At være for dårlig - et farvel til Apex Legends

Min bror og jeg har løbende spillet Apex Legends i noget der ligner tre år. Ligesom så mange andre var det en tradition der startede under COVID-krisen. Dengang var min kæreste gravid med vores første barn, Sigurd, og vi var alle blevet sendt hjem på lockdown. I måneder der fulgte blev spil en ret afgørende kommunikationskilde, og jeg spillede Sea of Thieves med min fætter, Valheim med mine venner, spil antog en helt ny rolle for mig og mine.

Men intet forhold blev styrket mere end det til min bror. Det at tale mere rutinemæssigt sammen, samle os om en indgående fælles interesse og glæde sig løbende til at spille igen, det har gjort underværker, uden tvivl. Vi valgte Apex Legends, og det skete faktisk relativt tilfældigt. Det var udelukkende Battle Royale-spil der blevet taget op til overvejelse, og der er der en ret god grund til; hvis der er en central styrke Battle Royale-genren kan trække på, så er det at den passer ret godt til os beskidte "casuals". En større, bredere slagmark hvor man kan være mere strategisk i forhold til hvilke kampe du ønsker at deltage i, og hvilke du vil trække dig fra. Det er, med andre ord, en formel der passer decideret glimrende til dem der ikke altid kan præstere den hurtigste reaktionstid, eller vinde i en direkte, isoleret konfrontation med et andet hold.

Vi forelskede os dog ret hurtigt i Respawns succesfulde spil; de distinkte karakterer med særlige evner, det farverige design og den måde hvorpå tilfældighederne møder mere bevidst strategi. Og for at være helt ærlig? Vi var f*cking gode de første måneder. Måske skyldes det en baggrund med interesse i spil, og i skydespil, men selvom at hverken jeg selv eller William er noget der ligner konkurrencedygtige overfor den gængse fps-entusiast, så var puljen i hver enkelt runde tilpas blandet til at vi altid kunne hive en succesoplevelse med os, om vi så vandt eller ej. Og vi vandt da sågar, rutinemæssigt også.

Men som månederne gik, så begyndte et andet billede at tegne sig. De fleste multiplayer-spil benytter en form for bracket-system til sømløs matchmaking, hvor ideen er at en række parametre dikterer hvem du naturligt grupperes med som spiller. Ideen er at du, som du bliver bedre, løbende udfordres fordi du naturligt er oppe imod spillere der matcher dit niveau.

Man kan mærke det øjeblikkeligt når man spiller Apex Legends. William og jeg skiftede, i forbindelse med lanceringen af Xbox Series X, konsol, og her var vi blevet sorteret ned i et slags nybegynder-bracket og havde et par uger med absolut kronede dage. Men som vi steg i rang, fik flere liv på samvittigheden og kravlede op igennem spillets usynlige bracket-system, så blev det værre og værre.

Og det er her efter en noget lang indflyvning at vi kommer til hjertet af artiklen; er det muligt at hygge sig med et spil, at lade sig underholde at ofre tid brugt på andre afslappende aktiviteter, der hvor du ikke kan få et ben til jorden? Der sidder sikkert mange derude og nikker med hovedet - mange spil benytter sig jo aktivt af udfordringens kunst til at skabe et incitament hos spilleren. Du klarede ikke den her FromSoftware-boss de første 40 gange, men netop ved på smertefuld vis at kunne kende alle de telegraferede bevægelser, så klarer du den langt om længe, og sejrsrusen er så meget større netop fordi du ikke fik den foræret på et sølvfad. I get it.

Ligeledes er der mange der ser aktivt frem til at indgå i en slags selviscenesat multiplayer-træningslejr når et nyt spil udkommer. De skal lære maps at kende, våben, og tricks, og der er ingen forventning om at man er tungen på vægtskålen på slagmarken lige med det samme.

I det her tilfælde forholder det sig dog sådan, at William og jeg aktivt taber stort set samtlige direkte konfrontationer vi har befundet os i de sidste mange uger. Vi kan loote effektivt, positionere os klogt og bruge vores respektive karakterklassers evner til fuldt potentiale, men når man skal sigte, skyde og reagere, så er der intet at komme efter. Vi er bare... ikke lige så gode. Det er ikke fordi at vi ikke dedikerer tiden til det, vi spiller aktivt flere gange om ugen, og går altid til det med fornyet iver og energi; "denne gang bliver det anderledes".

Det er ikke fordi at vi aldrig har muligheden for at vinde, eller bare at komme langt, men oddsene virker efterhånden så pakket imod os, at man nærmest er slukøret inden man går i gang. Det er ret trist, fordi vi elsker det spil, har lagt hundredvis af timer det tværs over PlayStation og Xbox, og ønsker at blive ved. Men særligt de sidste par måneder har det forholdt sig sådan, at vi er logget ind kl. 20, taber fem-seks runder i streg, og logger så af besejrede og nedslåede. Det kulminerer i denne udveksling:

Kunne vi blive bedre end vi er? Ja, naturligvis. Det kan man vel på sigt altid, men det ville tydeligvis kræve langt flere ressourcer end vi er villige til at stille til rådighed, og jeg bliver nødt til at indrømme at selvom at der tydeligvis er mange glade amatører derude der føler sig underholdt, selvom de konsekvent befinder sig i bunden af leaderboardet, så føler jeg den bare ikke længere.

Kender I det?