Avatar: Frontiers of Pandora - From the Ashes

Avatarmania raserer endnu en gang. Selvom James Camerons tredje film, Avatar: Fire & Ash, måske ikke har haft helt samme følelsesmæssige slagkraft som The Way of Water, blandt andet fordi der kun er gået tre år mellem de to film, har den alligevel gjort indtryk. Kritikerne har ikke taget imod den med den store begejstring, men i sidste ende er det antallet af biografgæster, der tæller, og Avatar 3 brød da også den magiske grænse på én milliard dollars i global omsætning inden årsskiftet. Vi sammenligner den med de to andre film, hvilket kun er fair, men baseret på omsætningen er det sikkert at sige at der fortsat er stor interesse i netop det her univers.

Og med en begivenhed af den kaliber er det kun naturligt, at Ubisoft og Massive Entertainment har ønsket at udnytte situationen i Avatar: Frontiers of Pandora med en helt særlig udvidelse. Avatar: Frontiers of Pandora - From the Ashes tager os ikke til et helt nyt område på den ikoniske fremmede måne, hvor Na'vi-folket lever, men giver i stedet omgivelserne og karaktererne et markant twist, der trækker os dybere ind i den mørkere fortælling, som franchisen nu bevæger sig ind i. Og på godt og ondt, er det lykkedes.

From the Ashes er en indholdsudvidelse med meget klare og tydelige mål: Pandora er blevet forvandlet til en brændende slagmark, og Na'vi-folket står endnu en gang over for menneskene fra RDA, denne gang med støtte fra medlemmer af deres egen art, Mangkwan-klanen (også kendt som Ash Clan), som også er nye antagonister i filmen. From the Ashes bryder ikke med kanon i Avatar: Fire & Ash, men udvider snarere universet ved at vise Na'vi-folkets kamp i en anden del af Pandora, uden at miste forbindelsen til det, der sker på det store lærred.

Her er det kamp, der dominerer, langt over andre indholdsformer fra grundspillet og tidligere udvidelser. Faktisk styrer vi ikke længere den energiske, men stadig følelsesdrevne hovedperson Sarentu (From the Ashes afslører i øvrigt det kanoniske navn på denne protagonist fra grundspillet), men derimod den mere indesluttede og hærdede kriger So'lek. Han er en Na'vi mærket af konflikt og tab, som søger sin plads blandt Arahane og resterne af Sarentu-klanen samt den menneskelige modstandsbevægelse på Western Frontier. So'lek ser sig selv som en outsider blandt sit eget folk, fast besluttet på at føre krig mod menneskene med deres egne våben og metoder, og han har flere tricks i ærmet, der giver mange nye måder at tage kampen op mod RDA og deres Mangkwan-allierede i Kinglor Forest, det eneste område, vi udforsker i DLC'en. Jeg er en smule ærgerlig over at miste den fordybende oplevelse med nysgerrig udforskning af hvert et hjørne, men sandheden er også, at der ikke længere er meget plads til det her. Skiftet ledsages af en langt mørkere fortælling, selv set gennem Na'vi-folkets åndelige perspektiv, hvor de konfronteres med, at deres livsform gennem tiderne ikke bare er forandret, men måske aldrig vil kunne genoprettes fuldt ud. Det er et budskab, der rammer hårdt og gennemsyrer dialog, mellemsekvenser og missioner.

So'lek er en kriger, og lidt efter lidt, efter at have rejst sig fra et nederlag i begyndelsen af historien, udvider han sit arsenal af både Na'vi- og menneskevåben, samtidig med at han får adgang til nye modifikationer fra Ash Clan, som her fungerer som bosser og minibosser i området, typisk knyttet til specifikke missionstråde. Der er ikke mange helt nye våben, men der introduceres nye typer ammunition og granater. Det helt nye er dog kampstilen. Den er aggressiv og direkte, med et væld af animationer til at nedlægge mennesker, AMP-rustninger og Cerberus-robotter. Han råder også over Warrior's Sense, en evne der lader ham gå i en form for raseri-tilstand, hvor han i en kort periode bliver endnu mere dødbringende. Derudover har han fra starten sin trofaste ikran, Iley, hvilket straks åbner for bevægelse på tværs af det meste af udvidelsens område.

So'lek er både kriger og en survivor, men et svedent landskab er ikke det bedste sted at finde mos, fibre eller andre organiske materialer til opgraderinger, og den del af Na'vi-oplevelsen er derfor stort set skåret fra. Det er stadig vigtigt at opgradere sit udstyr, men næsten aldrig nødvendigt at forlade kampene for at lede efter ressourcer. Ammunition og pile er altid tilgængelige i baserne, og mad giver fortsat midlertidige bonusser, men er langt fra afgørende.

Kæmp, og kæmp meget - og ofte. RDA har etableret et nyt netværk af forposter, kommandocentre og faciliteter til udnyttelse af Pandoras naturressourcer, og det er igen op til os at ødelægge dem én for én efter den velkendte "Far Cry-formel" fra grundspillet. Denne gang kan det dog gøres lidt mere underholdende takket være en anden vigtig tilføjelse, som fulgte med From the Ashes: tredjepersonsperspektivet. Det er en mindre ændring, hvis du allerede har spillet grundspillet (som i øvrigt er påkrævet for at få adgang til DLC'en), men det vil uden tvivl åbne spillet for mange spillere, der foretrækker et kamera bag karakteren.

Endnu en gang er det mindst imponerende aspekt ved et spil, der ellers byder på fremragende visuelle og lydmæssige kvaliteter (musikken er betagende, og Pandora har stadig en vild skønhed, selv i flammer), det store antal tekniske knaster. De er irriterende og til tider direkte frustrerende. Massive (eller Ubisoft) burde have brugt mere tid på at rette fejlene inden udgivelsen, og selv nu, næsten tre uger efter lanceringen, er der stadig problemer, der kan smide dig helt ud af spillet på PS5. Det er alvorligt og gør, at jeg vurderer indholdet mindre begejstret, end det egentlig fortjener.

Alligevel udvider From the Ashes Frontiers of Pandora-oplevelsen med nok indhold til at retfærdiggøre et køb, samtidig med at fortællingen fra den tredje film bygges videre. Lad os håbe, at dette ikke er enden på Sarentu og deres historie i spilform, og at Cameron tjener nok i biograferne til at give grønt lys til en fjerde film, der kan retfærdiggøre endnu en rejse gennem Frontiers of Pandora.