Batman: Arkham Knight

Det sker nogle gange, at oprigtig begejstring og overraskelse trænger gennem den maske af professionel opførsel, det er meningen vi skal bære på arbejdet. Spilmediets bedste er skruet sammen med henblik på at fremkalde store følelser, og nogle gange er det svært at holde dem i skak, når vi for første gang møder et spil til et preview-event.

For eksempel vendte vi os mod Creative Assembly, efter vores første sveddryppende og drabelige møde med Alien'et i Isolation, og sagde, med den største respekt, at de kunne "go fuck themselves" som tak for den mavevridende rædsel, deres værk skabte. Ligesom da vi så Elite: Dangerous en tidlig morgen på dette års E3-messe, og udviklerne klukkede idet vi første gang så et hyperdrive-hop henover solsystemet, og dets visuelle storhed prompte fik os til at udbryde "fuck!". Sproget er måske groft, men udviklerne boltrer sig i ærligheden. Det er trods alt deres spil, der har fremkaldt reaktionen.

Arkham Knight imponerede allerede under Sonys pressekonference, med det vidvinkel-skud der svælgede i det udvidede Gothams skyline. Og da vi lister ind på E3's sidste dag for selv at prøve spillet bag lukkede døre, kommer det atter bag på os.

Vi vidste godt, at Rocksteady bygger deres tredje Arkham en smule anderledes i forhold til hvad der er kommet forinden. Men London-studiet har formået at så meget mere oven på. En Batmobil der forvandler sig fra racerbil til kampvogn med et enkelt knaptryk, og kan fjernstyres til at løse puzzles eller bruges som takedown-manøvre i slåskamp. Vi gør store øjne af den massive mængde detaljer, der dækker hver en centimeter af Gotham, og hvordan hvert et område kan krydses på adskillige måder. Hvordan den nye vertikalitet tredobler størrelsen på de områder, vi kan udforske. Eller det faktum, at uanset om vi ræser gennem byen i bil eller svæver højt over den, så fremstår hver en bygning, gadeskilt, selv landskabet i det fjerne, fortsat strålende og farverig. Der er her, man kan se hvad de ekstra kræfter i de nye konsoller skal gøre godt for.

Selvom vi er vant til Batmans spil, så er vi alligevel midlertidigt lamslåede. Vi kan ikke engang bande, eftersom vores kæbe hænger. Vi kigger rundt og er Rocksteady-udvikler smile og nikke i anerkendelse af vores reaktion. På et E3 fyldt med smukke spil er Arkham Knight blandt den grafiske elite.

I denne bid gameplay redder Batman en ACE fabriksarbejder og bliver konfronteret af the Arkham Knight, en mystisk figur skabt specifikt til spillet, klædt på med et militaristisk bud på Bat-rustning. Efter en hurtig hyggesnak står den på slåskamp med hans håndlanger, og vi ser hvordan kampsystemet stadig er det bedste i genren (og nu har combo-afsluttende manøvrer med Batmobilen). Bats befrier fabriksarbejderen, placerer ham i et civilist-rum bag i Batmobilen, og kører ham i sikkerhed i den anden ende af byen.

Biler og pansrede køretøjer patruljerer i gaden, ubemandet og fjernstyret af Arkham Knight (og der har vi så svaret på hvordan Batmobilens offensive evner harmonerer med Batmans ikke-dødbringende etik). For at skifte mellem køre- og kamptilstand, holder man en knap nede, mens bilens hjul drejer og skifter, så man har fri 360 graders bevægelse, som en hurtig tank.

Angribernes skud skal lade op, og deres retning bliver tegnet op som en rød stråle, så du har et splitsekund til at flytte dig. I et af de åbne områder skal vi tackle en flåde af biler, og konstant finde sikre steder i et stort net af røde stråler - selv i fuldbyrdet kamp kan Rocksteady ikke dy sig fra at tilføje lidt timede puzzle-elementer.

Batmobilen er lige så godt udstyret som dens skaber. Ved hjælp af den indbyggede gribeklo kan du rive hele mure ned, og, som i demoen her, langsomt hæve eller sænke en elevator, som Batman står i. Vi kan nok roligt regne med, at fjernstyring af bilen kommer til at spille en rolle i nogle af de mere indviklede og samtidigt større puzzles i spillet.

Køretøjskamp ser måske ikke helt så fortryllende ud som resten af spillet, mest fordi gameplayet for første gang i seriens historie er planket fra andre inspirationskilder, snarere end at redefinere konceptet gennem Rocksteadys eget bud. Men i værste fald er det en solid ide, oven på en stak forrygende ideer. Og selvom omfanget af omgivelserne er vokset tifold, er vi ikke et øjeblik i tvivl om at Rocksteady kan fylde det med interessante sidemissioner og situationer.

Det eneste, vi personligt savner, var den følelse af tilfredshed man fik af at rydde en hel ø for skurke i Arkham Asylum. I Arkham City respawnede slagne kriminelle på en subtil måde, der gav mening inden for spillets kontekst, men også gav følelsen af ikke at kunne holde underverdenen i skak. Arkham Knight følger nok i samme spor, men det er noget vi vil spørge Rocksteady om, næste gang vi møder dem.

Ellers er der intet ved Arkham Knight, der giver grund til bekymring. Den tillid har Rocksteady gjort sig fortjent til efter to fremragende spil. Om noget er den lyse side af, at Arkham Origins blev overdraget til et andet studie, at Arkham's skabere har haft tre år plus det løse til at bygge deres farvel til serien. Det er rigeligt tid til at finjustere (og ignorere distraktioner som multiplayer, det vender ikke tilbage) og fylde et større Gotham med nok indhold til at vi bliver ved med at spille som the goddamn Batman et godt stykke ind i 2015.

Du kan stadig læse vores første store preview af spillet her.