Bayonetta 3

Når jeg sidder og ser heksen Bayonetta flå sit eget hjerte ud af brystkassen for at hidkalde en gigantisk, dæmonisk Godzilla til at wrestle med et tilsvarende "larger than life"-uhyre, mens Tokyo smuldrer omkring dem - så føles det stadig surrealistisk, at der er tale om en Nintendo IP, og at heksen officielt er "i familie" med Mario, Luigi og vennerne. Ikke desto mindre føles Bayonetta 3 - trods ekstrem vold, hyppige bandeord og nøgenhed - som et af de helt gode Nintendo-spil på den måde, det bombarderer spilleren med den ene kreative gameplay-ide efter den anden.

Én ting er det mesterlige kampsystem, som hele tiden udbygges med utroligt sjove og varierede våben og dæmoner (mere om disse senere); noget andet er de talrige groteske set pieces, som spillet smider efter dig for konstant at overgå sig selv. I det ene øjeblik pløjer du gennem en flod i Tokyo som en Godzilla, i et andet svinger du dig mellem smuldrende skyskrabere i en flammeedderkops spindelvævstråde, og i et tredje snigmyrder du fjender i et todimensionelt laboratorie. Ja, Bayonetta 3 er først og fremmest et actionspil, men det er glimtvis også en racer, en on-rails shooter, en 2D action/stealth-platformer. Havde det været tilfældet i et hvilket som helst andet spil, kunne det hele meget vel føles som et miskmask af ideer, men det her er Bayonetta - "over the top" er seriens DNA - og på forunderlig vis er der en tydelig rød tråd i det hele, og alt formår at gå op i en højere enhed.

I hvert fald under den første gennemspilning. For de mange set pieces har uundgåeligt en bagside, som først rigtigt afslører sig, når man har set slutteksterne rulle og beslutter sig for at tage en tur mere. For det første kan de mange set pieces med deres langt simplere gameplay (tænk rail shooter-segmenter, hvor man bevæger et sigtekorn og holder en knap nede for at skyde) godt være lidt op ad bakke at skulle igennem igen, når man bare gerne vil slås med de våben og dæmoner, man har tilegnet sig under første gennemspilning. Det her med, at set pieces skader genspilningsværdien, var en kritik, der blev rettet mod Bayonetta 2 af nogle af seriens mere seriøse fans, og jeg kan desværre godt se det gentage sig med 3'eren. På den lyse side kan man springe over alle filmsekvenser, man kan vælge kun at spille udvalgte sektioner af kapitler, og så er der naturligvis også en række post-game attraktioner - visse af dem netop henvendt til et mere hardcore publikum - der styrker genspilningsværdien.

For det andet, så bliver ens præstationer under set pieces medtaget i den samlede vurdering, der afgør, hvilket trofæ man belønnes med ved afslutningen af hvert kapitel. Jeg kan forestille mig, at hardcore actionfans, som en IP som Bayonetta appellerer stærkt til, kan blive frustrerede, hvis de trods perfekte kamppræstationer ikke fik det skinnende platintrofæ, de begærer, fordi de (eksempelvis) ikke var lige så dygtige til at flyve og undgå forhindringer som en krage. Heldigvis er det ret nemt at præstere godt under set pieces, netop på grund af deres simplere gameplay.

Ovenstående er dog kritikpunkter, som formentlig kun vil blive ytret af en meget lille procentdel af Bayonetta 3's kommende spillerbase. For langt de fleste vil set pieces bare være glasuren på den afsindigt lækre kage, som Bayonetta 3's kampsystem repræsenterer. Der er nemlig tale om så godt et kampsystem, at man oplever timerne flyve afsted, mens man slår, sparker, skyder, bider, stikker, pisker, flænser, knuser, ætser og brænder sig igennem horder af fjender, som optræder i både menneskelignende skikkelser og som uhyrer, der når helt op til skyerne - og alt tænkeligt imellem. Det gør man blandt andet med den nye geniale "Demon Slave"-mekanik, som tillader spilleren at hidkalde og kontrollere en række kraftfulde "Infernal Demons".

I mit preview af spillet diskuterede jeg de tre indledende dæmoner, nemlig den Godzilla-agtige Gomorrah, der river, bider og udsender koncentrerede lazerstråler, kæmpekvinden Madama Butterfly, som sender dødbringende kys og uddeler knusende spark med sine kilometerlange ben og høje hæle, og flammeedderkoppen Phantasmaraneae, der stikker med sin skorpionhale, fanger fjender i spindelvæv og selvdestruerer som en levende bombe. Nu kan jeg afsløre, at disse senere gøres selskab af et motorsavsudstyret pansertog, der kan brage ind i- og maltraktere fjender, en gigantisk frø, der gennem skinger sang kan fremkalde syreregn, og en stor krage, som kan kaste fjender rundt i tornadoer. Og det er bestemt ikke alt. Desværre er min yndlingsdæmon under NDA. Jeg kan kun sige, at den er et af de mest kreative "våben", jeg nogensinde har set i et spil, og at jeg ikke tror, du vil være i tvivl om, hvad det er for en, jeg mener, når du selv ser den.

Når man hidkalder en dæmon, bliver Bayonetta fastlåst i næsten nøgen dans (lad mig igen fastslå, at en censurindstilling tillader dig at spille på toget uden medpassageres dømmende blikke), hvorfor det altid bør være en strategisk overvejelse, om heksen er godt positioneret til at indlede Demon Slave. Tager hun skade, vil slavebåndet nemlig ophøre, og dæmonen forsvinde. Omvendt skal man også passe på med at lade dæmonen tage for meget skade. Det kan nemlig medføre det såkaldte "Enrage", hvor dæmonen bryder fri af slavebåndet og ikke længere skelner ven fra fjende. Sker det, er man tvunget til at undvige den rødglødende dæmons hysteriske angreb, indtil ens magimeter er helt drænet.

Derudover er der to yderst tilfredsstillende mekanikker, der tillader en at fremkalde sin foretrukne dæmon i glimt til henholdsvis at levere det sidste slag i en af Bayonettas komboer eller dukke op, i splitsekundet inden hun tager skade, for at slå fjenden ud af kurs. Alle disse mekanikker og deres samspil gør, at dæmonerne trods deres lidt simplere movesets ikke fordummer kampsystemet, men tværtimod tager det til nye højder og - som Eurogamer rigtignok påpegede i deres preview - indfrier det potentiale, Platinum teasede med Scalebound.

Når man ikke udraderer fjender med dæmonerne, gør man det med en række utroligt kreative våben. Hvert af disse er associeret med en bestemt Infernal Demon, men man kan heldigvis kombinere våben og dæmoner, lige som man lyster. Eksempelvis er kæmpehammeren G-Pillar associeret med Gomorrah, hvorimod en kombineret stav og mikrofon kaldet Ribbit Libido-BZ55 er associeret med frøen Baal. En af mine favoritter er den gigantiske kædesav Dead End Express, som foruden at kunne svinges manisk i cirkler kan transformere Bayonetta midlertidigt til både et buldrende tog og en flænsende motorcykel.

Det er nemlig sådan, at hvert våben via det såkaldte "Demon Masquerade" kan transformere Bayonetta til mindre dæmoner (ofte en afskygning af den Infernal Demon, våbnet er forbundet med), som har deres helt egne angreb og mobilitetsmanøvrer. Med det klassiske pistolsæt Colour My World får heksen sommerfuglevinger, der tillader hende at svæve mellem platforme, hvorimod de glødende yo-yo'er Ignis Araneae kan transformere hende til en lille variant af flammeedderkoppen, som kan svinge sig over afgrunde.

Som noget unikt for Bayonetta 3 er der også kapitler, hvor man spiller som den nye karakter Viola, en lidt klodset, punker-agtigt udseende pige med kattedæmonen Cheshire som kæledyr. Hun slås udelukkende med en katana og kan kun hidkalde en enkelt dæmon i kamp, nemlig Cheshire. Modsat Bayonetta har hun heller ikke kontrol over sin dæmon; den slås egenhændigt, mens Viola udskifter katanaen med knytnæver. Jeg skrev i mit preview, at hun adskiller sig tilpas nok fra Bayonetta, til at hendes kapitler føles som friske afbræk. Det står jeg ved, men jeg må dog indrømme, at jeg mod slutningen af spillet foretrak Bayonetta, dels fordi jeg bedre kan lide hendes design og den store gameplay-variation, hendes adskillige våben og dæmoner tilbyder, men mest fordi det føles langt nemmere at aktivere Witch Time (slowmotion) med hendes undvigelser end med Violas parreringer. Jeg har en fornemmelse af, at de fleste vil være enige med mig, og derfor er det godt, at der er en overvægt af kapitler, hvor man spiller som Bayonetta.

Spillets historie begynder, da New York bliver ramt af en massiv flodbølge med et kæmpe monster inde i, hvorefter en total invasion af byen bryder løs. De såkaldte Homuncoli - et menneskeskabt biovåben - og deres leder Singularity er stålsatte på at ødelægge alle paralleluniverser i Alphaverset. For at stoppe dem skal Bayonetta og Viola rejse til samtlige paralleluniverser for at anskaffe fem styks mystiske "Chaos Gears", hvorimod Jeanne skal opspore en videnskabsmand ved navn Dr. Sigurd. Spillet tager dig ned i Tokyos undergrunde og op på toppen af dens skyskrabere, til et kinesisk vulkanlandskab og rundt i Cairos bagende ørken - og meget mere. Jeg har ingen problemer med spillets artstyle, men jeg synes dog, at den primære fjende, disse Homuncoli, har et lidt kedeligt og ensformigt turkist design. Der kan dog ikke være nogen tvivl om, at Bayonetta 3 er et af de allerflotteste Switch-spil. Performance er stabil i kamp, hvor det er mest afgørende, hvorimod den ofte dykker under de eksplosive set pieces for at forhindre, at Switchen ikke også skal gå i luften. Et forventet kompromis, som dog gør en lidt mere tilbøjelig til at miste overblikket i det kaos, der udspiller sig på skærmen. Det hele akkompagneres af et fremragende soundtrack, der både byder på stemningsfuld ambiens og bangers, der forstærker kampgejsten.

Bayonetta 3 er ikke bare et af årets bedste spil, det er et af de bedste spil på Switchen. Jeg håber virkelig ikke, at serien igen går i dvale i noget nær et årti, eller værre endnu, at den takker af her. Jeg tvivler dog stærkt på, det bliver tilfældet, men skulle det ske, så kan vi i det mindste trøste os med, at vi fik en af de bedste spiltrilogier nogensinde.