Bayonetta 2 til Switch

Sværhedsgraden i spil kan være et tungt emne at danse med. Siger man, det er for let, fordi man kan gøre det samme igen og igen, og stadig vinde, så protesterer fans: "Det er fordi du ikke spiller det ikke ordenligt". Siger man, det er for svært, ja så er folk hurtigt ude med to "hjælpende" ord. To ord der dræber enhver samtale om sværhedsgraden i spillet, og i stedet lægger problemet over på spilleren; jeg taler selvfølgelig om "git gud". Problemet er bare, at selv om Dark Souls indeholder en sværhedsgrad, der er udfordrende men altid fair, så er det ikke alle spil, der kan prale af den bedrift. Omvendt er det ganske få spil, der formår at ramme den gyldne grænse. Og når et svært spil ikke er fair, ja, så er det ikke nok bare at "git gud". Så skal der også en hvis portion held til.

Efter de første klik på kontrolleren, kunne man sagtens fristes til at tro, at Beyonetta 2 er en fortsættelse uden de store ændringer. Håret er klippet kortere, men ellers slår og sparker Bayonetta, som hun plejer. Men på et eller andet tidspunkt, vil det gå op for dig, at dette langt fra er sandheden. Bayonetta 2 er en forfinet og raffineret fortsættelse. En fortsættelse hvor ændringerne føles små, men gør en verden til forskel. Og ja, Bayonetta 2 er lettere end sin forgænger, men det er samtidig også mere fair - og dermed er der endnu et spil, der kan prale af at ramme den gyldne grænse.

Kampsystemet handler i høj grad om at mestre Dodge-systemet. Det var tilfældet i det første spil og det er tilfældet her. Rammer du et dodge helt rigtigt, vil du indlede Witch Time, hvor alle fjender omkring dig bevæger sig i slowmotion. Det er samtidig et system, der er blevet en smule mere tilgivende i denne omgang. Vi snakker millisekunder, men man mærker hurtigt, at det er blevet en anelse lettere at ramme Witch Time i Bayonetta 2. Derudover er fjenderne blevet klogere - eller dummere alt afhængigt af, hvordan du ser på det. Når Bayonetta danser rundt, sparker, slår og skyder fjender til højre og venstre, er der både fart på hende og til tider også på kameraet. Derfor kan man let ende i en situation, hvor man ikke kan se alle fjender på skærmen, da de har fået placeret sig bag kameraet. I begyndelsen føler man sig udsat; man kan ikke se hvornår de angriber, og derfor skynder man sig akavet rundt i et forsøg på ikke at blive ramt af et slag, man ikke kunne se komme. Men det slag kommer aldrig. Hvis du ikke kan se fjenderne, så slår de dig heller ikke. Det kan lyde som et system, der er let at udnytte; jeg vil hellere rose det for at være fair. Hvis du bliver ramt, er det din skyld, for du vil altid have haft muligheden for at se slaget komme. Så - tør jeg sige det - du er bare nødt til at git gud.

Historien formår både at være lige så kluntet fortalt som forgængeren og samtidig lettere at følge. Skærer man ind til benet, så handler Bayonetta 2 om, at din veninde bliver fanget i helvede, og du vil hente hende tilbage. Bum. Det er altid effektivt, når man kan opsummere handlingen med én sætning, for så kender man altid sit mål. At der så samtidig foregår en masse rundt om den simple handling, som jeg hverken forstår eller føler mig motiveret til at sætte mig ind i, er et mindre godt tegn. Vi taler to klaner, der altid har været i krig med hinanden, den ene klan har vidst et øje for himlen og det andet et øje for helvede, og jeg ved ikke hvad jeg taler om, jeg giver op. Jeg skrev det i min anmeldelse til Bayonetta, og jeg skriver det igen; hvis det bevæger sig, så skyd det. Det skal ikke undskylde Bayonetta 2, men når kampsystemet er SÅ godt, er det bare lettere at kigge den anden vej.

Og forhåbentlig også lettere for dig at lukke ørene i. Stemmeskuespillet går fra alt mellem helt perfekt til helt forfærdeligt. Rodin er formidabel med hele sin mørke, muskuløse, klichéfyldte personlighed, og heldigvis får han en lidt større rolle i denne omgang. Bayonetta gør det ligeledes fint, og hendes legesyge stemme gør sig godt til personligheden, men fungerer mindre godt til de enkelte mere seriøse scener. Problemerne begynder småt med Loki, der er ny til serien, og som aldrig rigtig formår at gøre indtryk, selv om han er med på rejsen et stort stykke af vejen. Og problemerne ender i det store, når Luka åbner munden. På papiret? En charmerende journalist, med en pige i enhver havn og en uslukkelig tørst efter sandheden. I spillet? Kedelig. Den stemmeskuespiller kunne ikke kede sig mere, hvilket - indrømmet - skaber nogle relativt morsomme scener, hvor der er en tydelig kløft mellem, hvilken person de gik efter, og hvad der bliver leveret. Så Luka er blevet ufrivilligt komisk, hvilket er underligt, for det er den samme skuespiller fra det første spil, og der gjorde han det godt. Et underligt fejlskridt i et spil der ellers har kælet så grundigt for detaljen.

Men igen, det er de rigtige detaljer, som udvikleren har valgt at kæle for. Det er de små justeringer i kampsystemet, der gør dansen lidt mere flydende og spillet lidt mere fair. De samme justeringer, der gør mig sulten efter at mestre spillet. Som giver mig lyst til at gennemsøge ethvert hjørne i håb om at endnu en modstander, har lyst til at kigge frem. Som giver mig lyst til at genspille de samme baner gentage gange, bare for at forbedre min score og forfine mine kombinationer. Og det, mine damer og herrer, er hvad der sker, når et udfordrende spil også er fair. Det er dér, hvor to ord ikke bliver sagt som en hån, men som et seriøst råd. Der hvor man ikke kaster armene opgivende i vejret, når man dør, men i stedet ændrer sin placering i stolen og skærper sit fokus. Der hvor man Git Gud.