Batman: Arkham Asylum

Jeg ville gerne kunne fortælle dig, at jeg kendte hver en lille detalje om Marvels X-Men univers, at jeg vidste hvem Red Hulk var, eller at jeg kendte alt til DC-heltene. I bund og grund er jeg nemlig fan af superhelte og deres mange eventyr, men i dag har jeg simpelthen svært ved at finde hoved og hale i alle deres historier.

I et desperat forsøg på at holde de mange personligheder nutidige og relevante, har næsten alle tegneserieforlagene nemlig genopfundet superheltene gang på gang, og jeg aner ikke hvem eller hvad, mange af dem står for mere.

Derfor holder jeg mig til de superhelte, der uanset fornyelser i design, stadig holder sig til de samme grundprincipper som i første omgang fangede mig, da jeg startede med at læse tegneserier, og her står Batman helt i spidsen.

Bruce Waynes alter ego har ganske vist været portrætteret som flommet gådeløser i den kitschede tv-serie fra 60'erne, som stilet tegnefilmshelt i Batman: The Animated Series og som bitter hævner i Frank Millers Batman: The Dark Knight Returns, men værdierne har altid været de samme.

Alt dette ved Rocksteady Games åbenbart, for indenfor de første minutters spilletid, har den britiske udvikler allerede demonstreret en så indgående forståelse for Batman og hele dennes univers, at man som fan kan slå fejl-radaren fra.

Et sitrende psykotisk grin fra den lighvide, ranglede Joker sender nærmest kuldegysninger ned af min ryg, og mens hans design er hentet fra "The Killing Joke" er hans legefulde humør en videreudvikling af personligheden fra "The Animated Series". Batman selv er den tavse modsætning, der nærmest maskinelt fuldfører sin opgave, som her består i at tilbagelevere Jokeren, til galeanstalten Arkham Asylum.

Ikke overraskende går der ikke lang tid før helvede bryder løs, og i stedet for at indespærre Jokeren på anstalten, er det lige pludseligt Batman, der befinder sig som den indsatte på verdens farligste sindssygeanstalt for kriminelle - hvor størstedelen for øvrigt sidder buret inde på grund af flagermusemanden selv.

Arkham Asylum skal hurtig vise sig at være en labyrint af stål, aflukkede områder og hemmeligheder som offentligheden helst aldrig skulle få nys om. Fordi Jokeren har taget magten, må alternative ruter gennem anstalten bruges, og her kommer Batmans mange værktøjer i spil.

Med et enkelt klik på den øverste af de venstre skulderknapper, aktiveres det såkaldte "Detective Mode", et slags røntgensyn der i et køligt gråt lys indikerer potentielle hemmeligheder, og også lader dig opsnappe spor i jagten på dit næste mål. Specialsynets største fordel, er dog at fjender kan ses gennem mure, som omvandrende skeletter, hvilket betyder at angreb kan planlægges forud.

Den øverste, højre skulderknap bruges til at aktivere en grapplinghook, der meget hurtigt bliver dit kæreste eje, da den giver adgang til en stor bevægelsesfrihed og lader dig undslippe de fleste knebne situationer. Brugen af dette værktøj lader dig også ofte hænge langt over fjendernes opmærksomhed, og kombineres dette med "Detective Mode", kan du med lidt snilde uskadeliggøre fjenderne en for en, inden nogen aner uråd.

Repertoiret af værktøjer åbnes løbende på vejen gennem spillet, og med "Detective Mode" aktiveret, vil du hurtigt finde mange hemmeligheder som kun kan åbnes op ved at vende tilbage på et senere tidspunkt. Her har udvikleren ladet sig inspirere af spil som Metroid og Castlevania, og det klæder i den grad spillet.

Som nattens ridder og de godes forkæmper, er det dog svært at bevæge sig igennem et sindssyge hospital, fuld af hævngerrige indsatte, uden at rode sig ud i en slåskamp. Den engelske udvikler må have kigget til Fables side, for i stedet for at satse på hurtigt knapkombinationer, er det hele her fokuseret omkring timing og simple tryk.

En knap bruges således til slag og spark, en anden til modangreb og en tredje til at paralysere modstanderne. Et blåt ikon indikerer at en modstander gør klar til at angribe, og standses dette med et modangreb, står det dig frit for at følge op med flere angreb. Gøres dette kontinuerligt vil kampen på skærmen flyde af sted, mens et combo-meter, som også fungerer som erfaringsbonus, vil forblive stigende.

