Assassin's Creed Shadows

Assassin's Creed Shadows udspiller sig i 1600-tallets Japan og centrerer sig om den brutale krigsherre Oda Nobunaga, der lå i konstant krig for at erobre land og cementere sin position i det japanske hierarki - med tusindvis af døde landsmænd til følge. Uden at afsløre for meget af historien, kan jeg vist godt sige, at vores to hovedpersoner, samuraien Yasuke og shinobien Naoe, begge får Nobunagas brutalitet helt tæt ind på livet. Men som altid er tingene ikke helt som de umiddelbart ser ud til at være - og det drejer sig om meget andet end Nobunaga.

Assassin's Creed Shadows er det mest historie-drevne spil i serien og det klæder det faktisk. Historien fortælles vi nogle ganske filmiske mellemsekvenser og det her er ikke den sædvanlige Assassin's Creed historie, hvor man blot myrder folk, fordi de er onde. Man kommer endda ud for, at skulle tage nogle ret svære valg undervejs, da der er nemlig mere under overfladen her, både intriger, bedrag, løgne og såmænd også storpolitik, magt og hævn og respekt.

Ubisoft giver spillet masser af tid og plads til at komme i gang. Man får fra starten af introduceret de to hovedpersoner, men der er specielt fokus på Naoe og spillet bruger faktisk noget der ligner 2 timer på at sætte scenen for hende. Det gøres via nogle ret lineære missioner og de er med til at opbygge hende og hendes vej hen imod at blive den fuldblods shinobi, vi oplever i spillet. Det er dejligt, at der gives plads til at fortælle en historie i den rigtige hastighed.

Der er som bekendt to forskellige hovedpersoner i Assassin's Creed Shadows og de tilbyder to meget forskellige spillestile. At sige, at der er to hovedpersoner, er måske at spænde buen lidt for meget, for i virkeligheden er det Naoe som er den centrale karakter i historien, men begge har et historieforløb og flere steder i spillet, kan man spille med den karakter man vil. Naoe er klart den mest tilfredsstillende at spille med og det er af en helt speciel årsag, nemlig at med hende vender det gode gamle Assassin's Creed gameplay tilbage, hvor der også er stor fokus på stealth og parkour.

Det nye parkour system fungerer glimrende og selv om der stadig kan være lidt parkour-jank, hvor Naoe hopper andre steder hen end man havde forventet, er det noget bedre end hvad vi tidligere har set det. Naoe kan selvfølgelig også gemme sig i buske og i græs ved at kravle på maven, hun kan bevæge sig uset i skyggerne, hun kan slukke levende lys for at skabe det mørke hun har brug for, skabe distraktioner og så har hun en virkelig effektiv gribekrog, som gør at hun kan nå højder, hun ellers ikke ville kunne nå. Selv om Naoe ikke er bleg for at kaste sig ud i kampen, så er hendes styrke helt sikkert at bevæge sig i skyggerne og helst forblive uset - og det sidste mange fjender får at se, er hendes ansigt der dukker frem fra mørket.

Yasuke er noget helt andet end Naoe. Han er en stor og veltrænet samurai, en kampmaskine og han kan pløje sig igennem større grupper af fjender, hvor Naoe hurtigt ville være kommet til kort og let blive overmandet og besejret. Yasuke er brutal og stærk, og han kan eksempelvis smadre store døre ved at løbe direkte igennem dem. Til gengæld er han ikke speciel adræt, han kan klatre og snige lidt, men slet ikke som Naoe - og så han har heller ikke hendes Eagle Vision evne, så han kommer mest af alt bare buldrende og bragende. Det er der ikke... så meget Assassin's Creed over.

I starten af spillet er der som sagt fokus på Naoe og senere kan man skifte mellem de to karakterer, enten ved starten af en mission, når man fast traveller eller når man ønsker det (så skal man skal dog ind i menuerne og spillet skal indlæse, så det er lidt bøvlet). Der er dog missioner, som er skræddersyet til hver af de to karakterer, hvor man blandt andet lærer om hvordan Yasuke kunne blive den første ikke-japaner, der blev samurai og lignende. Disse segmenter kan naturligvis kun spilles som den karakter, disse segmenter handler om.

Selv om Yasuke langsomt giver mere og mere mening, jo længere ind i spillet man kommer, så ender han alligevel med at virke en smule overflødig. Jeg forstår ikke helt, hvorfor Ubisoft har givet sig selv det benspænd, at skulle designe et spil, missioner og en spilverden, der skal kunne håndtere to så forskellige spillestile - specielt når den ene af de to nærmest ikke har noget med Assassin's Creeds DNA at gøre. Jeg spillede langt det meste af tiden som Naoe, for det er her, at den ægte Assassin's Creed oplevelse ligger, og det er her, at spillet fungerer bedst.

Da der er de her to karakterer, så er kampssystemet også blevet opdateret og kampene virker betydeligt mere udfordrende end tidligere - selv med Yasuke. Fjenderne er hurtigere, de har mere varierede og komplekse angreb, nogen kan heale sig selv og mange af dem har armor, som man først skal tage sig af og det tilføjer et lille ekstra lag af taktik til kampene. Man kommer heller ikke langt, hvis man ikke husker at blokere fjendernes angreb eller sørger for at flytte sig i sidste øjeblik, så fjenden for eksempel kan miste balancen, hvilket åbner op for modangreb. Yasuke kan som nævnt tidligere håndtere flere fjender ad gangen og man kan være mere aggressiv med ham, mens Naoe skal kæmpe langt smartere og metodisk for at overleve - og er der for mange fjender, kan hun komme i alvorlige problemer.

Undervejs får både Naoe og Yasuke adgang til nye våben og nye "gadgets" som for eksempel kasteknive, røgbomber og andet grej. De to karakterer kan opgraderes via nogle små evnetræer indenfor forskellige områder, som er knyttet til deres respektive kampstile og våben. Hvis du for eksempel foretrækker at bruge Yasukes katanaer, så kan du forbedre denne del af evnetræet med nye færdigheder og modsat, hvis du foretrækker at Naoe skal være en endnu mere lydløs dræber i skyggerne, så kan du forbedre denne del af hende evnetræ. Man opgraderer med såkaldte Mastery Points, som optjenes ved at gennemføre quests og opgaver og nye dele af evnetræet åbnes op via Knowledge Points, som man får ved at interagere med omverdenen, finde gemte pergamentruller og lignende.

Assassin's Creed Shadows har dybe rødder i virkeligheden og efterhånden som man rejser rundt i den her verden, kan man tilegne sig viden om blandt andet de mange smukke templer man kommer forbi, om japans økonomi og handel i 1600-tallet, om deres religion og religiøse overbevisninger, deres love og samfund, deres krige og fæstninger, deres musik og kunstarter og meget andet. Alt dette er samlet i et fyldestgørende Codex, som man let kan bruge noget tid på at læse i, hvis man har interesser for den japanske kultur.

De fleste af de ting vi har været omkring nu, er nye ting, eller forbedrede ting, i Assassin's Creed formlen. Men der er ingen tvivl om, at det er et Assassin's Creed spil og det er jeg, som en der har spillet samtlige spil i serien, naturligvis glad for. Der er altså igen tale om en stor åben verden, der er naturligvis missioner, side-missioner, opgaver og udfordringer placeret rundt omkring, der er landemærker der skal udforskes og områder der skal afdækkes.

Ubisoft har fået kritik for at fylde deres maps med spørgsmålstegn overalt og at der, specielt i Valhalla, var distraktioner overalt. Det er der skåret ned på her. Ja, der er spørgsmålstegn rundt omkring, ja der er udsigtspunkter hvor man kan meditere, dyr man kan tegne, mystiske origami-sommerfugle der skal findes og kontrakter på forskellige missioner man kan påtage sig, men man skal også generelt være mere observant og bruge omgivelser mere til at navigere og finde frem til de missioner som er placeret der. Der er masser at lave rundt omkring, men det er ikke alle aktiviteterne, der er lige interessante og efter noget tid, bliver disse ting i omgivelserne en smule ligegyldige og man har tendens til at holde snuden i sporet og gå efter de store kampagne-missioner og måske endda begynde at bruge fast travel mere og mere.

Ret kort tid inde i spillet, får man adgang til ens Hideout, der fungerer som ens base. Her har man flere forskellige medlemmer af ens lille gruppe gående, og de kan bruges til forskellige ting. De kan for eksempel hjælpe med at distrahere fjenderne på en given mission, de kan transportere byggematerialer som man finder rundt omkring hjem til ens Hideout og de kan hjælpe med at opgradere ens påklædning og ens våben, når man med mellemrum lægger vejen forbi en Hideout. Idéen med ens Hideout er løftet fra Valhalla, hvor man også kunne bygge og designe ens egen vikingeby. Det samme kan man her (dog ikke bygge en vikingeby), hvor der nærmest er indbygget et lille mini city-builder spil, hvor man kan bygge forskellige bygninger og placere dem, som man vil.

Man kan udsmykke omgivelserne med stier, græs, lamper, forskellige planter og kæledyr og inde i bygningerne kan man udsmykke de forskellige rum med eksempelvis krukker man har fundet rundt omkring eller med de smukke Sumi-e blæktegninger af dyr, som man selv har lavet mens man udforsker det åbne spilverden. Det fungerer fint, men det er ikke noget man er tvunget til at bruge alt for meget tid på, hvis man ikke er interesseret. Det er dog klogt at lægge vejen forbi ens våbensmed ind imellem, da hans opgraderinger er meget værdifulde.

