Battle: Los Angeles

Filmen Battle: Los Angeles omhandler en verdensinvasion fra rummet, hvor menneskeheden skal stå sin sidste test i englenes by, Los Angeles. Her følger vi den altid godmodige og sympatiske Aaron Eckhardt i rollen som Staff Sergeant Michael Nantz, der skal lede sin yderst hårdkogte deling marinesoldater igennem invasionen, og det kan med en hvis sikkerhed siges at det ikke går stille for sig. I forbindelse med filmens premiere har Saber Interactive udviklet et komplementært videospil, som kan hentes direkte på Xbox Live (med PSN i næste uge), men kan dette licensspil levere varen?

Spillet tager sit afsæt direkte i filmens handling, og der går ikke længe før man befinder sig i skoene på en af infanteristerne i delingen under kyndig vejledning af Eckhardts hæse og konstant råbende stemme. Hver mission bliver præsenteret af et lille cell-shaded diasshow fortalt i et tegneserieformat, hvilket ikke imponerer men fungerer efter hensigten. Når det kommer til gameplayet, så går det dog meget hurtigt ned ad bakke, og man kan glemme alt om Hollywood-action af højeste kaliber. Her skal kæmpes gennem faldefærdige urbane miljøer, alt imens de invaderende aliens beskyder dig fra alle sider. Det at besvare ilden i Battle: Los Angeles er dog ikke særligt ophidsende.

I førstepersonsskydespil kræver det ikke raketvidenskab at regne ud, at den primære måde at interagere med verdenen på er gennem mundingsilden på det våben man måtte bære, men her er der både små og store problemer at adressere. Først og fremmest er der arsenalet uhyre sparsomt, faktisk består det kun af fire forskellige unikke våben. Det ville jo i teorien være underordnet hvis våbene var kreative, morsomme og kraftfulde, men nu er det jo ikke ligefrem Valve der har stået for designet i denne ombæring. Arsenalet består således af en riffel, en snigskytteriffel, en panserværnsraket og et tungt maskingevær.

Koblet med lydeffekter der oftest savner kraft og spænding, ja så er det svært at forestille sig, at det kan blive mere kønsløst. Det er også her at spillet bryder kardinalsynden for spil i denne genre, da jeg flere gange igennem min gennemspilning ikke ramte det jeg sigtede på. Retfærdigvis skete det kun sjældent, men det ændrer ikke det faktum at det er under al kritik. Ikke engang det første Quake fra 1996 havde dette problem. Det er dog ikke det eneste ved dette spil der virker fanget i fortiden. Banedesignet og den kunstige intelligens understøtter og komplimenterer også de helt gamle konventioner indenfor fps-genren, og det er altså ikke et kompliment, hvis der skulle være nogen tvivl.

De forskellige baner er ekstremt lineære, og man føler aldrig at man selv er med til at påvirke handlingen eller bevægelsen igennem miljøerne på nogen måde. På sin vej igennem ruinerne ser man tit scriptede scener i baggrunden, såsom kollapsende bygninger og højhuse. Her skal udviklerne have ros for at forsøgt sig at genskabe det episke størrelsesforhold som andre titler benytter, og som styrker indlevelsen betragteligt. Hvis det er gjort rigtigt, vel at mærke. I dette tilfælde bliver det ikke andet end en tom kullise der i baggrunden bliver opslugt af røg og støveffekter, og det cementerer den grundlæggende følelse af fyld, uden at skabe reel substans.

Når man så som spiller er blevet ført frem til det næste miljø, starter det klassiske stop-and-pop gameplay, hvor man titter frem fra sit cover og skyder fjenden. Det er helt bevidst at jeg omtaler fjenden i ental, for der er kun en type, der med lidt god vilje minder om en krydsning af E.T og bæsterne fra Independence Day. Efter at man har dræbt et vist antal, starter en scriptet sekvens, og det føles simpelthen så kunstigt og mekanisk at det er svært at holde begejstringen oppe.

Selv når spillet stiller en interessant opgave, såsom at yde dækningsild til en kammerat imens han udpeger mål, eller flanke en skytterede på en motorvej, ja, så får man som nævnt tidligere ikke selv lov til at bevæge sig i miljøerne. Det føles hæmmende og hvis så bare spillet havde en arkademæssig tilgang til de basale gameplaymæssige dynamikker, såsom et scoringssystem, så havde opskriften ultimativt været noget mere appellerende.

Efter lidt over to timer var oplevelsen slut og spillet gennemført, og det var vel at mærke på den hårdeste sværhedsgrad. Da filmens handling ikke ligefrem er en kompleks hjernebryder af de helt store, kan man diskutere hvorvidt spillet kunne bære en længere kampagne. Det ville jeg vurdere at det ikke kan. Samtidigt skal det siges, at der stort set ikke er noget grundlag for genspilningsværdi, bortset fra noget pauvert bonusmateriale hvis du gennemfører igen, og da der hverken er co-op eller multiplayer, er det svært at finde motivation til at vende tilbage. Det er ærligt, da der grundlæggende er gode takter og et ganske habilt oplæg til et overfladisk, men i det mindste morsomt multiplayer-spil.

Battle: Los Angeles er et licensspil som den slags er flest: Produceret og spyttet ud i en fart, så det matcher en filmpremiere og i processen er begreber som helhedsindtryk, stemning og godt håndværk gået tabt.

Havde det kostet 6 kroner på iPhone havde det været et røverkøb, men med et prisskilt på 800 Microsoft Points, er der her tale om en grov prissætning for en titel af sådan en karakter, når man tænker på det stærke udbud der ellers findes på Xbox live. Hvis man samtidig tænker på de helt fantastiske fps-titler som er på gaden lige nu, såsom Bulletstorm og Killzone 3, så er det mere end almindeligt svært at anbefale Battle: Los Angeles på nogen måde. Det er kun den ganske habile tekniske side der gør, at vi lige akkurat ender på et 5-tal.