Batman: Arkham Origins

Det er bestemt ikke nogen let opgave, Warner Bros. Montreal er blevet stillet. At skulle løfte arven fra Rocksteady og lave en efterfølger til det, der oprigtigt er en af de bedste spilserier på denne generation. At følge op på to deciderede mesterværker, hvoraf det første var så godt, at det egenhændigt modbeviste tesen om at licenstitler altid er noget andenrangsbras.

Batman: Arkham Asylum og Batman: Arkham City er begge milepæle, begge er spil, der hører hjemme i enhver samling. De er imponerende gennemførte, klokkeklare eksempler på spil, hvor alt bare går op i en højere enhed. Grafik, gameplay, design, baggrundshistorie, skuespil, det hele. For et relativt uprøvet studie som WB Montreal, hvis hidtige bedrifter kun tæller Wii U-udgaven af Arkham City, er det lidt af en opgave at følge i de fodspor.

Og inden jeg nu siger mere, så vil jeg gerne slå fast, at jeg godt kan lide Batman: Arkham Origins. Men sammenlignet med med de to forgængere er det svært ikke at se spillet som en skuffelse, der på mange måder understreger hvor genialt et arbejde, Rocksteady egentlig gjorde.

Origins er en prequel, der foregår fem år før Asylum. Batman er stadig en ny og mystisk skikkelse, der har gjort Gothams underverden usikker i et par år, men først nu er kommet i politiets og offentlighedens søgelys. Det er stadigt relativt almindelige gangstere, der sidder på det meste af kriminaliteten, og kun et fåtal af Batman-universets galleri af superskurke har gjort deres entre.

Batman selv er også en anden end vi er vant til at se. Han er yngre, mere spontan, mere aggressiv og mindre erfaren. Der er mere af Christian Bales sydende vrede og mindre af Kevin Conroys uimponerede og ultrakølige rutine.

Det er juleaften, og gangsteren Black Mask har rettet sigtet mod tronen i Gothams underverden. Men for at kunne blive byens forbryderkonge er han nødt til at skaffe Batman af vejen, hvorfor han først organiserer et udbrud fra det overfyldte Black Gate Prison, og udlodder en dusør på 50 millioner dollars til den af otte snigmordere, der kan slå Batman ihjel for ham. Altså står den på julestress extraordinaire for Batman, der udover sin trofaste butler Alfred ikke har mange allierede. Ja, faktisk insisterer han nærmest på at køre soloridt, for det meste af politistyrken er bundkorrupt, og dele af den har faktisk planer om at score Black Masks dusør til sig selv.

I rent omfang er Origins det største spil, Arkham-serien endnu har budt på. Den gamle del af Gotham, der i City var blevet omdannet til superfængsel, udgør omkring halvdelen af spilverdenen - men er noget mindre forfalden og nedslidt end sidst vi så den. Krydser man den store bro, der forbinder Old Gotham i nord med det nye distrikt i syd, finder man et spritnyt område med højere bygninger og ny arkitektur. For at gøre de nu store afstande lidt mere overkommelige, har udviklerne tilføjet et fast-travel-system til spillet. Man kan kort sagt få sig et lift fra Batmans mini-jet Batwing mellem de mange kvarterer. Det kræver dog, at man forinden har fundet og slukket det jammer-tårn, en mystisk skikkelse ved navn Enigma (som man hurtigt regner ud er en ung Riddler) har placeret i det pågældende kvarter.

En anden nyhed er mere udvidet efterforskning af gerningsteder. Ved hjælp af sit Detective Vision kan Batman finkæmme disse scener for spor og rekonstruere begivenhedernes gang - så man kan se hvor offeret stod, da han blev skudt, hvordan han faldt, hvor gerningsmanden var osv, hvilket kan pege en i retning af andre spor som tabte kameraer, patronhylstre og mere til. Det lyder mere udførligt end det egentlig er, for reelt set handler det bare om at finde små genstande og scanne dem, men det bidrager bestemt til stemningen.

Ellers er det meste ved det gamle. Vi har stadig det eksemplariske kampsystem, hvor man med en kombination af combo-slag og counter-slag tæsker sig vej gennem store forbryderflokke, og predator-sekvenserne, hvor man metodisk og kirugisk tager tungtbevæbnede bandemedlemmer ud, mens man holder sig i skyggerne for oven eller sniger sig gennem luftskakte. Batman har stadig et arsenal af gadgets, der hjælper ham gennem omgivelserne, og man skifter stadig mellem en kombination af åbne udendørs miljøer og mere fokuserede indendørsomgivelser.

Som noget nyt for serien har Batman: Arkham Origins fået en multiplayer-del, udviklet af Splash Damage. Vi har ikke haft mulighed for at teste den endelige udgave, men vi fik en smagsprøve i London tidligere på året. Man spiller tre mod tre mod to - Jokers bande mod Banes ditto mod Batman og Robin. De to første hold spiller med traditionelle shooter-mekanikker, mens Batman og makker holder sig til skyggerne og forsøger at sige sig ind på modstanderne. Vores smagsprøve lovede godt, men vi har som sagt ikke haft mulighed for at spille det meget mere end en time.

