Assassin's Creed Origins

Assassin's Creed. Selvom serien startede for relativt kort tid siden i 2007, så har den, og de designfilosofier den er konstrueret med, en fast plads i enhver gamers korttidshukommelse. Igennem et hav af forskellige kapitler har vi set formularen vokse, og det er gået stærkt. Fra det tredje korstog til den italienske renæssance, fra pirater til amerikanske frihedskæmpere, fra London til Caribien og tilbage igen. Sikke en rejse det har været, og sikke meget forspildt potentiale. For ikke bare er vi blevet introduceret for den ene interessante verden efter den anden, vi har også set dem smuldre, om det så er igennem den ringe tekniske tilstand Assassin's Creed: Unity udkom i, eller den rodede historie vi blev præsenteret for i Assassin's Creed III. Selv darlingen, Assassin's Creed II holder ikke til megen nøgtern analyse, hvis først man går i dybden. Ja, sandheden er at selvom Assassin's Creed har haft charmen, den historiske baggrund, udviklerkræfterne og de skyhøje ambitioner, så er eksperimentet bare aldrig rigtig lykkedes. Vi er kommet tæt på, men vi er aldrig kommet i mål.

Oven på udgivelsen af Assassin's Creed: Syndicate må Ubisoft have været blevet trætte af dette uomtvistelige faktum, at de med denne formular ikke kunne komme længere, at de sad endegyldigt fast i mudderet bestående af deres egen hybris og forfejlet innovation. Der var ikke behov for små tilføjelser hist og her, det var ikke længere muligt bare at slå bulerne ud med en mukkert og bevæge sig mekanisk og metodisk videre til næste års spil. Nej, Ubisoft gjorde noget som der sjældent sker i vores kære spilbranche - de stoppede op, og besluttede sig for at tage det hele tilbage til tegnebrættet. Resultatet er Assassin's Creed Origins, det nok mest ambitiøse stykke software Ubisoft nogensinde har skabt, og selvom spillet narturligvis kan præsentere den hidtil største verden, så er det de fundamentale ændringer i seriens DNA der gør indtryk.

Og her kommer vi traditionelt set til det sted i teksten, hvor vi på dramatisk vis skifter fra ambitiøs introduktion til nøgtern beskrivelse af de bestanddele og delelementer der udgør den helhed der er Assassin's Creed Origins. Det har jeg da så sandelig også i sinde at gøre, men for at bryde med protokollen en kende, så jeg vil også fortælle her fra start af, at Assassin's Creed Origins ikke bare er seriens bedste kapitel til dato, det er også uden tvivl blandt årets bedste spil. Og hvis du tænker over det, så siger det ikke så lidt. Ikke desto mindre er det sandt, om ikke andet for denne anmelder, og det forholder sig netop sådan, fordi Ubisoft turde at smide det hele i skraldespanden og starte forfra. Grunden til at Assassin's Creed Origins er så godt som det er, er fordi det ikke er Assassin's Creed længere, men noget helt andet.

Ja, så kan vi starte. Nu ved du hvor vi er på vej hen, du kender destinationen, og nu mangler vi bare at sætte ord på rejsen.

Og hvilket bedre sted at starte end med verdenen. Traditionelt set er det jo via verdenen, tidsperioden og de historiske karakterer at vi primært bedømmer Assassin's Creed-spil, og dette har trods alt ikke ændret sig. Assassin's Creed Origins ændrer nemlig hele sin struktur, sin formular, sit fundament, ved at invitere spillere tilbage til begyndelsen. Til begyndelsen af Assassin-broderskabet. Og der er vist intet bedre sted at lade denne fødsel udspille sig, end der hvor den moderne civilisation begyndte, det gamle Egypten. Ubisoft har tidligere brystet sig med at have skabt noget tilsvarende "hele" landet, og de blev mødt med harme og hån, men beskuer man de mange provinser der udgør denne gigantiske verden, så er man tilbøjelig til at tro dem. Spillets verden strækker sig fra storslåede, mangefacetterede handelsbyer som Memphis og Alexandria til sprudlende, levende oaser i Faiyum og fra gigantiske ørkener til udkanten af de store verdenshave. I denne verden finder du mennesker fra hele verden, handelsposter, fjendtlige fæstninger, store paladser, mørke templer, krokodille-infesterede floder, mystiske pyramider, skjulte gravkamre, masser af papyrusser med ny viden og alt du kan forestille dig derimellem. Ligesom The Witcher 3: Wild Hunt føles verdenen håndlavet, den føles designet, og hver en afkrog gemmer på noget der er værd at udforske. Sjældent har en åben verden der antager sådan en anseelig størrelse føltes så dyb. Ubisoft har aldrig gjort det bedre.

