Assassin's Creed: Revelations

Siden Ubisoft præsenterede Ezio, og Assassin's Creed-serien for alvor fik fart på, har vi hørt om den legendariske assassin Altaïr, men hvad vi hørte stemte ikke rigtigt overens med de forholdsvist beskedne bedrifter det første spil bestod af.

Som titlen antyder er det på tide at få svar på nogle af de mysterier, der har stået ubesvarede i lang tid. Det sker da også, til dels, men dermed ikke sagt at der ikke er nye spørgsmål, når det hele er ovre. Lad det være sagt med det samme: Ubisoft er vilde med cliffhangers.
Ezio er denne gang i det gamle Konstantinopel, hvor han søger nøgler til Altaïrs bibliotek i den gamle fæstning i Masyaf. Akkurat som i de andre Assassin's Creed-spil møder man mange mennesker fra historiebøgerne, blandt andet end ung mand ved navn Suleiman.

Det er i den grad fart på historien i denne omgang, og modsat de andre gang vi har haft Ezios selskab er der ingen spring i årstallene. Og det er da også heldigt, for Ezios fremtrædne alder ville da slet ikke kunne holde til at blive spolet videre frem.

Siden Assassin's Creed II har Ubisoft vist, at de virkelig kan skrue figurer og forhold mellem disse sammen. Den stime forbliver ubrudt. Der er godt nok færre personer i spil, end der har været tidligere, men det er en fornøjelse at se dem interagere.

Altaïr, hovedpersonen fra det første spil, der nu har fundet vej tilbage til rampelyset, har også fået noget af et ansigtsløft hvad angår hans personlighed. Det er et glædeligt gensyn at se ham i aktion igen, som både ung mand og olding. Man tilbringer ikke lang tid i hans selskab, men tiden er brugt effektivt, når det kommer til at fylde hullerne i hans livshistorie ud, og når det kommer til at skabe et billede af den legende, han præsenteres som i spillets efterfølgende århundreder.

Fortællingens største mangel er udeblivelsen af en tydelig og konstant skurk. Når man tidligere har stået overfor Rodrigo og Cesare Borgia, er det en specielt åbenlys mangel.

Hvad vi får serveret er en historie med allierede, der deler frisk og venlig dialog med vores hovedperson, men skurke hvis ambitioner først afsløres kort tid før de selv afløses af en ny trussel. De stille øjeblikke mellem allierede kunne til tider tryllebinde mig med en troværdighed, serien har finpudset siden den smed de noget kedelige tøjler fra det første spil. Jeg glemmer hver gang jeg spiller et nyt Assassin's Creed hvor sjov dialogen er, og med en uventet halv-nørdjoke i de første ti minutter og drilske bemærkninger om Ezios alder, er smilebåndet trukket og jeg husker igen hvor godt humor bliver håndteret i de her spil.

Der er ikke meget der har ændret sig rent gameplay-mæssigt, siden sidst vi så Ezio. Man løber, klatrer og kæmper på stort set samme måde som tidligere. Hvad der er nyt er Ezios "hookblade" der gør det lettere at klatre, samt muliggør rutsjeture langs tove, der strækkes fra bygning til bygning.

Den største ændring må dog siges at være bomberne. Der går ikke lang tid før Yusuf, lederen af de assassins der befinder sig i Konstantinopel, lærer Ezio den præcise kunst det er at samle bomber. Der er ikke mange begrænsninger for hvilke bomber der kan laves, den ydre skal bestemmer hvorvidt bomben skal eksplodere så snart den rammer målet, om den skal styres af en lunte eller skal sidde fast på den overflade den rammer. Dertil kommer alt indmaden, der kan distrahere, lemlæste eller dræbe. Det er et robust system og hvis man tager sig tid til at rumstere med krudtet, kan man få sig noget nyt essentielt værktøj i kassen.

Som mentor for sine lærlinge tager Ezio til tider et par minutter på bagsædet for så at uddelegere ordre. Det sker blandt andet i det nye "Den Defense", der foregår hver gang den evige torn i Ezios side, Tempelridderne, begynder at møve sig ind på Ezio og hans allieredes territorium. Det foregår som en slags tower defense, hvor gradvist mere hårdnakkede grupper af tempelriddere bevæger sig ned af en gade, hvor man kan placere barrikader af forskellig art. Fra en rodet bunke tønder og planker til en godt forstærket mur med en kanon på. På tagtoppene placeres dine tropper, bevæbnet med rifler, armbrøster og andet godt.

