
Lad os få det overstået med det samme: den vejledende pris på dette TKL-tastatur er næsten 4.500 kroner. Mange steder står det til 4.390 kroner, mens enkelte steder tager næsten 5.000 kroner for det.
Det er alt for meget at betale for et tastatur. Hvis du har pengene og vil bruge dem på noget nær det ultimative, så fint, men jeg kan ikke med god samvittighed anbefale det, når der findes så mange gode alternativer til ⅓ af prisen, eller hvad der svarer til, hvad en PS5 med diskdrev og to controllere kostede ved lanceringen. Selv den nærmeste, næsten identiske konkurrent koster mindst 1.500 kroner mindre, med det forbehold at priserne ikke var 100 % officielle ved afslutningen af denne anmeldelse.
Men hvad får man så, hvis man beslutter sig for at sælge et par gode flasker whisky for at købe et tastatur?
Først og fremmest får du en byggekvalitet, der ikke ses andre steder. Det er også overdrevet, med aluminiumsrammen, der har en ekstra afart af beskyttelse foran med riflede mønstre. Der er brugt mange timer i CNC-maskinen; det hele virker til at være sandblæst og anodiseret, hvilket giver en meget glat og åbenlyst ekstremt eksklusiv overflade. Selv undersiden er beklædt med en kulfiberlignende finish - jeg har faktisk glemt at mærke efter, men der er en del lag, der har kulfiber, og man får den mistanke, at Asus næsten med fuldt overlæg har gjort dette produkt så dyrt som muligt for at ramme en eller anden chokerende effekt ved, at den amerikanske pris er 500 USD. Den har sågar magnetiske fødder i forskellige størrelser, der er fræset i aluminium, men har små gummidutter for enden for optimal stabilitet - det er helt ekstremt overdrevet, og jeg har svært ved at se, hvor man skal gå hen, hvis man en dag vil have et nyt tastatur på samme niveau. Det er lidt som at få en custom Ferrari lavet, som du bruger til at køre til byen efter mælk; det er nærmest opulent og så ekstravagant, at du aldrig kan toppe det.
Når vi nu er ved de dyre løsninger, så er der udover et silikone-lag, der virker som dæmpning, også to forskellige lag Poron, der er et high-end mærke inden for industriel skumisolering. Donglen er magnetisk monteret i et hulrum i bunden. Magnetisk... Det koster jo kassen i forhold til bare at lave hullet minimalt større end donglen. Det er den slags, der lige giver det ekstra.
Der er herudover en justerbar, der løber igennem tastaturet, og som gør, at det kan indstilles til enten hård respons til gaming eller blød respons til, når man skriver. Jeg synes, det måske er en lidt for sort/hvid opdeling, og medmindre man hamrer løs, så kan begge indstillinger fint bruges til begge dele - jeg vil måske endda sige, at det er lige før, jeg foretrækker det omvendt. Men det er meget sjovt at kunne ændre følelsen af tastaturet uden at skulle skille det ad og ændre kontakter eller lignende.
Kontakterne er ROG's egne mekaniske NX Snow-kontakter i acetalplast, som de fleste gætter på er lavet som custom-produktion hos producenten Kailh. Det er en forfinet lineær kontakt, der er fuldt olieret igennem hele stammen, som er beskyttet bag en ekstra væg, og hvor den øverste del af tasten, der er i kontakt med stammen, er poleret ekstra glat, således at man optimerer følelsen af en meget glat og ekstremt flydende tasteoplevelse. Det er virkelig en solid oplevelse at skrive - både kontakterne, tasterne og selve tastaturbasen er bundsolide. Det er en premium-oplevelse på alle måder, og selvom mit normale tastatur koster noget, der ligner 1.800 kroner i butikkerne, så var det en plastikagtig, kedelig og billig oplevelse til sammenligning, og en skuffelse at gå tilbage til.
Du får et tastatur med 8.000 MHz polling rate i trådløs tilstand, altså 2,4 GHz radiobølger. Du får en opgraderet OLED-skærm med touch - hvad den er opgraderet fra, står ikke direkte, men jeg antager sidste generations Asus-tastatur-skærme. Hertil kommer en ganske lækker styre-/drejeknap til at navigere skærmen med, en topplade i kulfiber, justerbar mellemplade så man kan skifte mellem hård og blød tastning, samt tre lag vibrationsdæmpning.
Batterilevetiden er god, for ikke at sige ekstrem. Vi har ikke testet den fuldt ud, da den er 1.600 timer, eller omkring tre måneders uafbrudt brug. For mig personligt betyder det, at jeg i værste fald skal lade det op en gang om året, men mere realistisk hvert halvandet år. Det er vanvittigt, men også lidt surt, for mine sure opstød. Når det er sagt, så vil man i virkelighedens verden ikke komme helt derop. Jeg æder ca. 10 % om ugen, men jeg sidder så ikke og spiller 8 timer om dagen hver dag, og det skal man lige have i baghovedet.
Håndledsstøtten er måske den mest gennemførte, jeg nogensinde har oplevet - tung, solid, ikke til at rykke, og udført i metal og silikone med en lækker behagelig overflade. Jeg var først forundret over, at der hverken var magnetisk fastgørelse eller RGB, men ærligt talt betyder det intet, når man først går i gang med at bruge det. Jeg håber dog ikke, at andre gør Asus kunsten efter, for jeg vil helt seriøst gætte på, at denne håndledsstøtte koster det samme i produktion som en del af de helt billige tastaturer på markedet - og måske endda mere.
Fra den lille 1,47" OLED touchscreen kan man få en masse interessante oplysninger, dog med volumen og lysintensitet som de eneste virkeligt spændende. Jeg har personligt ikke brug for at kende min "KPS" på noget tidspunkt. Det er en lille pind med tilhørende hjul, der styrer løjerne, og jeg er lidt forundret over, at det er i plast og ikke i aluminium som resten - det havde været det ultimative lir. Jeg synes dog ikke, at alle de muligheder, der står på Asus' hjemmeside, var tilgængelige; faktisk skuffede den del lidt, og selv i 2024 er det åbenbart umuligt at overføre de data, der skal til, uden at bruge et kabel.
Det hele er forbundet med Asus Omni-dongle, der kan have et tastatur og en mus forbundet samtidig. Det er ganske imponerende, at man kan få 8.000 MHz trådløst, men jeg forstår måske ikke helt, at det er nødvendigt i udstyr, der ikke er til hardcore konkurrencebrug.
Samlet set er det ikke alle design- og featurevalg, jeg er enig i. Men kvaliteten af det, man har gjort, er suveræn. Det oser af kvalitet, øverste hylde, og noget, almindelige mennesker ikke har råd til. Men jeg kommer aldrig til at kunne anbefale, at man køber et tastatur, der er så dyrt - det er simpelthen for sindssygt. Men hvis man har råd... Så er det godt nok lækkert, og hvis der kommer en fuld-size udgave, hvor volumenhjulet er monteret horisontalt i stedet for vertikalt, i samme kvalitet, så kunne jeg godt købe det - men med fare for, at venner og familie ville synes, jeg var ragende sindssyg.