Bayonetta 2

Godt et halvt minut skulle der gå før det gik op for mig, at Bayonettas verden stadig er lige så vanvittig som første gang vi så hende. Efter at have sparket et stuntfly op i luften, der tilfældigvis jages af blodtørstige englelignende væsener, for dernæst at hoppe op på flyet og kæmpe mod både centaurer, kæmpe drager og et tentakelmonster, hvis svage punkt tilfældigvis er et statuehoved formet som et babyansigt, går det op for mig, at der på ingen måde er skruet ned for absurditeten. Det er efterhånden hverdagsføde for heksen Bayonetta, der slutter hele showet af ved at fremkalde en kæmpe dæmonmund, skabt ud af hendes eget hår, der ubesværet gnasker fjenden i stykker.

Bayonetta er din gennemsnitlige 500 år gamle Umbra-heks, hvis klan blev udraderet af engle fra Paradiso, der på mystisk vis også gjorde plads til at den rivaliserende Lumen-klan fik sparket af dæmonerne fra Inferno. Vores heltinde har, som nu en af de eneste levende hekse tilbage, haft en forholdsvis fredfyldt tilstedeværelse siden hun i det første spil gjorde det af med guden og skaberen Jubileus. Det er lige indtil noget skaber en ubalance i det skrøbelige forhold mellem engle og dæmoner, og nu truer med at kollapse hele verden.

Denne gang sendes man afsted mod bjerget Fimbulventr, der er omringet af en smuk ø og havneby. Bjerget fungerer som bro mellem himmerige og helvede, der på mystisk vis er nøglen til de pludselige angreb. Omgivelserne er smukke og vidner om en udvikler, der har taget kritikken om en til tider gråtonet forgænger til sig.

Baggrundshistorie var der nok af i forgængeren. Faktisk var der til tider for meget af det, og det var tit med til at sætte en pludselig stopper for det ellers høje tempo. Historien er ikke smidt helt på bagsædet denne gang, men de har hos Platinum Games lært lektien og bruger nu mest filmsekvenserne til at lade Bayonetta og kompagni svinge kække one-liners og sende dem afsted til næste slagmark. For det er nu engang kampene det handler om, og hold da op for en omgang. Kampene er lige så vanvittige som første gang vi hoppede i de pistolbærende stiletter. Sjældent får man lov at puste ud, for det gælder om at holde sig i bevægelse hele tiden, og der går hurtigt slangedans i den, når fjender skal jongleres, angreb afviges og skudsalver sendes afsted. Det hele går op i en højere enhed, når man formår at undvige et angreb i absolut sidste sekund og derved får aktiveret det euforiske Witch Time, der sætter farten ned på fjenderne og gør det nemmere at straffe dæmoner såvel som engle. Det er her, hele essensen af Bayonetta ligger, og man får da også rig mulighed for at sammenkæde betagende angreb, hvis altså først man mestrer kunsten at time sine bevægelser.

Spillet gør en dyd ud af at straffe manglende forsigtighed. Slipper man med nød og næppe igennem en kamp, får man sig hurtigt et chok, når næste salve af fjender sendes afsted uden nogen mulighed for at hele egne sår. Det er ondt, uretfærdigt og ikke mindst fantastisk djævelsk. Kampsystemet er lige til at falde pladask for og dykke ned i, og der går hurtigt sport i at få indøvet et flydende og effektivt kampsæt.

Der er bosser rundt om alle hjørner. Man mildest talt drukner i dem og det er med til at gøre, at ikke én kamp føles ens. Den næste boss er altid større, vildere og hårdere at nedlægge end den sidste, og jeg har flere gange fanget mig selv i at sidde med åben mund over hvor fantastisk overdrevne de alle er. Flere af dem slutter ved at man får muligheden for at udøve et Climax-angreb, hvor Bayonetta bruger sit magiske hår til at fremkalde kæmpedæmoner, der gerne gør det af med englene. Jeg vil helst ikke afsløre for meget, for de skal selv opleves. De er mildest talt til at juble over, så meget tør jeg godt afsløre.