Erfaringen som optjenes kan bruges til at udvide udbuddet af tricks, øge Bat-brynjens skadeabsorberende evner, samt finde nye måder at bruge Baterangerne, sprængladningerne og senere en elektronisk nøgle, på.
Uanset hvor velfungerende de er, havde disse komponenter dog ikke betydet noget, hvis det ikke var fordi, at de var samlet i en fokuseret, sammenhængende oplevelse og her har Rocksteady i den grad haft fokusset det rigtige sted. Uanset hvor godt Batman er portrætteret og hvor seje hans værktøjer er, er man nemlig aldrig i tvivl om at dette er et eventyr, der bæres af dets skurkes livlige personligheder og et lækkert banedesign.

Uden at røbe alle hemmelighederne optræder andre superskurke end Jokeren også, og eksempelvis blandes både Poison Ivy, Killer Croc og naturligvis Harley Quinn ind i historien. Mere imponerende er dog at Rocksteady har ikke kun har fyldt dem hver især med masser af personlighed, men også har øst på med udviklerkræfter for at gøre deres indflydelse på Arkham Asylum til mere end blot en sølle slåskamp.

I stedet er der blevet øst på med udviklerkræfter for at give liv til skurkene selv, men i særdeleshed også de missioner de spiller hovedrollen i. Det ville eksempelvis være en skam at snyde potentielle købere for den paranoide oplevelse, det er at snige sig ned i Killer Crocs kloakker, men en ligeså stor skam hvis jeg som anmelder ikke rådede alle til at skrue op for lyden for at nyde det hele. Og dette er ikke et enestående eksempel, for hver mission der involverer en af disse superskurke, varierer ikke kun i grafik men også ofte i spilmekanik.

Når personlighederne nu er blevet nævnt som et at spillets bærende elementer, er det simpelthen ganske umuligt ikke at kommentere grafikken og i endnu højere grad stemmeskuespillet i Arkham Asylum. Det kan nok være at den underliggende teknik er den samme som også blev brugt i Gears of War, men Rocksteady har tryllet med farverne og i særdeleshed designet.

Resultatet er en blanding af den nærmest naive eventyrlighed fra Tim Burton, og Frank Millers flotte, men hårde univers, og det er ganske simpelt måbende flot. Enkelte steder kommer jeg til at tænke på Bioshocks spolerede og faldefærdige utopia, mens de afsindigt detaljerede karakterer trækker mig tilbage til en mareridts verden hvor vanviddet styrer alt.

Bedst er dog stemmeskuespillet som skriver sig selv direkte ind i den store spilhistoriebog, som et af de mest velfungerende eksempler på hvordan den slags skal gøres. Det kan godt være at Mark Hamills skuespillerkarriere ikke blev til meget efter rollen som Luke Skywalker var slut, men han må i den grad siges at have genopfundet sig selv som sydende vanvittige Joker. Næsten ligeså gode er resten af ensemblet, og Arleen Sorkin som den forskruede Harley Quinn og Kevin Conroy som Batman selv, klarer ligeledes deres roller med overbevisende sikkerhed.

Hvis du allerede har luret karakteren, ved du også at Arkham Asylum på trods af sine overbevisende kvaliteter alligevel ikke slipper af sted med et 10 tal, og det er der et par grunde til.

For det første virker mange af de bonusser man kan støvsuge banerne for, som en kunstig forlængelse af spilletiden. Selvom The Riddler har været flink til at strø om sig med pokaler, som giver ekstra erfaring ved indsamling, virker det oftest omsonst da man i forvejen indtjener mere end nok erfaring. De bonusser erfaringspointene kan veksles til er også ofte for kedelige, og så havde det ikke gjort noget, hvis der var mange flere af slagsen.

Af mindre petitesser bør det også nævnes at banedesignet svinger i kvalitet, og selvom det på alle tidspunkter er godt, er det ærgerligt at man ikke har gemt det bedste til sidst. Ligeledes kunne der sagtens have været budt på mange flere kampe og snigmissioner, når begge elementer nu fungerer så godt.

Og så er der den sidste detalje, for Batmans seneste eventyr vil uden de store anstrengelser være gennemført på lige omkring syv timer, og for mit vedkommende med en gennemførelses-procent på 78. De syv timer er dog proppede med kvalitet, og alene kampsystemet, og i særdeleshed snigersystemet, er blandt de bedste af slagsen, jeg endnu har prøvet. Rocksteady har yderligere inkluderet bonusmissioner, hvor fjender skal besejres på tid, hvilket dog ikke kunne holde min opmærksomhed fanget i mere end en halv time.

Med disse skavanker lyder det måske som om Rocksteadys seneste udspil er en blandet affære, men Batman har aldrig virket mere fokuseret, balanceret og gennemtænkt i spilform. Udvikleren har ganske simpelt indfanget essensen, af hvad der har pustet nyt liv i flagermusens popularitet, og destilleret det ned til syv timers spilunderholdning af den bedste slags.