BattleBlock Theater

Hvad finder man bag teaterets mystik? Ligesom film, bøger og spil åbner der sig en ny verden, så snart scenetæppet går op, og skuespillere indtager nye roller for øjnene af publikum. Spil har i mere modne sammenhænge forsøgt at vise iscenesættelsen på de skrå brædder, fx i Psychonauts, hvor Razputin måtte lukke munden på den gale teaterkritiker, eller i Enslaved, hvor Trip og Monkeys egen historie blev et nyt fortælleniveau for den gamle Romeo og Julie-forestilling, den tidligere verden havde efterladt.

Men hvad får man, hvis et spilstudie som The Behemoth skal vise os teaterets verden med sin charmerende håndtegnede streg og arkademultiplayer? BattleBlock Theater er svaret, og hvis man i sit poetiske sind havde nogen som helst forestillinger om, at spillet ville være noget andet end en gakket arkadeplatformer, ja så skal man i stedet drøne ned i kiosken og købe den seneste udgave af Weekendavisens kultursektion. For BattleBlock Theater er alt hvad man kan forvente af et Behemoth-spil, og det vender vi tilbage til lidt senere.

Historien er derfor også i den fedtfattige udgave: Du er blandt dine mange venner om bord på et skib, der på åbent hav bliver fanget i en storm og kuldsejler en mystisk ø. På denne ø er der kun en bygning, det ramponerede BattleBlock Theater, der i fordums tid var et smukt teater, men nu lægger ramme til en makaber dødsforestilling orkesteret af katte. Ja, katte - bare lige så det er tilpas åndssvagt igen. Kattene er nogle fascistoide møgdyr og tvinger ikke kun spilleren til at gennemføre dødsteateret, men forhekser samtidig den bedste ven af dem alle, Hatty Hattington, til at styre showet. Derfra kører historien på autopilot i en skør bus derudaf, og der bydes i stedet på et hav af platformsbaner i klassisk 2D perspektiv. Målet er såre simpelt: banerne skal gennemføres så hurtigt som muligt, man skal samle mindst tre krystaller, før exitskiltet tændes, og man kan komme videre. Det kan dog betale sig at spendere lidt mere tid i spillets baner, for finder man flere krystaller og gyldne garnnøgler, kan man indbytte dem for nye våben såsom iskanoner, frisbee'er og nye figurer hos kattene.

Man kan let forestille sig, at drengene hos Behemoth har skævet en anelse til Twisted Pixel og deres Splosion Man-serie hvad angår banedesignet. For det er et sansebombardement af små mikropuzzles, der skal løses for at få fingrene i krystallerne og komme til udgangen. Alle banerne er bygget op omkring blokke, der skal navigeres eller manipuleres med, imens andre deltagere, lasere, kanoner og syrebade gør tilværelsen svær. For ikke at glemme de klæbrige blokke, isblokke og knivskarpe pigge, der altid står klar til at stikke en kæp i hjulet. Heldigvis er checkpoints spredt ud på banen med nænsom hånd, og desuden bliver der også kastet en jetpack eller et sæt englevinger ned i gryden, så man kan komme til nye områder på banen.

Banedesignet kommer dog først til sin fulde ret, når man griber controlleren sammen med en af sine gode venner, enten lokalt eller over det brede bånd fra den lokale internetudbyder. Co-op fungerer bare, og det kræver ikke mange minutter, før man kaster hinanden op på højere afsatser til nye dele af banen. Det er en hel del bedre og sjovere end de tiltag, der er lavet i singleplayer for at kompensere for den manglende spiller.

Historien kan gennemføres sammen med en kammerat i co-op på en weekend, men Arena mode tilbyder et hav af modes, der virkelig sætter trumf på BattleBlock Theaters appeal. Der er både direkte deathmatch, hvor man tæver modstanderne, og så med et twist, kaldet soulsnatcher, hvor man først tæver sjælen ud af fjenden og derefter fanger den frigivne sjæl for at få points. King of the Hill er der også plads til, plus et slag fodbold, Catch the Horse og andre forklædte, men alligevel letgenkendelige modes.

Endelig som en sidste fjer i hatten er der en ganske fin level editor til Jørgen Clevin-gør-det-selv-typerne, hvor de bedste levels ugentligt bliver valgt ud, og kan rates og spilles i multiplayer a la Little Big Planet, dog uden at ramme det helt samme grad af givende belønningssystem - for der er kun et begrænset antal nye våben og nye skins til ens karakter at låse op for, og det er præcis de samme som i singleplayer. Men nuvel, med så meget creme i kagen er det svært at være rigtig utilfreds. Men ikke umuligt.

Visse gange er det svært at se objekter på skærmen, når man spiller i co-op, og ens partner er langt fra en. Så zoomer kameraet ud, og så er det frem med brillerne, hvis man skal se lige den stige for at komme videre. Men co-op eller ej, så er banerne og opbygningen af dem igennem spillet, hvor man først spiller ni baner almindeligt, hvorefter de sidste baner er på tid, ja det bliver altså en anelse trivielt i længden, og det forstærkes blot af, at banerne ikke har nogen særlige kendetegn. De flyder sammen med tiden, og det er ærgerligt, for selve sværhedsgraden og gameplayet er jo som sagt yderst solidt. Men uden bosskampe mellem kapitlerne eller nogle andre temaer eller retninger i historien, så bliver det blodfattigt at kigge på i længden. Samme problem gør sig gældende i multiplayer, der heller ikke formår at skabe den følelse af dødsteater, som følger historien. Rent visuelt bliver det hele derfor lidt intetsigende med tiden.

På mutiplayersiden finder man et også et lille, men ret vigtigt problem, da hosten ikke er dynamisk. Så går hostens net ud, eller spilleren trækker sig, ja så er det bare ærgerligt, og det er altså røvsygt uanset hvordan man vender og drejer det. Det kan og bør gøres bedre, for det kan ødelægge en god aften når som helst - og så selvom det "bare" er et arkadespil.

BattleBlock Theater er på godt og ondt et Behemoth spil, som vi kender og holder af dem. Teknisk velfungerende med dertilhørende plat og nem humor, dejlig og charmerende arkadesjov når det er bedst i venners lag, og en lidt halvbagt oplevelse, hvis man ingen har. Som en blandet pose snold er der noget for de fleste her, men man kunne godt savne at Behemoth næste gang turde satse lidt og være en anelse mere ambitiøse. Så kunne vi måske få en teaterforestilling, vi både kunne grine og græde til.