
Barok er afledt af det portugisiske barocco og betyder noget i stil med "en stor, uregelmæssig perle". Når jeg tænker på barok, så er det kunst og noget ualmindeligt prangende og udtryksfuldt af slagsen. Som Berninis Den Hellige Teresas Ekstase. Efter et møde med Wii-spillet Baroque, må jeg til at revidere hvad det ord betyder for mig.
Jeg har svært ved at forestille mig brainstorm-møderne hos Atlus, da Baroque lå på tegnebordet. Men jeg forestiller mig at hårde stoffer og alkohol i rigelige mængder har spillet en rolle, for der er ikke meget normalt over spillet. Hovedrollen udfyldes af en ung mand med hukommelsestab. Så langt, så klichefyldt. Men eftersom han ikke kan tale og er omtrent så charmerende som en vandsvullen krydderbolle, er han en noget usædvanlig helt.
Spillet begynder, uden nogen introduktion eller hjælpende tekst, med at smide vores hukommelsesplagede helt midt i en by befolket med sære menneskelige tingester. Disse kommer på irriterende vis med meget vage bemærkninger om verdenssituationen, men henviser helten til det såkaldte Neuro Tower. Når man kommer hen til tårnet, dukker der en engel op, giver én et gevær med fem patroner og beder én "gå ned i bunden af tårnet."
På daværende tidspunkt sad jeg og nærmest tiggede om en eller anden grund til at gå hen til tårnet. Efter at have kæmpet mig ned i bunden af tårnet og have tævet flyvende hajer og hoppende geletingester til plukfisk, blev jeg konfronteret med en mellemsekvens, der pladrede løs om injektioner af medicin og kemikalier. Og så blev jeg ellers smidt tilbage til byen. Minus alle de ting og sager jeg havde fundet og uden den erfaring jeg havde skrabet sammen.
Idéen er, at når man dør eller kommer til bunden af tårnet, sker der lidt med historien. Figurerne i byen får nye replikker og man får nogle antydninger om hvad der egentlig sker. Således er det ikke just historien der trækker, da den er uigennemskuelig som intet andet. Bedre er det desværre ikke med oplevelsen. Eftersom du ikke bestiller andet end at slå til alskens fjender, måtte man forvente, at der var en vis appeal ved det. Men så forventer man galt, for gameplayet er lige så spændende som at prikke til en død kat. Du møder en fjende, du slår den. Du trasker videre, møder et monster, du slår det. Til tider møder du mange fjender på én gang, og du dør.
Mere motiverende er det ikke, at grafikken er så middelmådig. Jeg blev faktisk transporteret otte år tilbage i tiden, til første gang jeg spillede PS2-spillet Eternal Ring. Miljøerne er triste og kedelige, animationerne er uden finesse og et underligt filter er lagt henover hele herligheden i et forsøg på at skabe mystik, men resulterer i tanker i retning af "Åh nej, nu er der noget galt med mit TV".
Jeg kan sådan set godt lide idéen med Baroque. Et spil der leger lidt med hele konventionen om at dø i spil, men kunne Atlus ikke have bakket det op med et spil der er bare en anelse interessant? En overvældende følelse af ligegyldighed er forbundet med endnu en tur til Neuro Tower, da man ved at det mere eller mindre er nyttesløst. Det er muligt at gemme et par våben eller genstande, men det gør desværre hverken spillet sjovere eller bedre.
Til tider stod det så grelt til, at jeg ikke gad slå på væsnerne overhovedet, hvorfor jeg bare løb af sted i jagten på en portal til næste niveau. Efter mig havde jeg en hale af robotter, mutanter, traktorhjul med giftige tunger og andet kravl. Jeg manglede faktisk bare "Yakety Sax" fra højtalerne, så havde det været som taget ud af Benny Hill. En underlig, makaber udgave af Benny Hill, men ikke desto mindre Benny Hill.
Og apropos musikken, så står det ikke meget bedre til her. Der er et par fine melodier, men disse drukner i elektronisk støj og forvrængning, hvilket åbenbart går for at være "stemningsskabende musik" på Atlus' hovedkontor. Besynderligt nok, er stemmeskuespillet ganske udmærket, da netop stemmeskuespillet plejer at være lydsidens akilleshæl.
Baroque har ikke lige været en af de bedste spiloplevelser jeg har været udsat for. Historien er sådan set interessant, men ikke interessant nok at man gider bruge halve timer med monotont knapbaskeri for at hale historien ud af spillet. Kombineres dette med en halvsløj lydside og en grafik der er i hvert fald fem år for gammel, har du et spil der kun appellerer til de allerhårdeste hunde inden for genren.