Men, netop det med størrelsen har vi vist alle hørt. For udviklere har det med at fortælle hvor stor en verden er, og benytte imponerende parametre og metrik i den forbindelse, men sjældent fortæller de hvad man egentlig skal foretage sig i den. Det vage begreb, "indholdsmængde" bliver ofte misbrugt, og det har Ubisoft nærmest været verdensmestre i, særligt i Ghost Recon: Wildlands der gav os en gigantisk sandkasse med en mærkværdigt lille mængde varieret indhold at opleve. Frygt dog ej, for det er så sandelig ikke tilfældet i Assassin's Creed Origins. For hele mentaliteten omkring at starte fuldstændig forfra går også igen i de opgaver, og den indholdsstruktur som de smarte hoveder bag Origins har implementeret. Egypten er fyldt til randen med opgaver, men ikke bare hvilke som helst opgaver - nej, interessante opgaver. Variation er kerneordet her, og på tværs af de mange provinser finder du et hav af forskellige ting at foretage dig, der alle er din tid værd. De traditionelle udsigtspunkter vender tilbage, men er ikke nødvendige for at udforske og udvide kortet (tak for det). Derudover er der naturligvis et hav af sidemissioner, hvoraf nogle faktisk foregår i flere led i takt med andre rollespil, men dem kommer vi til senere. Der er nyt grej at finde og opgradere, dyr at jage, gravkamre at udforske, fjendtlige fæstninger at indtage, materialer at stjæle, minispil at deltage i og naturligvis masser af samleobjekter. Faktisk opfører Assassin's Creed Origins sig mere som et traditionelt rollespil end et action-eventyr, og det skal vise sig at være blandt spillets mest definerende karaktertræk, og dets ultimative styrke.

Men, varieret indhold og en interessant verden er ikke meget uden kontekst, og den skal du heldigvis ikke finde helt på egen hånd, for traditionen tro er der en hovedhistorie at følge, hvor du gnubber skuldre med verdenshistoriens mest profilerede herskere, og får lov til at mærke historiens vingesus. Det lyder som én stor kliché, men i Origins' regi fungerer det pragtfuldt. Du er Bayek, og du er Medjay. Sådan en har du måske ikke hørt om før, men deres primære opgave er at beskytte Egyptens befolkning imod alle former for tyranni, om det så er grådige banditter eller en magtliderlig farao. Bayek har mistet det hele, og har kun gløden af sin vrede, og hans voksende hævntørst som selskab, og igennem ham oplever vi et blodigt korstog igennem Egyptens elite, både den religiøse og den magtfulde af slagsen. På hans rejse får han selskab af konen Aya, vennen Hepzefa og et hav af interessante sidekarakterer, der tilsammen udgør et varieret og spændende galleri. Ved første øje(og øre)kast fremstår Bayek en kende simpel, som en egyptisk afart af Connor fra Assassin's Creed III, og ham er der vist ikke rigtig nogen der savner. Men, Bayek viser sig faktisk at have et salt hav af facetter, og hurtigt bliver det tydeligt at hans had, hans inderlige vrede fylder præcis lige så meget i hans sind som hans behov for retfærdighed, og det skaber en ganske interessant streng i plottet. Naturligvis krydres der med karakterer som Kleopatra, Julius Cæsar og Ptolemaios, og de formår alle at fylde hovedmissionerne med tilpas megen intrige, politik og etiske dilemmaer. Fortsat er det dog oplevelsen imellem hovedmissionerne der på mest effektive vis kan fremvise alle de kvaliteter som Assassin's Creed Origins besidder, men dertil skal det dog siges, at Bayeks rejse er blandt de fineste vi har set i serien hidtil.

Om du så flyver igennem den ene hovedmission efter den anden, udforsker hver en afkrog af den åbne verden efter skjulte skatte, eller forsøger at hjælpe Egyptens undertrykte befolkning, så føles Assassin's Creed Origins ikke som et Assassin's Creed-spil. Det føles som The Witcher 3: Wild Hunt, og det er en ros og en parallel jeg ikke drager let. Det tydeligste tegn kommer i form af den håndlavede verden, men inspirationen er også at spore i det tekniske, det mekaniske islæt. Først og fremmest er kampsystemet ikke længere bare en sekvens af tilrettelagte animationer, der er specifikt designet til at tage styringen fra dig, og belønne dig med en følelse af kraftfuld bemyndigelse. I stedet har fjenderne et niveau, et antal livspoint, og særlige bevægelsesmønstre alt efter hvilken karakterklasse de er. Ligesom i The Witcher 3: Wild Hunt låser du dig fast på en enkelt fjende, og skal nu finde en balance i blokere med et skjold, benytte forskellige angreb med dit våben og undgå fjendtlig beskydning fra alle leder og kanter. Det er så sandelig en mere metodisk tilgang, og selvom du ofrer noget af den filmiske kvalitet der har præget tidligere kapitler, så har du nu fuldstændig styringen selv. Du har magten over Bayeks evner, hans prioritering i kampens hede, og om hvorvidt du får succes i kamp afhænger af din taktiske sans og dit grej. Det kan ikke udtrykkes klart nok hvor velkomment dette kampsystem er, og hvor stor en forskel det gør for din oplevelse af Assassin's Creed Origins. Tænk engang at glæde sig til at skulle i kamp i et Assassin's Creed-spil, tænk engang. Det er desuden muligt at benytte et hav af forskellige våben, der hver især er vægtet anderledes, og har forskellige former for angreb. Tilføj forskellige buer, ildbomber, giftpile og resten af det arsenal du normalt forventer at have til rådighed som Assassin, og så har du et eksplosivt, taktisk kampsystem, der giver dig den bedste RPG-fornemmelse i kroppen.

