Sonic the Hedgehog på Sega Mega Drive og Saturn-perlen Nights: Into Dreams er to af mine absolut all-time yndlingsspil. Yuji Naka er derfor også en af mine favorit spil-instruktører og 'art director' Naoto Ohshima, som designede karakterne Sonic, Eggman og Nights, er selvfølgelig også en sand mester i min optik. Dette fik mig selvfølgelig også til at juble højlydt da Square Enix i 2018 annoncerede, at Naka + Ohshima var i gang med at skabe et nyt spilstudie under instruktionen af RPG-giganten, og ville udvikle et nyt platform spil med dets rødder både i Sonic og i Nights. Jeg var utrolig begejstret.
Nu sidder jeg her, lidt under tre år senere, og er alt andet end glad. Faktisk føler jeg mig trist og tom indeni. Dette er fordi jeg lige har fuldendt en ni-timers maraton session sammen med spillet jeg havde ventet på i lidt under tre år, bare for at finde ud af, at det er forfærdeligt. Det nyudgivne Balan Wonderworld er dårligt. Virkelig dårligt. Og den her tekst gør umådeligt ondt at skrive for mig, når jeg overvejer hvor meget potentiale der var, og alt det talent de to hoved-skabere har til sammen. Velkommen til en kæmpe stor skuffelse.
Engang for længe, længe siden - mest i anden halvdel af 90'erne - var farverige platformer spil med stærke maskotter i hovedrollerne de mest elskede og stærkeste titler for mange udgivere. Crash Bandicoot, Jak & Daxter, Spyro the Dragon, Donkey Kong Country, Banjo Kazooie, Gex, Sonic the Hedgehog, Super Mario, Voodoo Vince... Spil-verdenen havde en overflod af dem og i midten af det hele stod Yuji Naka. I dag er genren mindre oversvømmet, men når man overvejer hvor godt gen-udgivelserne af Spyro og Crash Bandicoot solgte, så er det nemt at forstå hvad Square tænkte, da de hældte penge over Naka og Ohshima's ambitiøse projekt.
I Balan Wonderworld følger vi de to problemfyldte børn Leo Craig og Emma Cole, som begge har brug for hjælp. Den ene bliver mobbet, mens den anden har problemer i hjemmet, og det er under spillets introduktions filmsekvens, at vi får at se hvordan de to børn - midt i alt deres sørgmodighed - falder over et skjult gammel magisk teater kaldet The Wonderworld. Inde i denne drømmeverden bor Balan, som ligesom Nights er en slags fortryllet drømme-dæmon hvis mission er at reparere folks hjerter ved at forbedre deres tanker og skille sig af med de mørke og svære minder. Det er gjort ved at gå rundt som en idiot i et væld af ubrugelige levels, mens man prøver forskellige kostumer for at få adgang til kostumernes forskellige evner. Det er en meget nedkogt version af præmissen bag spillet. Et vildt mix mellem platform-strukturen i Sonic Adventure, præmissen fra Nights og kostumefokusset fra Super Mario Odyssey.
Den absolut værste ting ved Balan Wonderworld er hvor tankeløst dumt og ufærdigt det hele føles. Det er lidt som om hvis nogen fandt en ufærdig, groft tegnet skitsebog i en skraldespand, samlede den op og forsøgte at skabe et spil ud fra de løse ideer fra den. Der er så mange ting, som er helt forfærdelige til at starte med. Leo og Emma bevæger sig utrolig langsomt; de kan hoppe, men deres evner til at hoppe over de fleste objekter er næsten håbløse; og animationerne ligner noget fra et dårligt PlayStation 2 spil - når det er bedst.
I teorien er 80 forskellige kostumer ikke en dårlig idé, men i modsætning til Super Mario Odyssey, så er implementeringen og måden hvert level bruger dem fuldstændig latterlig. Ofte aktiverede jeg et kostume for at komme til den konklusion, at dets specielle evne overhovedet ikke gjorde nogen forskel, eller ikke kunne bruges i dette level. Igen og igen aktiverede jeg et kostume kun for at finde ud af, at det ikke var muligt at klare banen med den specielle evne, hvilket betyder, at du enten skal genstarte hele banen eller backtracke en hel del. Der er også en hel del af kostumerne hvis "specielle evne" er den samme evne som Leo og Emma allerede har fra starten af - evnen til at hoppe (selvom det er et begrænset spring til at starte med), hvilket får mig til at tro at Naka og Ohshima pranker simpelthen pranker mig her. En dyr og grim prank som de store trolls, som jeg nu mistænker at de er blevet til.
Udover dette, så er Balan Wonderworld grim af helvedes til. Virkelig, virkelig grim. Det er blevet optimeret til PlayStation 5 og Xbox Series X og at det er baseret på Unreal Engine 4.5 føles absurd, for at være helt ærlig. Designet er et dårligt mix mellem Sonic, Nights, 'Billy Hatcher and the Giant Egg' og Cirque du Soleil og sammen med præsentationen og en historie som på mange måder er uforståelig og umuligt at holde trit med - så er det nemt at beskrive Balan Wonderworld som en komplet og fuldstændig (dyr) fiasko. Bare en ting som at hvert kapitel portrætterer en persons "mørke" følelser og smertefulde tragedier kan Balan Wonderworld ikke finde ud af. Spillet fortæller dig nemlig ikke hvilken følelse og hvordan denne påvirker personen Leo, Emma og Balan forsøger at hjælpe, før du har klaret det givne level, og det er ren idioti. Størstedelen af tiden ved jeg ikke hvor jeg er, hvem eller hvorfor og slet ikke hvad målet egentlig er. Og sammen med et forfærdeligt setting, dårlige mekaniker, gimmick-agtige dumme kostumer og den beklagelige grafik, så gør det Balan Wonderworld til det værste spil i 2021 indtil videre.