Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Bang-On Balls: Chronicles

Bang-On Balls: Chronicles

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

For nogle år siden, kunne man ikke sparke sig frem for 3D platformere, men nu er virkeligheden en lidt anden. Bang-On Balls: Chronicles er dog en ny af slagsen, men det er ikke en helt almindelig 3D platformer.

Man tager rollen som Bob, en kugleformet helt, der arbejder som praktikant på filmselskabet Bang-On Pictures i Ballywood. Historien er bestemt ikke i fokus, men det betyder ikke så meget, når man bliver sendt ud på missioner i fire forskellige filmkulisser/tematiserede verdener; Viking Invasion, Cold Race to Space, Kraken's Lost Coins og Time Trouble on Kaiju Island.

Disse fire åbne verdener er store og spækket til randen med massevis gemte ting der skal findes. Det kan for eksempel være tatoveringer og tøj til Bob, filmruller eller tilfangetagne kugler som Bob, men i hver verden er der naturligvis også en overordnet mission der skal løses. Det kan for eksempel være, at man i Cold Race to Space, skal vælge om man vil hjælpe russerne eller amerikanerne med at få bygget en rumraket og få den sendt afsted og dermed være med til at hjælpe med at få afgjort koldkrigs-kapløbet fra 60'erne og 70'erne. Det betyder at der skal findes flere forskellige dele til rumraketten, den skal tankes op og endelig skal den sendes af sted. Alle delene til raketten, og hvad der ellers skal bruges i de andre missioner i de andre levels, er naturligvis placeret på utilgængelige steder, så man kommer godt omkring.

Dette er en annonce:
Bang-On Balls: Chronicles
Bang-On Balls: ChroniclesBang-On Balls: ChroniclesBang-On Balls: ChroniclesBang-On Balls: Chronicles

Ud over de fire store baner, er der også en ganske omfattende "hub-verden", hvor man kan gå på opdagelse i blandt andet en spillehal, hvor man kan spille forskellige små spil. Det er måske værd at nævne, at der efter lanceringen af Bang-On Balls: Chronicles, vil blive frigivet en gratis ekstra bane med western-tema.

Uanset hvilken verden man besøger, så er den spækket til randen med små udfordringer og områder man kan undersøge. Man bliver hele tiden distraheret fordi der er så meget at lave. Der er desuden masser af sjove referencer til forskellige ting rundt omkring og det er ganske imponerende, hvor meget indhold folkene bag har proppet i de her fire spilverdener - det er måske endda næsten for meget.

Dette er en annonce:

Der er stort fokus på action i Bang-On Balls: Chronicles. Stort set alt i omgivelserne kan ødelægges og man kommer ud i nogle hektiske kampe med forskellige fjender rundt omkring i de fire verdener. Kampsystemet er dog ikke specielt vellykket, da det for det meste består af at Bob kan lave et dash fremad eller et kraftigt hop ned på jorden og på den måde ramme fjenderne. Det er upræcist, og da man til tider kan være omgivet af mange fjender på én gang, kan det blive lidt frustrerende og lidt for hektisk. Specielt den første boss-kamp i Viking Invasion var ved at tage livet af mig, men heldigvis er de efterfølgende boss-kampe ikke nær så frustrerende. Det hjælper dog lidt, hvis man spiller i co-op splitscreen, enten lokalt eller online, da man så er flere om at få den pokkers viking ned med nakken.

Grafikken i Bang-On Balls: Chronicles er virkelig flot - overraskende flot vil jeg sige. Det hele har et svagt low-poly look, som passer fint til spillet og de fire verdener er virkelig flotte, specielt Kraken's Lost Coins, som foregår i en smuk sørøververden med separate øer omgivet af azurblåt vand, ser virkelig godt ud.

Bang-On Balls: Chronicles
Bang-On Balls: ChroniclesBang-On Balls: ChroniclesBang-On Balls: ChroniclesBang-On Balls: Chronicles

Bang-On Balls: Chronicles er en ganske overraskende 3D platformer med et stærkt fokus på action. På papiret burde det være en sikker vinder, men det er som om, at der mangler et eller andet. Jeg er kommet frem til, at der ligesom mangler noget, der binder det hele sammen og så er det, paradoksalt nok, de fire verdener, som måske nærmest er spækket med for meget indhold. Der bliver konstant kæmpet om ens opmærksomhed fra forskellige dele af spillet og det kan være det bare er mig, som har svært ved at holde snuden i sporet, men jeg bliver en lille smule stresset af at spille Bang-On Balls: Chronicles. Det vil hele tiden have mig til at gøre noget og hele tiden prikker det til mig og siger "hey, prøv lige at hop på den her", "prøv lige at hop herned og se den kiste der er gemt her" eller "slå lige på de her fire gongonger og se hvad der sker". Jeg har simpelthen svært ved at holde fokus.

Elsker du 3D platformere med fokus på action, et glimt i øjet og store åbne verdener du kan gå på opdagelse i, så er jeg sikker på, at Bang-On Balls: Chronicles vil være lige noget for dig. Du skal bare være klar til, at bokse en smule med et lidt upræcist kampsystem.

Bang-On Balls: Chronicles
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Store baner fyldt med indhold, flot grafik, god humor
-
Der er næsten for meget indhold i banerne, upræcist og til tider frustrerende kampsystem, der mangler en rød tråd
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold