Battlefield: Hardline

Efter have arresteret en lang række mennesker, og skudt en del flere, har jeg endelig min mistænkte i sigte. Jeg har råbt "freeze!", men han er ikke synderlig samarbejdsvillig. Han er eftersøgt for smugling, og det er mit største ønske at sende ham bag tremmer. Jeg bliver en smule distraheret, da han mumler: "Dette var ikke en del af aftalen". Aftale? Hvad snakker han om? Der er noget råddent ved det her.

Livet som politibetjent i Miami kan være hårdt. Du er omringet af stofsmuglere, voldelige bander og korrupte kollegaer, og det er ikke let at vide, hvem du skal frygte, dine venner eller de kriminelle. Hardline forsøger at fortælle os, mere end en gang, at grænsen mellem de to, kan være ganske hårfin.

Jeg spiller som Detektiv Nick Mendoza, en cubansk flygtning med en åndssvag far og et ønske om at stoppe kriminel aktivitet. Jobbet tager Nick ud på den dybe ende, og før han ved af det, sidder han fast mellem et korrupt system og egne principper. Resultatet er en tur i spjældet, men han bryder ud for at kæmpe mod dem, der har stukketham i ryggen. Herfra opererer han på den lade side af loven, hvilket passer både ham og jeg rigtig godt.

Single-player-delen er struktureret som en TV-serie, og det er forholdsvis tydeligt, at Visceral Games synes godt om denne underholdningsform. Du får konstant smidt referencer til berømte TV-shows og film i hovedet, og heldigvis er udvikleren bag Hardline så afslappet, at det rent faktisk virker. Det er ment som en let fordøjelig action-oplevelse, og det er præcis det, du får. Visceral har fået fat på Bill Johnson, som har arbejdet med serier som The Americans og The West Wing, og resten af skuespillerne kommer fra serier som True Detective, Justified og House of Cards. Udover lidt sølle lip-sync-arbejde, er der næsten ikke noget at brokke sig over, i forhold til de mange skuespillerpræstationer. Manuskriptet passer bare godt til spillets ambitioner.

Jeg kalder det bare Hardline, fordi Battlefield-navnet måske er en smule misvisende. Hvis du elskede militærjargonen fra de tidligere to spil, så skal du bare huske, at dette er mere løst og frit end før. Det er Miami Vice, der møder The Wire, bare ikke i helt så god kvalitet.

TV-formatet gør Hardline mere struktureret end tidligere, men derudover er det langt mere åbent. Det er ikke en sandkasse vi taler om, men der er en lang række forskellige stier, som du kan bevæge dig ned af mod målet. Nick Mendoza kan snige sig rundt og neutralisere kriminelle i stilhed, eller han kan skyde sin vej gennem opgaverne. Personligt fortrækker jeg at arbejde uden al for megen opmærksomhed, så meget af min spilletid er gået med at scanne områder for fjender og alarmer. Skulle jeg blive opdaget af en eller flere, kan jeg vise mit politiskilt og arrestere hele banden. Hvis dette er tilfældet, så skal man arbejde hurtigt, for de tilfangetagne kriminelle vil undslippe hvis de får chancen. Den kreative instruktør Ian Milham har sagt, at det er muligt at gennemføre hele historien, uden at tage et eneste liv, men når jeg tænker tilbage på min tid med kampagnen, har jeg svært ved at se, hvordan dette kan lade sig gøre. Jeg har dog kun spillet kampagnen igennem en enkelt gang, men jeg mener at kunne huske, at der var flere situationer, hvor en fredelig løsning var udelukket. Der er dog langt flere muligheder end tidligere, og det kan jeg godt lide.

Du får to hjælpsomme redskaber, som gør det lettere at finde alternative ruter, og det er en zipline og en gribekrog. Det gør tingene lidt lettere når du gerne vil gå ind fra taget, eller hvis du gerne vil undslippe hurtigt. Det er også smart at medbringe en gasmaske, da der bliver kastet meget tåregas rundt. Det er bare et lille tip.

AI'en er en blandet landhandel. Fjenderne viser ingen nåde, hvis jeg bliver opdaget, og de bevæger sig hen mod mig i stedet for at blive bag dække. De er desværre ikke så så smarte, som udvikleren påstår, så ved at finde et velegnet sted at stå, kan man let dræbe samtlige fjender i en bane, ved at lade dem stikke hovedet ud fra deres dække. De bliver måske distraheret, når man smider tomme magasiner rundt, men det havde jeg ikke meget succes med. Resultatet i mit tilfælde var, at fjenderne blev mere fokuserede end distraherede.

Du udvikler dig igennem rank-systemet ved at arrestere forskellige mennesker eller ved at gennemsøge områder for bevismateriale, der kan hjælpe dig med at opklare dine mange sager. Dette giver dig adgang til bedre våben og udstyr, og giver lidt mere dybde til single-player-delen, der normalt plejer at være ret basal. Stopper du for at samle en Mac 10 fra en falden fjende, vil den være tilgængelig i resten af spillet. Nemt, simpelt og lige som det skal være.

Våbnene, lydene og grafikken er, hvad man kan forvente fra serien, men det sidstnævnte varierer i kvalitet. Der er nogle smukke teksturer, vejreffekter og refleksioner i den våde asfalt, og der er nogle pæne partikel-effekter på PlayStation 4. Bevoksningen imponerer dog ikke, da græs og buske ser ujævne og endimensionelle ud. Våbnene ser som altid godt ud i Battlefield, og de lyder også rigtig godt.

