Dansk
Gamereactor
previews
Battleborn

Battleborn

Vi sendte Gamereactors Ingvi Steinn Steinsson Snædal på tur til London for at høre mere om det nyeste projekt fra folkene bag Borderlands-serien

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

I en fjern fremtid er alle stjerner brændt ud, på nær én: Solus, den sidste stjerne (på trods af at himlen er fuld af stjerner, da kameraet i traileren zoomer ud fra slagmarken og helt ud i kredsløb om planeten). I et desperat forsøg på at overleve samles alle de arter, der er i stand til at rejse gennem rummet, omkring Solus. De danner faktioner og alliancer. En politisk kamp om at styre universets sidste energiressourcer finder sted. Hvad de ikke ved er, at de ikke er hinandens værste fjender. Verelsierne, en mørk og brutal fjende, der er ansvarlig for mørklægningen af universet, er kommet efter deres sidste bytte. Battleborn, de kampfødte, er de elitesoldater fra hver faktion, der har formået at se forbi deres uoverensstemmelser og arbejde sammen om at bekæmpe denne fjende. De er alt intelligent livs sidste håb, og du er en af dem. Velkommen til Battleborn.

Battleborn

Gearbox har haft både hits og missere gennem årene. Interessant nok har deres egne IP'ere altid imponeret. Brothers in Arms tilføjede et helt nyt niveau af historiefortælling til den squad-baserede taktiske skydespilsgenre, og Borderlands blander lige dele førstepersonsskydespil og rollespil i en cocktail, der er gået hen og blevet legendarisk. Battleborn håber på fortsætte denne trend ved at tilføje endnu et storhit, hvis navn starter med B. Men før vi når så langt, så lad os først rose Gearbox for beslutningen om ikke at fortsætte med Borderlands-serien lige foreløbigt. For mange udviklere og udgivere malker deres største serier, til der ikke er meget andet tilbage end slidt læder strukket ud over et faldefærdigt skelet, og et sæt yvere der bløder konstant. Kreativitet og nyskabende spil er en bedre brug af tid og ressourcer end et spil, hvis præmis ikke længere er interessant for udviklerne, og som risikerer at ende som et halvhjertet projekt, der både er en hån over for fans og et par cementsko om udviklerens omdømme. Det er godt at se et studie, der ikke er bange for at prøve noget nyt, når den kreative trang kommer over dem.

Battleborn er, ifølge Gearbox, en "hero-shooter", om end nogle nok vil mene at det klart hører under kategorien MOBA-skydespil (mere om det senere). Battleborn fortsætter Gearbox' hang til at blande genrer ved at kombinere skyde- og rollespil med elementer af fighting-spil, strategispil og, ja, MOBA'er. Spillet har været under udvikling siden lanceringen af Borderlands 2, og er ifølge Gearbox-chefen Randy Pitchford "det største og mest ambitiøse projekt", Gearbox nogensinde har sat sig for. Det vil byde på en singleplayer/coop-kampagne, hvor op til fem spillere går sammen om at tackle spillet, såvel som 5v5-multiplayer. Der vil også være splitscreen-understøttelse men hvorvidt det ligeledes gælder PC-versionen, står ikke klart. Men inden vi dykker dybere ned i de tekniske aspekter, så tager vi et kig på Battleborns faktioner og figurer.

Dette er en annonce:
Battleborn

Jenneriterne er et imperisk, æresbundet vampyr-lignende folk, der minder om oldtidens samuraier. Nok er universet ved at ende, men når det sker vil de være i fuld kontrol, og måske endda leve videre gennem ren viljestyrke. Peacekeepers er flokkens intergalaktiske politistyrke. De er fast besluttede på at tage sig af alle, selvom det ikke er alle, der til tages af. De er bureaukratiske af natur, og vil have alle til at efterleve deres regler og love. Rogues er en faktion, der ikke rigtig er en faktion. De er de uafhængige, frie folk omkring Solus. De udstødte, smuglerne, piraterne, røverne og lejesoldaterne hører til blandt Rogues. Eldrid er knyttet til naturen og har magiske evner. De forstår universets indre mekanikker gennem observation snarere end indblanding, og står fast på ikke at rode ved balancen. De sidder og ser på mens universet går sin gang. Sidst men ikke mindst har vi Last Light Consortium, en sammenslutning af profitmagere der ser krig og konflikt som forretningsmuligheder. De er aristokrater, der kun går op i bundlinjen. Alle krigsmaskiner i spillet er udviklet af LLC. De spiller faktionerne ud mod hinanden og får efterspørgslen til at vokse, samtidigt med at deres filial, Miion Robotics, fremstiller robothåndlangere i hobetal. "Faktionerne er adskilt af deres livsfilosofier", siger forfatter Aaron Linde. "Der er det bredt spektrum af arter og racer og figurer, der falder ind under hvert af disse bannere.

