Batman: Arkham Asylum har ganske velfortjent rundet 2 millioner solgte eksemplarer. Desværre er der stadig spillere, der føler, at der ingen grund er til at støtte op omkring et firma ved at købe originalen uanset kvaliteten af produktet.
Brugeren Cheshirec_the_cat er en af disse, og er i den grad blevet taget med spandex-bukserne nede. Således klagede han på det officielle forum over en fejl i PC-udgaven: "Batmans vinger vil ikke åbne korrekt, og istedet for at svæve igennem luften, falder han ned i giftgassen under ham".
Det viser sig dog, at fejlen kun optræder på piratkopier, og bevidst er inkluderet i spillet. Således kunne administratoren, der modtog spørgsmålet, give denne overraskende tilbagemelding:
"The problem you have encountered is a hook in the copy protection, to catch out people who try and download cracked versions of the game for free.
It's not a bug in the game's code, it's a bug in your moral code."
Herfra kan vi kun tilføje: Holy bat-kudos! Det er sejt gået Eidos.