Så hvor er det, det er godt galt, siden Origins ikke lever op til forgængernes (usædvanligt) høje standard? Ja, det ærgrer mig lidt at sige det, men det er stort set over hele linjen. Det overordnede niveau af finpudsning og opmærksomheden på detaljer er bare ikke den samme, og det gennemsyrer hele spillet.

Historien er en smårodet affære, der mere virker som en række løst relaterede begivenheder end én samlet fortælling. Der kommer lidt mere gang i sagerne, efter Joker gør sin debut (nu med stemme fra allestedsnærværende Troy Baker, der gør sit bedste for at leve op til Mark Hamills arbejde med rollen), men forrygende bliver det aldrig. Dertil kommer, at der er noget decideret cheesy dialog visse steder, og forfatterne har måske skelet lidt for meget til Christopher Nolans Batman-film, da de skulle skrive scenerne mellem Batman og Alfred.

Hooket med de otte snigmordere er fint fundet på, men mange af figurerne er decideret underudnyttede. I samme omgang kan vi nævne bosskampene, der er alt for afhængige af scripting. Tag for eksempel kampen mod Deathstroke, hvor man mest af alt slår og parerer for at aktivere den næste quick time-agtige sekvens, hvor man rigtigt kan give ham skade.

Trods sin størrelse formår spilverdenen også at virke mindre interessant end tidligere. Det skyldes dels, at man nærmest konstant suser på kryds og tværs af den, og derfor aldrig får et særlig nært forhold til store dele af omgivelserne. Sammenlign med City, der sørgede for at introducere de forskellige kvarterer lidt efter lidt og koncentrere historien i mindre områder i starten.

Men det skyldes også selve miljødesignet. Det virker arbitrært, hvilke bygninger man kan komme op på tagene af, og hvilke man ikke kan, og i vintermørket er alle skyskrabere grå. Selvom der er masser af steder, man genkender fra City, har omgivelserne bare ikke samme personlighed. Placeringen af afsatser med videre, som Batkloen kan gribe fat i, kunne også være bedre. Når jeg vil til vejrs, oplever jeg tit at jeg skyder kloen mod kanten af et hustag, for derefter at lande lige foran en billboard-reklame, som jeg egentlig godt kunne se fra gadeplan, men som kloen først vil sigte efter, når jeg står lige foran den. Det gør transport henover bytagene mindre elegant.

Men det største, og måske værste punkt hvor Origins ikke lever op til forgængerne, er i kampsystemet. På papiret er det præcis samme system som vi er vant til, men det føles anderledes. Der er noget i timingen i ens counters, der har rykket sig, så hvor du i forgængerne måske kunne nå at slå en skurk i fjæset, inden du parerede hans kammerats slag, så når kammeraten her at ramme dig først. Det er subtilt, men det er til at mærke, og er man Arkham-veteran vil man hurtigt komme i tvivl om hvorvidt man bare er blevet elendig siden sidst. Jeg har rådført mig med mine kollegaer på andre Gamereactor-reaktioner, og de har nøjagtigt samme oplevelse. Timingen har ændret sig, og det er ikke til det bedre.

Samtidigt virker styringen også mere klodset, hvilket især er et problem, når man slås mod store grupper, der også har heavies og folk med skjolde i blandt. Jeg har flere gange forsøgt at lave et aerial attack (et tryk på B for at stunne, to tryk på A for at hoppe op og stampe skjoldbæreren ovenfra), blot for at se Batman stunne det tænkte mål og derefter springe til siden i den diametralt modsatte retning. Manøvren, hvor man skal undvige angreb med knyv (hold Y-knappen nede og tryk bagud) fejler også ofte, hvis man ikke har front mod angriberen. Sådan mindes jeg ikke det var i City.

Disse ting, kombineret med at spillet hjertens gerne kaster meget store grupper af specialfjender efter en (tre gutter med skjold, to med panser, to med venom, slap aaaaf), hvor man virkelig må brydes med styringen for at lave de nødvendige specialangreb, så bliver Origins til tider frustrerende på måder, som forgængerne aldrig var. Origins har lånt systemet fra Wii U-udgaven af City, hvor Batman opbygger kinetisk energi ved at slås, som så kan udløses til at slå ekstra hårdt i en kort periode, og det hjælper med at klare nogle af de hårdere fjender. Men det virker som et plaster på et sår, der slet ikke skulle være der.

Nu lyder al denne kritik sikkert ret hård, og derfor skal jeg gerne gentage, at jeg i store træk har nydt Arkham Origins. Det er et godt spil efter de fleste målestokke, for de grundlæggende byggesten er stadig i orden. Men sammenlignet med de to mesterstykker, der kom forinden, så blegner Origins virkelig.

På en måde bliver spillet en metafor for sig selv. Ligesom Batman her er en yngre og mindre erfaren udgave af sig selv, der stadig begår fejl og ikke har den store rutine endnu, så kan det samme siges om Arkham Origins og WB Montreal. Der er kort sagt en klasseforskel på Rocksteadys arbejde med forgængerne og dette her. Og derfor skuffer Batman: Arkham Origins.