Efter hver endt kamp får man igen tildelt en karakter alt efter hvor godt man har sammensat sine comboer, undgået skade og holdt sig inden for en rimelig tid. Det er som forgængeren ekstremt vanedannende at gå efter højeste karakter. Jeg lod mig flere gange lokke til at gentage kapitler ene og alene for at hapse en højere karakter og de glorier man belønnes med. Glorierne bruges til at købe nye kostumer, kræfter og nye angreb til Bayonetta. Udvalget er enormt og føles hurtigt som en nødvendighed for at overkomme udfordringerne, og så er det bare ekstremt blæret at se hende breakdance, mens hun skyder løs med stiletpistolerne.

Bayonetta 2 ser helt igennem fantastisk ud. Alt lige fra den smukke havneby til rejsen mod Fimbulventr, og alt derimellem jeg ikke vil spoile for jer, formår flere gange at hive stemningen op på et helt nyt niveau. Hvad enten det er kæmpebosser, der blokerer hele udsynet, eller Bayonettas til tider perverse angreb, så ser det hele forrygende ud og er uden konkurrence det pæneste spil til Wii U. Hele det eksplosive spektakel nydes i gudeskønne 60 billeder i sekundet og kan sågar tages med over på Wii U gamepaddet til hvis nu man sidder et andet sted end foran fjernsynet.

Efterhånden som fjender nedlægges, rappe replikker kastes og kvindelige insinuationer, jeg aldrig havde troet jeg skulle opleve på en Nintendo-maskine, bliver hujet af, og spillets historie når sin ende, har man fået samlet såkaldte Verse Cards, der kan bruges i Tag Climax. Her bydes der op til online coop-action med enten en ven eller fremmede. Verse Cards vælges af begge spillere og bestemmer hvilke kombinationer af fjender man møder, og der kan også satses penge på at man når til vejs ende. Jo mere man byder, desto højere er belønningen, men også sværhedsgraden. Man går fra at kunne tage en god mængde tæsk til at gå ned ved to angreb. Heldigvis er man to, og ender partneren derfor med at gå ned med flaget, har man mulighed for at genoplive sin medheks.

Under min spilletid har spillet kun været udgivet i Japan, og hvis der er noget japanerne skal have ros for, så er det deres evner til at tabe gang på gang på højeste sværhedsgrad og ikke tage ved lære og muligvis satse lidt mindre. Det siges at man lærer bedst ved at fejle, og det giver Tag Climax rig mulighed for at opleve. På sin vis kan det virke irriterende, at man skiftevis bestemmer hvilket Verse Card der skal spilles og hvor meget der satses, så jeg vænnede mig rigtig hurtigt til at japanerne og jeg vandt de gange, hvor jeg satsede et mere beskedent beløb, for dernæst at tabe når de nærmest gik all-in i næste runde. Man kan også spille med en computerstyret partner i stedet, men det tager meget af det sjove ved det. Når det så er sagt, så er det helt sikkert det, der skal holde Bayonetta 2 i live i rigtig lang tid. Det er ekstremt vanedannende og uhyre sjovt.

Er man ny til Bayonetta, kan man med fordel få fat i den såkaldte Special Edition af Bayonetta 2, her er det første spil også inkluderet (endda til en samlet pris på omkring DKK 400). Forgængeren er blevet pudset og plejet til genudgivelse på Wii U. Billedhastigheden har sågar fået sig en overhaling og kører nu også med 60 billeder i sekundet.

Forstå mig ret, når jeg som mine afsluttende ord fortæller, at jeg på alle måder var helt udmattet, da rulleteksterne kørte over skærmen. Det er længe siden jeg har spillet et spil, der tager så meget af ens energi og belønner en for alle de frustrationer man skal nå igennem for at blive rigtig god til det. Alle kan til en vis grad være med, men for at blive rigtig god skal man nærmest skøjte på slagmarken og få det at uddele klø til at ligne en kunstart. Bayonetta 2 leverer over hele linjen og er for mig en kæmpe grund til at kigge nærmere på Wii U.

Har man allerede maskinen, bør man ikke lade sig snyde for et helt igennem forrygende spil.