlige: udefra ligner Bayonetta Origins: Cereza and the Lost Demon, måske på den værste måde, en billigere og enklere tilgang til triple-A hack 'n slash-serien. Først har du den underlige, næsten gimmicky twin-stick-styring, hvor venstre stick og skulderknapper er knyttet til Cereza, og det højre sæt hører til dæmonen Cheshire (en bekendt for dem, der for nylig spillede Bayonetta 3), hekselærlingens allerførste påkaldelse, som hun fremmaner i en alder af 10 år, da hun lærer Umbra-teknikkerne under Morganas strenge opsyn i Avalon-skoven.

Dette er en annonce:
Bayonetta Origins: Cereza and the Lost Demon
Bayonetta Origins: Cereza and the Lost Demon

Da hovedseriens komplekse kampscenarier og store afhængighed af blockbuster-lignende cutscenes tydeligvis er væk, skulle skiftet til en mere rolig, udforskningsbaseret metroidvania-oplevelse fungere upåklageligt, men tag ikke fejl, det tager virkelig sin tid i de første 4-5 timer at nå dertil, uanset hvor smukt fortalt denne fortælling end er. Men når man først føler at man har fuld kontrol over de forskellige mekanikker, efterhånden som flere evner og nye udfordringer introduceres, bliver gameplay-loopet heldigvis ikke bare underholdende, men også ret unikt i forhold til andre forsøg i genren.

Med andre ord, og for at være helt klar i spyttet, kunne mange afskrive dette som en gennemsnitlig indie-metroidvania og ikke noget særligt inden for PlatinumGames' ret vilde vægge, men mens jeg blev ved med at vende siderne, og endnu mere efter at have lukket bogen, følte jeg, at dette kunne sidde komfortabelt ved siden af Ori and the Blind Forest og lignende, da det er dejligt og endda mindeværdigt til tider, selv om det ikke formår at udmærke sig inden for sin nye genre.

Dette er en annonce:

Som du måske har gættet med referencerne til Avalon og Morgana, tilføjer Cerezas fortælling et par nye vinkler til legenden om King Arthur, ligesom hovedserien gør det med den uendelige kamp mellem engle og dæmoner, guddomme, skabere og jeg kunne blive ved. Jeg vil ikke spoile en eneste ting om begivenhederne her, men jeg vil sige, at det faktisk fungerer som en oprindelseshistorie i forhold til selve konstruktionen af den heksekarakter, som vi alle kender og elsker, selv om den naturligvis vælger en mere ligefrem fortælling sammenlignet med trilogiens sammenvævede plotlinjer og tidsbøjede manuskripter. Når det er sagt, har den dog et par gode twists i ærmet, og jeg nød forskellene og sammenstødet af personligheder mellem Cereza og Cheshire. Og når vi nu taler om twists, så er den fortolkning af feer, som jeg har her, en af de mest fascinerende og snoede, jeg nogensinde har set.

Selve Avalon-skoven giver en god følelse af desorientering, da du føler dig mere fortabt og hjemsøgt, jo dybere du udforsker den. Dette er på godt og ondt, da selve kortet ser ud til bevidst at være tegnet på en uigennemskuelig og lidt forvirrende måde (det bliver lun værre hvis vi taler vertikalitet), for at få dig til personligt at udforske hver en krog af det naturlige, organiske miljø på jagt efter hemmeligheder, skatte og opgraderinger. Her åbner Cerezas trylleformularer og Cheshires kræfter nye veje og bruges nogle gange i samspil under platformsektioner, og det fungerer for det meste på trods af nogle mindre fejl (som efterhånden også opstod i kampene).

Min erfaring er, at udforskningen er god nok, når du følger hovedvejen og tager de mest indlysende omveje undervejs, men det kan føles lidt uretfærdigt eller endda kedeligt, når du ønsker at gennemsøge spillet før og efter slutteksterne, da det tvinger dig til at vandre på gammeldags vis i stedet for at gøre det nemmere eller hurtigere via genveje.

Bayonetta Origins: Cereza and the Lost Demon
Bayonetta Origins: Cereza and the Lost Demon

Selve banedesignet er dog for det meste rigtig solidt, og det samme kan siges om en masse af de mange puzzles du støder på. Faktisk ville jeg gerne have haft flere Tír na nÓgs (en slags tryllezoner, som du skal gennemføre for at rydde kortet) med fokus på puzzles frem for kamp, da nogle af dem efterlod mig den bedste Zelda-agtige eftersmag, men med den unikke dual-stick-tilgang i dette spil.

De fleste er dog kampbaserede, men selv om det starter lige så langsomt som resten af spillets mekanikker, finder kampsystemet sine egne måder at være varieret og underholdende på i det lange løb, både i Tír na nÓgs og under de mange tilfældige møder i skoven. Hvis du foretrækker bevægelser via hurtige reflekser, så må du hellere gå tilbage til den originale trilogi, for her er det hele mere systematisk, og du lærer efterhånden at holde det ene øje på karakteren, og det andet på dæmonen. Førstnævnte er for at kaste besværgelser på fjenderne (mest for at binde dem) og bruge eliksirer, sidstnævnte for at uddele skade ved hjælp af både et voldsomt bid og slag eller ved at vælge det rigtige elementbaserede angreb.

Efterhånden som spillet skrider frem, bliver både Cereza og Cheshire stærkere via et Level Tree, der gror flere grene, og deres bånd vil gøre diverse kombinationener virkelig kraftfulde. Cereza er en fin karakter, men det er altså Cheshire der stjæler showet både narrativt og gameplay-mæssigt. Han er bare elskværdig på alle måder, og hans fantastiske elementære kræfter og forskellige transformationer gør ham uundværlig i kamp.

Bayonetta Origins: Cereza and the Lost Demon
Bayonetta Origins: Cereza and the Lost Demon

Alt i alt blev jeg færdig med spillet på over 80% og efter omkring 20 timers spilletid, hvoraf nogle få af dem var afsat til ligegyldig udforskning inden det endelige opgør. Tag ikke fejl, du kan let lade dig distrahere, og der er masser af fanservice mod slutningen for Bayonetta-fans. Det skal også siges, at det slet ikke er et svært spil for en fan af serien eller af actiongenren før de allersidste portioner, og der introduceres også en god bunke velkomne tilgængelighedsmuligheder, der gør det lettere for nye spillere.

I sidste ende endte det, der i første omgang virkede som en langsom, gennemsnitlig indie-metroidvania, med at fortrylle mig ved at kombinere et uhyggeligt eventyr med nogle friske idéer med en smuk visuel finish. Disse unikke koncepter gør dette til en meget personlig oprindelseshistorie. Det er en fortælling, der er værd at blive spillet på sine egne præmisser.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Frisk tilgang til genren, fungerer som fed prequel til universet, smuk grafik, Cheshire er ret sød, skøn musik.
-
Kunne bruge lidt flere puslespil, ikke den mest venlige metroidvania, kampene kan blive repetitive, små tekniske knaster.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold