Avatar: The Way of Water

En far beskytter sin familie. Dette er mantraet, som den tidligere marinesoldat Jake Sully flere gange gentager for sig selv, nu hvor han skal vende sig til et nyt liv på planeten Pandora. I The Way of Water opdrager og forsørger han hele fem små lømler, hvoraf særligt to er interessante: Kiri, som blev født under mystiske omstændigheder, og den menneskelige Spider, der anser sig selv som en Na'Vi. Børneopdragelsen kompliceres yderligere, da den hævntørstige menneskerace vender tilbage til Pandora for at genvinde, hvad de føler tilhører dem. Familien må drage i eksil hos en stamme nær vandet, men det fører blot til nye komplikationer, og familiens usikre eksistens bliver omdrejningspunktet for et brag af en film.

At vende tilbage til Pandora efter 13 års fravær føles en smule bizart. For hvor 3D-hysteriet hurtigt døde ud oven på lanceringen af den oprindelige film, så har Cameron igen skabt en film, der tager sig godt ud set gennem de lidet stilfulde briller. Den australske instruktør har også brugt den samme High Frame Rate (HFR) teknologi, som Peter Jackson anvendte i Hobbitten-trilogien. Det betyder, at flere af scenerne nærmest føles, som om de var sat op i hastighed. Dem, der ikke bryder sig om dette, bør nok se filmen på traditionel vis i 2D.

Jeg havde personligt også lidt svært ved at vende mig til HFR-scenerne til at starte med, men det gik hurtigt over, som filmen tog fart. Så snart vores karakterer tager det første hovedspring ud i det turkisblå vand på Pandora, kastes seeren selv ud i et storslået og magisk univers, som kun en film med et budget på rundt regnet 2 milliarder kroner kan skabe. The Way of Water er uden tvivl en af de visuelt mest imponerende film, jeg nogensinde har set på det store lærred. Og helt sikkert den flotteste blockbuster. At computeranimerede rumsmølfer kan se så imponerende ud, er næsten ikke til at tro, og det er ofte næsten som om, man selv svømmer rundt i de mystiske bølger. Marvel kan kunne drømme om at skabe så medlevende effekter.

Avatar er ofte blevet kritiseret for sin simple præmis, men Cameron er netop en mester i at skabe naturligt spænding og drama ud af relativt enkle historier. Denne efterfølger har dog betydeligt flere bolde i luften end originalen, og forældrene Sully og Neytiri træder denne gang en smule i baggrunden, så historien ofte handler om deres børn. Det er ikke altid, de enkelte karakterer for helt den skærmtid, som der reelt er behov for, men så havde filmen nok varet nær ved seks timer i stedet for 2 timer og 41 minutter, og lidt skal vi jo også have at glæde os til i den næste film. Overordnet set var det dog en fornøjelse at følge Sully-klanen, og Cameron formår at skabe en god balance mellem teenagedrama og sine miljømæssige budskaber, ligesom krig og imperialisme igen spiller en stor, men ikke helt så fremtrædende rolle, som sidst.

Filmens længde er som sådan ikke noget problem, men mod slutningen er det alligevel lidt som om, at den taber tråden i forsøget på at få alle de forskellige konflikter afsluttet på nogenlunde tilfredsstillende vis. Særligt de sidste tyve minutter føles alt for rodede, hvilket er skuffende med tanke på, at Cameron plejer at være så fokuseret i sin fortællestil. Det er dog nemt at tilgive sådanne skønhedsfejl, da instruktøren på mesterlig vis formår at gøre sine blå skabninger troværdige. Hverken historien eller dens budskaber føles nyskabende, men hvad gør det, når man alligevel sidder som tryllebundet selv i de mest langsomme scener? Way of Water giver sig god tid til at udforske dynamikken mellem familiemedlemmer, kulturer og endda forskellige racer, og det betaler sig i sidste ende.

Hvorvidt Way of Water i sidste ende er en bedre film end dens forgænger fra 2009, er svært at afgøre i skrivende stund. Way of Water føles på mange punkter som en slags ekko, en lidt svagere gentagelse af originalens hovedbudskaber, mens den på andre fronter samtidigt virker dybere i sin fortælling og har mere imponerende filmiske virkemidler. Uanset hvad, så er Way of Water en utrolig film, der sandsynligvis vil opsluge dig fuldstændigt med sin storstilede visuelle side og høje detaljegrad. Man får næsten lyst til at række hånden ud og føle det varme vand, det glatte sand, de takkede koralrev og de skællede fisk - så troværdigt et indtryk giver filmen. Ikke alle historiens spørgsmål bliver besvaret i denne anden film, men det gør ikke det store, for jeg har alligevel lyst til at dykke ned i dens fortryllende univers igen og igen, indtil den tredje film udkommer.