Battleborn

Til disse faktioner hører de ni figurer, vi indtil videre har mødt. Reyna, en bad-ass Rogue-chick med klap for øjet. Montana, et bjerg af en mand med et lillebitte hoved, og som åbenbart kun har trænet overkroppen, der hører til Peacekeepers. Rath, en af de pompøst-udseende samuraier fra Jennerit. Oscar Mike, en Peacekeeper-soldat med automatriffel og ridderhjelm. Marquis, finskytte og robot-gentleman fra LLC. Miko, en svamp med ben og arme fra Eldrid. Pheobe, telekinetisk menneske med hang til store kjoler og spidse genstande, der hører til LLC. Thorn, elvermø med benhård attitude fra Eldrid. Og Caldarius, en jetpack-bærende stormsoldat der hadder alle Jenneriter, til trods for han selv er Jennerit. Flere og mere langt-ude figurer bliver afsløret senere, og målet er at have mindst 25 figurer klar ved lanceringen, så man inden for hver faktion kan finde en fuld holdopstilling, der kan dække de grundlæggende roller på et femmandshold. Det er lig med mindst fem figurer fra hver faktion, så man kunne fylde sit hold med Jennerit-figurer, der hver især understøtter hinanden og opvejer hinandens svagheder. "Jeg elsker steampunk, og jeg elsker at spille tank", siger jeg til design director John Mulkey. "Så er der måske en figur på vej til dig", svarer han grinende.

Dette er en annonce:

Gearbox elsker sine figurer, hvilket tydeligt ses ud fra de mere end 1000 NPC'ere, fjender og spilbare figurer i Borderlands, og Battleborn vil tydeligvis være lige så fokuseret omkring de væsener, der bor i dets univers. Alle de spilbare figurer er så udførligt realiserede, at de snildt kunne være hovedpersoner i deres egen titel. De har hver især omkring 700 linjer med dialog alene til kampsnak, og dialoger udspiller sig forskelligt alt efter hvem der er til stede. Sker der noget, såsom at en figur bliver dræbt, vil en anden figur kommentere på det, og en tredje vil så kommentere på kommentaren. Det betyder at der er skrevet en masse tekst, og der vil være enorm variation i dialogen, såfremt man altså ikke altid spiller med de samme figurer. Hver figur er også sin egen klasse. De spilles forskelligt, bevæger sig forskelligt, har forskellige styrker, svagheder, våben og kræfter, såvel som vidt forskellige personligheder, customisation-muligheder og samlergenstande.

Battleborn

Battleborn byder på progressionssystemer på forskellige niveauer. Under en kamp, hvad end det er singleplayer eller multiplayer, vil din figur gennemgå en MOBA-agtig levelling-cyklus, der dækker over i alt 15 levels, og med en ultimate-evne der låses op på level 7. Helix, figurprogressionssystemet, ligner en DNA-streng og giver dig to valgmuligheder, hver gang du leveller op. Processen er hurtig, og man burde kunne låse alle 15 levels op i løbet af en halv time, hvilket er cirka et level hvert andet minut. Denne progression bliver dog nulstillet i slutningen af hver runde, så man altid starter på lige fod.

De to muligheder man får, når man leveller op, er skræddersyet til ens figur, og repræsenterer hver især to ekstremer af hans eller hendes personlighed i kamp. Tag for eksempel Oscar Mike. På level 6 får han valget mellem laser- eller kikkertsigte til sin riffel. Lasersigtet repræsenterer hans run'n'gun-mentalitet, mens kikkertsigtet afspejler en mere varsom langdistance-kæmper. Man kan frit vælge mellem de opgraderinger, der bliver låst op på hver af de 15 levels, så man kan personliggøre sin figur inden for de logiske rammer af hans personlighed.

