Barbie

Hvad sker der, når et stykke legetøj begynder at tænke på døden? Indiefilmskaberne bag The Squid and The Whale og Ladybird har påtaget sig opgaven at fortælle historien om Barbie, men det ikke den historie, du måske har forestillet dig. Denne Barbie tager på en livsforandrende rejse ind i vores (nogenlunde) genkendelige virkelighed for at finde den pige, der har givet hende anledning dødsangst, og ikke alene opdager hun bittersøde sandheder om den menneskelige verden, hun indser også, at hun er mere end det, hun oprindeligt blev skabt til at være.

Jeg har ikke et særligt stærkt forhold til Mattels plastikdukker, bortset fra de gange, jeg hev håret ud af mine søstres dukker og smed dem ud af vinduet, da jeg var en lille, bølleagtig dreng. Jeg hadede ikke dukkerne, men de symboliserede bare alt det, jeg dengang ikke kunne fordrage: mode, make-up, pigeaftener og - Gud forbyde det - ponyer! Men i Greta Gerwigs version er Barbie meget mere end det: Barbie er en revolution inden for legetøjsindustrien, hun er essensen af en dejlig barndom, hun er et chokerende lyserødt feministisk symbol, der findes i alle kulturelle varianter og størrelser, hun er en urealistisk, uvirkelig idé om skønhed, som mange alligevel kæmper for at opnå. Hun er perfektion, hun er en defekt, hun er slet og ret Barbie.

Greta Gerwigs Barbie-verden indeholder lidt af det hele. Det er en farverig Lego-film for voksne. Det er en finurlig metakomedie med musikalske elementer. Det er en politisk ladet historie om den evige kamp mod patriarkatet. Og det er en eksistentiel fortælling om at finde sit sande jeg i en forvirrende verden. Gerwig har forvandlet brandet til sit eget personlige dukkehus, hvilket på den ene side er en forfriskende vinkel i en overflod af mere eller mindre fantasiløse licensfilm, men på den anden side er det også en overlæsset film, der ikke altid formår at sy alle sømmene sammen. Alligevel er det en sjov omgang på trods af nogle fejl.

Margot Robbie er virkelig god som den stereotype Barbie-dukke, der forsøger at finde sin sjæl efter at have indset, at hun ikke længere kan leve det perfekte Barbie-liv. Der er mange intime scener, hvor Barbie oplever komplikationerne i det virkelige liv, og det er filmens højdepunkter. Men det er Ryan Gosling, der stjæler rampelyset, og han er helt igennem hylende morsom som Ken, en afbleget, blond, overfladisk dukke, der stadig længes efter Barbie, selvom hun har placeret ham solidt i "the friend zone." Hans overgang fra feminin strandfyr til rendyrket douchebro er vidunderligt fjollet og fremkalder filmens største grin.

Men når Gosling ikke brillerer med sin tilstedeværelse, falder filmen også til jorden under sine mange forsøg på humor, især når nogle alvorlige øjeblikke blev svækket af den obligatoriske billige joke. Den visuelle stil er sjov og prangende, men fungerer ikke altid lige godt. Teknisk set fungerer det Dr. Seuss-lignende LSD-trip rigtig godt i starten, hvor produktionsdesign og fotografering virker effektivt. Men når Barbie når frem til vores mere deprimerende virkelighed, bliver kontrasten ødelagt af Mattels hovedkvarter, som af en eller anden grund er lige så vildt som Barbies verden. Will Ferrell bliver hurtigt en trættende klovn som Mattels CEO, og den måde, han er integreret i filmen på, føles mere mærkelig end sjov. Mange scener kunne have været klippet ud af denne film.

Der er også en historie om en mor og hendes fremmedgjorte teenagedatter, som forsvinder i mængden, og det er nemt at miste overblikket over den følelsesmæssige tråd, når fortællingen bliver for langtrukken og vaklende hen imod den sidste, tætpakkede akt. Barbie er lige så festlig, som den er kritisk over for dukkens betydning, men den samler også nogle nemme stereotype point op undervejs. Jeg sætter dog pris på den skæve tone, som Gerwig har valgt her. Hun kunne have valgt den nemme udvej og lavet en konventionel reklame for Mattel - hvilket filmen dybest set også er - men der er også en masse her om kønsroller og virksomhedskultur, som giver filmen lidt mere kant.

I sidste ende er Barbie en ujævn, men underholdende metakomedie, som ikke er bange for at gå i underlige retninger - såsom at skabe en politisk konflikt i legetøjsland mellem Barbies og Kens - men som er lidt for klodset i sin prædiken. Der er mange idéer her, der kæmper om pladsen, og det får en masse figurer til at virke nærmest ligegyldige. Fremfor alt er der dog et drive bag Barbies eksistentielle rejse, der gør filmen til meget mere end bare lyserødt plastik og glitrende frisurer.