Det er værd at nævne, at Battlefield: Hardline ikke er et Battlefield-spil, som vi kender det. Historien er saom sagt en fin singleplayer-oplevelse for enhver der godt kan lide action-spil og politiserier, og Visceral leger med både TV-formatet og DICE's spilformular. Resultatet er et action-spil, der ikke tager sig selv alt for seriøst.

Selvom det er dejligt at Battlefield: Hardline leverer en single-player-del der er din tid værdig, er der mange der er nysgerrige omkring multiplayer-suiten. Den første beta i sidste sommer var en mindre katastrofe, og mange følte at de bare spillede Battlefield 4: Politi og Røvere, uden at det skilte sig synderligt ud.

Så blev spillet udsat, og en ny beta blev afsløret. Denne gang virkede det lidt bedre, så nu er spillet færdigt, og efter mere end 20 timer i multiplayer, har jeg en del gode, og nogle ikke så gode oplevelser, at kigge tilbage på.

Multiplayer-delen tilbyder stor variation med syv modes og ni forskellige baner. Det skulle derfor være muligt at finde en favorit, og jeg foreslår dig at starte i en af de fem modes, der er designet specifikt til Hardline. Disse fem er Hotwire, Heist, Blood Money, Crossfire og Rescue, men før jeg går i detaljer, vil jeg gerne forklare lidt om hvordan Battlefield: Hardline skiller sig ud fra andre spil i serien.

Banerne er mindre, du bruger mere tid i kampens hede, og du løber hurtigere. Idéen er, at du bruger mindre tid på transport og mere tid på at have det sjovt. Dette er selvfølgelig et minus for dem, der elsker at køre tanks eller flyve jetfly, siden ingen af disse er repræsenteret i spillet. I stedet får du en række specielle køretøjer, der er mere passende for enten politifolk eller bankrøvere. Dette kan blive svært at acceptere for mange, men det giver samtidig mening, at militære køretøjer ikke er med i denne omgang. Erstatningen er hovedsageligt den føromtalte gribekrog og zipline, som vil skabe mere vertikale transportmuligheder.

Blandt disse nye modes, havde jeg det sjovest med Blood Money. Her skal to hold konkurrere om at skaffe penge til ens bankboks. Som kampen udfolder sig, bliver det meget vigtigt at angribe din fjendes base, såvel som at samle penge til din egen. Dette giver en god dynamik og sikrer, at kampen konstant ændrer sig i løbet af en runde.

Hotwire har vi talt en del om før, og det er der en god grund til. Som altid kræver det, at du har samarbejdsvillige holdkammerater, fordi du har brug for mindst én, der kan læne sig ud at vinduet, for at tage sig af dem, der jagter jer. Det er lidt i samme ånd som Conquest, hvor du skal holde og forsvare forskellige punkter på banen, men twistet er, at der er mange køretøjer involveret. Disse køretøjer skal du holde over en hvis hastighed, mens din modstanders liv løber ud. Her kan ét godt hold gøre en stor forskel, hvis du har en god helikopterpilot, og en træfsikker 12.7-skytte, men det er klart sjovest at være en af de tre, der skal smutte rundt i en dyr sportsvogn med 150 i timen.

Den mode, der virkelig passer ind i stemningen, er Heist, men her har jeg ikke helt fundet en god rytme. De kriminelle bryder ind, stjæler noget værdifuldt og sender tyvegodset af sted i en helikopter. Jeg føler at jeg har en stor fordel som politimand, fordi jeg ofte kan fange fyren, der løber med tyvegodset på ryggen, siden han næsten aldrig har nogle til at beskytte ham. Dette ændrer sig måske efter udgivelsen, når flere grupper af venner og klaner kan samarbejde bedre.

Crossfire og Rescue er nogle meget tempofyldte spil-modes, hvor du kun får ét forsøg. I førstnævnte er du enten bodyguard eller informant, og der gælder det om at eskortere hinanden i sikkerhed. Hvis du spiller som informant, har du kun en pistol som forsvar, så det er vigtigt at blive i baggrunden, mens dine holdkammerater pløjer sig frem. I Rescue spiller du fem mod fem, og målet er at frigøre et gidsel eller sikre sig, at politiet ikke kan redde dem. Begge disse modes har et fint tempo, siden du kun har et liv, og det er bedst af ni runder.

Udover disse fem nye modes, er der også større kampe i Conquest og Team Deathmatch med op til 64 spillere. Jeg kan forstå, at disse er inkluderede for at behage seriens fans, men de er også en smule ude af kontekst her. Her forsvinder meget af den følelse Visceral har puttet i spillet, og kombineret med en konstant dykkende billedhastighed, følte jeg, at disse klart hørte hjemme i Battlefield 4.

Noget der også må nævnes, er hvordan køretøjerne opfører sig. Jeg kan godt forstå, hvorfor Visceral har valgt at gøre styringen stram, men det føles ikke naturligt. At køre en sportsvogn, og at køre en gigantisk truck føles ens, og det hiver lidt en ud af oplevelsen. De har måske forventet, at man ikke lægger mærke til det i et spil som dette, men en mere varieret og realistisk oplevelse med køretøjerne, ville have været at foretrække.

Battlefield: Hardline er en spændende tilføjelse til serien, men det skal nok mest ses som et skridt til siden, i stedet for et skridt fremad. Udover den dejlige kampagne, som Visceral har sammensat, har de også formået at skabe en hurtigere og mere tilgængelig multiplayer-suite, der tager serien i en anden retning.

Det er ingen revolution, men udvikleren har taget de fundamentale designfilosofier fra DICE og har skabt noget, der skiller sig ud som et friskt alternativ til mere militærfokuserede titler i Battlefield-serien.