Ubisoft gjorde det tidligt klart, at de havde langsigtede planer for Assassin's Creed: Origins. The Hidden Ones markerer derfor den første af to større udgivelser, der tilføjer mere historie, nye områder, aktiviteter, missioner og meget mere til et spil, der allerede er fyldt med indhold.
Denne DLC finder sted et godt stykke tid efter hændelserne i hovedspillet. Bayek er på vej over det røde hav til Sinai for at hjælpe det lokale Hidden Ones bureau - i mangel på bedre ord. The Hidden Ones, eller Broderskabet, er stadig i gang med at forme deres vej og deres måde at leve på. Det er alt sammen guf for fans, der har fuldt franchisen længe, og på mange måder sker der mere meningsfulde ting i denne DLC, end der gjorde i historien af hovedspillet, der mere handlede om Bayek end om fødslen af snigmorderne. Og ikke kun det, så fortsættes dele af Origins historie, hvilket faktisk formår at binde nogle gode knuder, og får den samlede pakke til at føles mere helstøbt.
Så langt, så godt. DLC'en kommer med fire zoner, der alle er relativt små i omfang - den ene værende det røde hav, hvilket bare er vand - men de er alle pakket med aktiviteter og sidemissioner. Jeg brugte omkring syv timer på at fuldføre de nye sidemissioner, samt en god del af aktiviteterne, men hvis du ønsker at vende hver en sten, skal der nok gemme sig flere timer for dig. Det er også muligt at komme i level 45, hvilket sker ret hurtigt, da de nye missioner er gavnmilde med deres uddeling af XP - desværre er der ikke kommet nye skills at lære, så du vil enten proppe de nye skill points på dine mastery traits eller evner som du tidligere ikke fandt vigtigt.
Mit problem med DLC'en er, hvordan den føles som en fortsættelse af hovedspillet - bare mindre. Når rulleteksterne kører i Origins, har man befriet nok lejre, dræbt nok farlige dyr og har fundet nok kister, til man er klar til at prøve noget nyt. Der er en særlig charme i at have tiden til at trække vejret mellem udgivelser, og jeg har ikke nået at få Origins ordenligt på afstand, før jeg skulle igang igen. Og når motivationen ikke er der, kan det hurtigt føles som oprydning. Jeg satte pris på at løse de nye Papyrus Scroll-gåder, der var mere udfordrende, og derfor gav mig noget at tænke over, men derudover tilbød DLC'en på alt det man kendte.
Modsat Papyrus Scrolls der ikke har været bedre, har sidemissionerne ikke altid samme solide kvalitet. Der er guldklumper imellem, som en mission hvor jeg skulle følge efter en gal mands noter gennem hele kortet, og skulle dræbe en håndfuld fjender på vejen. Der var også en håndfuld gode snigmord, der opfordrede mig til at tænke over min indgangsvinkel, i stedet for at gå målrettet efter struben som det første. Desværre var der også missioner, der føltes underudviklet og dovne i deres design. Det var et punkt hovedspillet viste sine muskler, og det er på samme tid dejligt at se DLC'en fortsætte det gode arbejde, og ærgerligt at se dem fejle.
Sammenlignet med hovedspillet, fejler The Hidden Ones også på et andet punkt: tekniske fejl. Jeg fandt en del flere, hvilket inkluderer underlig opførsel hos NPC'erne, naturlove som tyngdekraften der ikke altid eksisterede hos alle beboere og så sad jeg enkelte gange fast i sceneriet. I en enkelt mission - hvor flere vagter kom på sporet af mig - faldt frameraten til kravlende hastigheder, der gjorde det umuligt at spille. Det kunne skyldes, at spillet havde svært ved at håndtere så mange alarmerede vagter på én gang, men jeg husker ikke hovedspillet havde problemer med det. Og så ofte jeg bliver opdaget, bør jeg vide det.
The Hidden Ones formår at fortsætte oplevelsen af hovedspillet på godt og ondt. Historien får et fokus på broderskabet, man savnede i Origins, men mange af aktiviteterne har man allerede udført utallige gange... og i tilfælde af sidemissionerne, så er det ofte set bedre før. Tekniske problemer til siden, så kan jeg med relativt rolig hånd skrive, at hvis du elskede oplevelsen i Assassins' Creed: Origins, så vil du finde meget at elske i The Hidden Ones. Bare overvej, om du er sulten nok efter mere af det samme.