Assassin's Creed Valhalla: Dawn of Ragnarök

Jeg kunne rigtig godt lide Assassin's Creed Valhalla. Jo, jeg anerkender da at spillet er skåret ud fra en efterhånden ret fortærsket formular, og i årene siden er selv jeg også efterhånden lidt træt af det endeløse open-world kort fyldt til randen med intetsigende spørgsmålstegn, en formular som Ubisoft til dels har været med til at skabe og popularisere.

Dog mente jeg, og mener til dels stadig, at originalspillet er solidt, og består af en fin historie, effektivt sammensatte karakterer og et til tider tilfredsstillende kampsystem. Det er et ret godt spil, og er så sandelig bedre end så mange andre spil med lignende strukturer. Det fremstod tilbage i 2019 som en naturlig kulmination på det centrale RPG-skift serien har gennemgået, og jeg ville da stadig let anbefale særligt Origins, men også Odyssey og Valhalla til dem der tørster efter en Witcher-lite agtig oplevelse med tilpas visuelt flair.

Dog, selvom at jeg rigtig godt kunne lide hovedspillet, så følte jeg så absolut ingen trang til at hoppe tilbage i spillet for at opleve mere ekstraindhold. Selvom at udvidelserne har taget Eivor til både Irland og Frankrig, så har det været tydeligt at Ubisofts egentlige ønske bare har været at tilføje mere indhold, flere spørgsmålstegn, flere timers spil indenfor den samme mekaniske og strukturelle ramme.

Og tag ikke fejl; selvom at den seneste udvidelse, Dawn of Ragnarök, er en del længere, og eksisterer uden for det Season Pass du måske allerede har betalt for, så er det præcis det samme. Lad dig ikke narre af de mere fantastiske omgivelser i Valhallas fantasiparallelverden, som du også udforsker ekstensivt i hovedspillet, det her er den mest mondæne form for "udvidelse" overhovedet.

Du befinder dig i Svarfenheim, dværgenes domæne, og du er igen Havi (eller bare Loke). Jo, der er igen små ekkoer, der for den mere lore-interesserede spiller danner et mere komplet billede af Isu-civilisationens fald, men mere specifikt er det her historien om hvordan Baldur kidnappes af Sutur, og hvordan du, som Havi, skal redde ham. Det er i det hele taget langt mere ligetil end Asgard-fortællingen i hovedspillet, og regner du med en eller anden form for narrativ nøgle, der skal låse op for hele fortællingen, så er det altså ikke her du får den.

Rent narrativt bibeholder Valhalla dog de samme centrale styrker som hovedspillet, og det er karaktererne er ret solide i brede træk, og de nye tilføjelser, såsom Sutur, samt hans kone og børn, er alle mere facetterede end man umiddelbart skulle tro, og der er faktisk nogle ret fede dialogudvekslinger en gang imellem. Ydermere er Svarfenheim ret så interessant, eftersom den både huser dværge og giganter, der på en måde skal dele den her afkrog af den nordisk mytologiske oververden.

Desuden er der ingen reelle begrænsninger på de ideer designerne kan implementere, og det betyder at Svarfenheim, og Dawn of Ragnarök-udvidelsen generelt, er ret flot at se på med masser af farver, visual variation og opfindsomhed. Det ligner lidt Peter Jacksons Hobitten i og med at der er skruet op for kontrasten, og der er "pop" i farverne - det er så også nærmest det eneste positive jeg kan sige om Hobitten.

Og det er også her at al rosen til den her udvidelse på sin vis stopper - eller om ikke andet i brede træk, for Ragnarök er den tredje store udvidelse til Valhalla, der endnu en gang genbruger samme struktur, samme mekanikker, samme ideer, og de vælger at introducere denne udenfor spillets etablerede Season Pass til en høj pris. Og det du får er bare spørgsmålstegn. Spørgsmålstegn der enten er en skat, en elitefjende du kan besejre eller en specifik type samleobjekter. Måske er det bare mig der oplever mere metaltræthed, men når der ikke er noget konkret hook, såsom gigantiske robotdinoer der er sjove at nedlægge, eller virkelig tilfredsstillende parkour, eller anden fed måde at komme fra A til B på, så bliver det bare en endeløs to-do liste maskeret som spændende indhold.

Historien er simpel men fin, og byder på ret solide karakterer. Verdenen har haft godt af en lidt bredere farvepalet, og den nye Hugr-Rip mekanik der lader dig stjæle evner fra fjender kan give lidt mere frihed, men i sidste ende er det her mere af det samme, og her vælger jeg specifikt ikke at sige "mere af det gode", for den undskyldning er bare svær at servere, når Ubisoft beder om 300 kroner, og at der i forvejen har været to udvidelser, der yderligere har tilføjet landmasse - og spørgsmålstegn til den i forvejen gigantiske verden.

Samtidig er det let at opsummere med; hvis du gerne vil have mere, og her vælger jeg den mest simple definition af begrebet, så er det her lige hvad det er. Det her er mere. Men mere er bare bare ikke rigtig godt nok længere.