Ved siden af er der så et vedvarende progressionsfigur knyttet til hver figur. De har hver især et andet level, der har betydning mellem kampene, og som ikke påvirker deres styrke på slagmarken direkte. I stedet låser det op for andre ting, herunder de såkaldte mutationer, der kan erstatte evner i Helix-træet - altså de evner, man låser op for, gennem de 15 levels man stiger i kamp. "Du låser op for en mutation og skifter en augmentering i dit Helix-træ", siger design director John Mulkey. "Når du så spiller den figur, hvis du tager den mutation med som del af dit loadout, så har du nu nye muligheder, og på den måde kan du personliggøre din DNA-streng, hvilket er ret sejt".

Dertil kommer der kosmetiske opgraderinger, så man kan få sin figur til at minde mere om en selv, eller om Hello Kitty. Figurernes våben bliver dog som de er. Dem ser Gearbox nemlig som en vigtig del af deres personlighed, om end de kan opgraderes via Helixen i løbet af en kamp.

Salvage er del af et tredje progressionssystem, det der knytter sig til din spillerprofil, og samles ved at dræbe bossfigurer. Ved at åbne denne Salvage anskaffer man mods. Mods har varierende grad af sjældenhed, og lader en tage ny funktionalitet med i kamp, uanset hvilken figur man spiller. Hacks lader en crafte, hvis man vil, og selvom disse bliver skabt proceduralt, er de også ganske håndgribelige. Gearbox siger, at de ville undgå forbedringer som "+0,4% til critical hit" fremfor mere håndgribelige effekter som "Hugger øjeblikkeligt hovedet af ved headshots". Overordnet lover spillet en massiv mængde indhold som man kan samle, modificere og opdage.

Battleborn

Ud fra det vi så, da vores fem helte kæmpede mod horder af robotter til musik, der var som taget fra Little Big Planet, lader det til at spillet kombinere Gearbox' gale figurdesign og humor med en visuel stil, der er noget mere subtil end Borderlands. Den tegnefilmsagtige grafik har en næsten drømmeagtig æstetik, der drager med lige dele hypnotisk skønhed og trang til at sprænge ting i luften. Designet af hver enkelt figur er meget bevidst, og passer sømløst med den visuelle stil hos robotterne, floraen og verdenen omkring dem. Til spørgsmålet om det ikke er svært at blande så mange genrestile, siger art director Scott Kester: "Man er nødt til nøjsomt at skabe et look, der vil acceptere snart sagt hvad som helst, fra fantasy-troper til science fiction". Spillet er også fyldt til randen med Gearbox' signaturhumor, ganske som deres forrige serie, om end den speed-snakkende forfatter Aaron Linde siger, at "ingen sagde til os, at spillet skulle være morsomt. På en måde ville spillet bare selv være morsomt".

Battleborn

Og så til det store spørgsmål. Er Battleborn et MOBA? Incursion-spiltypen er kun den første af mange multiplayer-spiltyper, der vil blive vist senere, og den har nogle slående MOBA-agtige træk. Allierede NPC'ere løber mod fjenden ad forudbestemte ruter. Du skal dræbe to kæmpeedderkopper for at få adgang til fjendens base. Du skal ødelægge basen for at vinde. Du mister din figurprogression og starter forfra i næste runde. Men hvor mange af disse elementer er også til stede i andre spiltyper? Så vidt vi ved er det kun progressionen. Selvom Incursion bestemt er en MOBA-spiltype, er det for tidligt at stemple hele spillet som MOBA. Ud fra det vi ved lige nu, kunne der måske endda være en dansespiltype gemt derinde et sted. Battleborn forventes at udkomme på Xbox One, PS4 og PC i 2015.

HQ

Relaterede tekster

BattlebornScore

Battleborn

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Battleborn er forvirrende. Det er faktisk så forvirrende, at det ofte forvirrer sig selv.

0
Battleborn går delvist free-to-play

Battleborn går delvist free-to-play

NYHED. Skrevet af Mikael Jensen

Gearbox Software's Randy Pitchford afviste ellers at Battleborn ville gå free-to-play, men nu er spillet blevet det, delvist. Free-to-play-udgaven af spillet giver...



Indlæser mere indhold