Og nu hvor vi er ved våbnene og grejet, så er dette ligeledes et af de aspekter der for alvor er blevet redesignet, og også nu ligger sig mere op af de faste rollespilskonventioner vi er vant til. Der er mange forskellige typer, lige fra spyd til daggerter, fra buer der affyrer tre pile ad gangen til jægerbuer, og de håndteres alle forskelligt. De har diverse statistikker og effekter der drastisk kan ændre din præstation i kamp, og de er alle af forskellig kvalitet, fra blå til guld. Derudover kan du opgradere din rustning ved at indsamle læder og andre materialer fra fjender og dyr rundt omkring i Egypten, så der er masser at tage sig til, hvis du er interesseret i at gøre din Bayek så personlig som overhovedet muligt.

Ligeledes har selve parkouren været genstand for store ændringer, og selvom den tilnærmelsesvis ligner det vi tidligere har set i blandt andet Assassin's Creed: Syndicate, så føles det bare som om at Bayek er mere bevidst om hvor du gerne vil hen denne gang. Det er svært at kvalificere eller kvantificere, men den sporingsalgoritme der skal pardanne dine kommandoer med hans bevægelser fungerer bare... ja, bedre i denne omgang, og kombinerer du denne bevægelsesfrihed med det mere åbne kampsystem, så får du en samlet mekanisk opsætning der aldrig har fungeret bedre. Det har ikke som sådan noget med Assassin's Creed at gøre, men godt ja, det føles det.

Det begynder alt sammen at tegne ganske godt, gør det ikke? Med en RPG-smag, et solidt kampsystem, velfungerende parkour, en stor interessant verden og varierede karakterer, så begynder det for alvor at ligne noget for Assassin's Creed Origins. Faktisk er det umiddelbart en kende svært for mig at finde noget definitivt jeg ikke kan lide, og det sker nu engang ganske sjældent. Men, hvis kritikken skal frem, og det skal den jo, så magter spillet ikke helt samme detaljeniveau i det nære perspektiv som sine forgængere. Dette ses delvist i kampene, hvor de filmiske animationer har måtte flytte sig og bane vej for mere kontrol fra spilleren, men også i de mere intime sekvenser, hvor verdenens ekspansive, bombastiske karakter snævres ind til én enkelt dialogudveksling imellem karakterer. Der er eksempelvis ikke helt samme sans for detaljer i synkroniseringen af karakterenes læber, og levende øjne og ansigtsmimik er der generelt ikke meget af, selv ikke i mellemscenerne. Det er ganske tydeligt at se, at Assassin's Creed Origins har en detaljesans, men de detaljer placerer de i de situationer du selv kan kontrollere. Dermed ikke at sige at spillet på noget tidspunkt er decideret grimt - tvært imod er spillets version af Egypten blandt de flotteste og mest velrealiserede verdener jeg nogensinde har oplevet, men det kan skurre en kende når man kommer helt tæt på. Men, tager man skalaen, variationen og spektaklet i betragtning, så er det ganske let at overgive sig til spillets visuelle design. Faktisk er det storslået.

Vi er ikke engang færdige med rosen endnu, den kommer bare i bølge efter bølge. Også musikken er værd at nævne, for den er bedre end nogensinde før. Netop denne kompliment kommer man ikke til sovende til, for de fleste husker det solide musikalske tema til Assassin's Creed II, der stadig er populært i dag. Fordi denne gang har de taget udgangspunkt i Assassin's Creed-filmen, der fik premiere tidligere på året, og før du flyver op af stolen og siger at den film ikke var god nok til at blive implementeret i spillene, så lyt engang til filmens soundtrack. Komponist Jed Kurzel har skabt et mesterligt musikalsk tapet, og dette er blevet brugt til at give Assassin's Creed Origins samme auditive islæt. Det er rytmisk, manuelt, og et fint modsvar til de elektronisk pulserende noter der løber igennem stort set alle store spil i dag.

Og så er rejsen tilendebragt. Vi er ankommet ved vores destination, ved den stærke udtalelse der blev introduceret i en af denne teksts første paragraffer. Selvom det er lidt af en udtalelse, og ikke noget jeg påstår let, så er det så sandt som det er sagt. Assassin's Creed Origins ikke bare er seriens bedste kapitel til dato, det er også uden tvivl blandt årets bedste spil. Med et kampsystem der giver styringen tilbage til spilleren, en velrealiseret verden, interessante karakterer, tonsvis af karaktertilpasning og en distinkt RPG-smag, der for alvor får en til at tænke på et bestemt polsk spilstudie, så er Assassin's Creed Origins kulmineringen af mange års tilpasning, mange års "trial and error", og her er vi endelig. Assassin's Creed-serien har nu nået sit fulde potentiale, med et spil der langt om længe kan matche ambitionsniveauet med den kvalitet fans forventer. Velkommen.