Disse angreb sker når man har skabt nok opmærksomhed omkring sig selv. Stort set alt man kan gøre i spillet, der skaber en fordel, hvad end det er at overtage et område, rekruttere nye folk eller sågar renovere nogle af de butikker, der er rundt omkring, øger Tempelriddernes årvågenhed, og det kan ærligt talt være lidt irriterende at skulle bruge sin tid på at bestikke folk og skille sig af med vidner, bare fordi man vil investere i en skrædder. Der var flere tidspunkter jeg simpelthen udsatte renovationen af butikkerne, hvilket er hvad der skaber indkomst, fordi jeg ikke havde tålmodighed til at skulle rydde op efter mig selv bagefter, så jeg ikke fik et helt korstog på nakken.

Der er dog et middel mod dette. Hvilket middel? Jo ser du, som den ukuelig charmør han er, rekrutterer Ezio nye folk til sin sag stort set hele tiden. Disse rekrutter får erfaring fra det førnævnte Den Defense, samt missioner de kan sendes på fra hovedkvarteret eller små poster omkring i byen.

Hvad der i Assassin's Creed: Brotherhood var et lille afbræk i hverdagen, der kun blev brugt til at skaffe penge og til tider specielle varer, er nu blevet udvidet. En god portion byer omkring middelhavet kan nu overtages ved at sende sine tropper på missioner, og disse byer vil derefter øge indtægten af både penge og de erfaringspoint, der bruges til at opgradere rekrutterne.

Hvad der i sidste ende sker med rekrutterne efter utallige drabelige missioner er, at de kan udstationeres ved et område, der så er permanent under deres beskyttelse, hvilket betyder at man ikke længere behøver at bekymre sig om fjendtlig indtog. Det er en god løsning til den store arbejdsbyrde, der falder til gamle Ezio, men det er bestemt ingen hurtig løsning.

Efter flere årtier i Italien er Ezio ikke den eneste der kunne trænge til nye græsgange. Konstantinopel er da også mere end velegnet til at skabe en ramme for den florentinske verdensmand. Byen er enorm, uden de store åbne områder der fandtes i Rom, men en sand metropol i det 16. århundrede. Det er naturligvis ikke nok bare at der er masser af plads. Men med et udviklerhold, der tydeligvis har en interesse for at give et autentisk billede at bybilledet i forskellige tidsaldre, ser vi en by der er indbydende og plausibel. Jeg kan ikke sætte en finger på noget ved byen, der giver mig grund til at sige: hov, det hører da ikke til her.
Denne gang er der dog ikke helt det samme incitament for at begive sig på oplevelse i fortidens storbyjungle, udover fragmenter af Animus-data, hvilket hjælper os sprede lys over Desmonds liv (det er med at holde tungen lige i munden, når man skal holde styr på tre forskellige tidslinjer).

Desmond, der velsagtens er seriens egentlige hovedperson, er fanget inde i Animus-verdenen og møder en figur, der længe har været omtalt i serien, men som vi ikke rigtigt har set noget til endnu. Den såkaldte Animus-ø er en af de dybeste afkroge af programmet, og derfra kan Desmond, efterhånden som datafragmenterne findes, gense hans minder. Det foregår ikke som man forventer, men lad det være sagt at det er noget af det mere spøjse i serien til dato.

Jesper Kyd har også denne gang skabt musikken til dette kapitel af Assassin's Creed-historien, og hold op hvor har han gjort det godt. Der både plads til den melodiske baggrundsmusik samt bombastiske stykker, der toner frem på de rette tidspunkter i fortællingen. Det er en fryd at høre på, og uden tvivl seriens bedste musikalske udspil.

Ja, alt der har med lyd at gøre, gøres godt. Det er ikke Ubisofts fortjeneste alene at spillets karakterer brænder sig fast i hukommelsen, stemmeskuespillerne kan deres kram, og med forbedrede ansigtsanimationer ville man ønske man kunne høre mere, ja selv noget småsnakken om vejret ville falde i god jord.

Hvis man bare vil kværne igennem hovedhistorien kan man nok klare det på omkring tolv timer, men dertil kommer udvikling af sine tropper og sidemissioner af forskellig art. Det er dog et kortere spil end de to foregående.

Mit største klagepunkt ved Assassin's Creed: Revelations er manglen på en antagonist man kan lære at kende. Det er først når spillet lakker mod enden at en skurk med potentiale for alvor dukker op, og så er det ved at være for sent. Gameplayet har aldrig budt på mere forskellighed og den polering det har fået over årene kan mærkes. I en meget travl spilsæson kan jeg ikke anbefale Assassin's Creed: Revelations nok. Det er morsomt som spil sjældent formår at være, musikken er fænomenal, historien virker (selv uden en god skurk) og så er det bare virkelig sjovt at spille.

Vi har kun haft sporadisk adgang til multiplayer, men vender tilbage med mere om den del, så snart det er muligt