Assassin's Creed Shadows er et virkelig smukt spil. Det byder på en af de bedst designede åbne verdener, jeg har set meget længe - og det får mig ofte til at tænke tilbage på The Witcher 3. Den her verden har den samme "gad vide hvad der er herover?"- og "hov, hvad er det for en lille hytte, der ligger derinde bag træerne?"-effekt som The Witcher 3 havde. Hver en afkrog tigger om at blive udforsket, og selvom store dele af den formentlig er autogenereret, så VIRKER den håndbygget og den er meget indbydende.

Landskabet er varieret med store åbne vidder med rismarker, smalle snoede stier blandt klipper, smukke træbroer over rislende vandløb, kæmpe lyserøde kirsebærtræer, tætte bambusskove og de altid imponerende Torii-porte dukker op overalt. Dertil kommer, at både årstider og vejr påvirker spilverdenen, lige fra kraftigt snefald, regnvejr og blæst som river i trækronerne til morgensolens stråler, der bryder gennem morgendisen i en stille morgen en lille landsby i bunden af en dal - det er bare gudesmukt.

Der er virkelig mange, som har virkelig mange holdninger til Ubisofts åbne verdener, men jeg synes helt generelt, at de er nogle af de bedste til at designe interessante verdener, som man har lyst til at udforske. Ja ja, det har været smuttere tidligere, men med Shadows har de bygget en af de mest spændende åbne verdener i lang tid synes jeg.

Lydsiden er ligeledes ganske glimrende, med et lækkert japanske inspireret soundtrack. Man bør spille i den såkaldte "Immersive Mode", hvor al dialog er på japansk og portugisisk (Yasukes modersmål), da det giver den klart mest autentiske oplevelse. De engelske stemmer er okay-ish, mens de japanske er noget bedre.

Assassin's Creed Shadows indeholder mikrotransaktioner. Foruden in-game valutaen, er der to yderlige valutaer, som man kan bruge på typisk kosmetiske items. Den første er Keys og den anden er de velkendte Helix Points. Keys kan man finde få steder rundt omkring i spilverdenen, og man får dem også, når man gennemfører visse særlige Animus Projects missioner. De kan bruges til at købe blandt andet lidt nye outfits til Naoe og Yasuke for og denne shop bliver løbende opdateret med nyt indhold.

Den anden valuta er altså Helix Points. Disse kan ikke findes rundt om i spillet og skal købes for dine hårdtbeskattede danske kroner. Helix Points skal bruges i en anden shop end Keys og denne er fyldt med kosmetiske items til Naoe og Yasuke, nye våben, mystiske fabeldyr der kan erstatte ens trofaste hest, pakker med kosmetiske items til ens Hideout, pakker med kort over aktiviteter i omgivelserne samt pakker med in-game valuta. Med mindre at du meget gerne vil kunne ride på et flammende fabeldyr gennem det japanske landskab eller vil udstyre dit Hideout med selvlysende katte eller en dansende ræv, så kan du uden problemer ignorere denne shop.

Assassin's Creed Shadows er af forskellige analytikere blevet udpeget til spillet, som skal være med til at løfte Ubisoft ud af de problemer, de har befundet sig i i flere år efterhånden. Det er et pænt pres, som teamet hos Ubisoft Quebec har befundet sig under i et godt stykke tid nu. Jeg kan naturligvis ikke sige, om det her spil vil kunne skubbe Ubisoft i den rigtige retning, men man kan mærke at de har gjort sig umage denne gang.

Hvis du, ligesom jeg, heller ikke kan få nok af serien og den formel, som Ubisoft fortsætter med at bygge videre på, så er Assassin's Creed Shadows en no-brainer. Den nye historie-drevne retning synes jeg virkelig klæder spillet, det opdaterede kampsystem fungerer godt, Naoes old-school AC-gameplay er fremragende og jeg tror Ubisoft har overgået sig selv med den her vanvittigt smukke verden de har bygget.

Assassin's Creed Shadows er ikke noget mesterværk - det er en glimrende videreførsel af den velkendte Assassin's Creed-formular. Det er virkelig skruet godt sammen og jeg oplevede ingen fejl i spillet i de mange timer jeg sad med det. Det eneste jeg oplevede var, at mappingen på en helt specielt aflang kasse, som man kan gemme sig i, ikke blev vist korrekt. Og det var konsekvent hver gang man stødte på denne kasse - det er trods alt småting, når man tænker på omfanget af det her spil - og det vil formentlig blive fixet i en Day 1 opdatering.

Jeg var rigtigt godt underholdt af Assassin's Creed Shadows, som er en langt mere fokuseret oplevelse end Valhalla og spillene før det. Der er stadig lidt parkour-jank og Yasuke kan virke som et skud forbi mål, men som helhed er det her et flot og gennemarbejdet Assassin's Creed spil - men om det vil tiltrække nye fans, og i særdeleshed give Ubisoft den redningskrans de har brug for, er svært at sige. Jeg vil næsten håbe det, for de har lagt sig i selen denne gang og har gjort sig umage - og det kan man mærke.

Jeg kan med ro i stemmen anbefale Assassin's Creed Shadows, hvis du ligesom mig, heller ikke kan få nok af den her spilserien.