Assassin's Creed Mirage

Assassin's Creed-serien har altid handlet om at opleve fortiden gennem nutidens briller. Det er derfor meget passende, at det er præcist, hvad Ubisoft gør med Assassin's Creed Mirage, der efter man med Valhalla var kommet en smule for langt bort fra seriens DNA, forsøger at vende tilbage til rødderne. I sidste uge fik jeg lov til at prøve kræfter med tre timer med det kommende spil (det skulle egentlig have været fire, men Ubisofts previewsessioner er om muligt mere komplicerede end nogen Animus-maskine) og indtrykket, ja, det var positivt, yderst positivt endda.

Som de fleste nok har hørt, spiller vi som Bassim, der også havde en rolle i Valhalla. Året er 861, og den unge knægt er endnu ikke andet end en lommetyv i byen Anbar, lokaliseret i nutidens Irak. I previewets første mission følger vi efter barndomsveninden Nehal på en tur langs mindernes alle, hvis denne gik over hustage og forhindringer. Parkour er tilbage i stor stil, og vi hopper elegant over forhindringer, glider ned langs reb, kravler over mure og laver endda en slags stangspring, som er en af de få nye akrobatiske muligheder. Resten er genbrug, men det gør ikke så meget, da parkourdelen føles langt mere glat og naturlig end tidligere. Det kan stadig blive kluntet, men slet ikke i samme grad som tidligere.

Introen er hurtigt overstået, og vi springer i tid og sted til Alamut Castle, en lokalitet, der ligger i det nuværende Iran og som har en vis relation til de tidligere spil. Det bjergrige område fungerer som en slags træningslejr for snigmordere, og det var ganske morsomt at se Bassim forsøge seriens ikoniske Leap of Faith og lande med numsen først i en høstak. Heldigvis er der rig mulighed for at perfektionere sin parkour, da Alamut nok vinder den lidet flatterende pris som verdens mindst handicapvenlige destination. Hvert eneste område, hvad enten du vil besøge en træner eller en sælger, kræver dødsforagtende stunts at nå. Vores primære træning under vores mentor Roshan, en hærdet kvinde med en nærmest komisk hæs stemme, var dog ud i kampens kunst. Mirage har bevaret kampsystemet fra Origins og de seneste Assassin's Creed-spil, hvilket vil sige, at undvigelsesmanøvrer og præcist timede parader er helt essentielle, hvis du skal have en chance for at overmande de stærke fjender.

Kombinationen af forbedret stealth og et mere indlevende kampsystem, viser sig straks at være en vindende opskrift, da jeg endelig slippes løs i Bagdad. Med muligheden for at gemme sig i skyggerne og bruge klassiske værktøjer som røgbomber og giftpile, har vi alle værktøjerne, der skal til for at komme sikkert frem. Og i modsætning til eksempelvis Syndicate, er værktøjerne ikke bare rare at have - de er en streng nødvendighed. Bassin er ikke en fuldt udrustet kriger, der bare kan smadre fjenderne med råstyrke og kraftfulde våben. Rollespilsmekanikkerne er skåret ind til benet, og selvom der er et lille færdighedstræ, så vil du ikke kunne mose dig igennem spillet ved at grinde niveauer og finde bedre udstyr. Stealth er rent faktisk en nødvendighed.

Heldigvis for os er Bagdad en snigmordernes paradis med flere gemmesteder per kvadratmeter end nogen anden by. De flade tagterrasser er aldrig mere end et par hop eller sving borte, og vælger du at bevæge dig langs jorden, kan du altid forsvinde i den store, levende menneskemængde, der befolker markederne og de smalle gyder. Som mødested for ikke blot forskellige kulturer, men også civilisationer, er den antikke metropol yderst fascinerende og giver minder om Konstantinopel fra Revelations, blot på en helt anden skala. Da jeg zoomede kortet ud, blev jeg overrasket over, at hvad jeg troede var hele byen, blot var en af flere distrikter, og i modsætning til de sidste par spil, virker det rent faktisk til, at hvert lille hjørne er fyldt med gåder og hemmeligheder. Kommer man fra Valhalla, er det næsten som at gå fra et linoleumsgulv til et fint vævet tæppe.

Ligesom byen selv er missionsstrukturen underfundig og forgrenet. Hvor jeg indledningsvist var lidt ærgerlig over, at man ikke var gået tilbage til de afgrænsede, GTA-lignende missioner fra før serien blev til et rollespil, så blev min skepsis hurtigt gjort til skamme. Ubisoft Bordeaux er nemlig gået et skridt længere tilbage og har fundet inspiration helt tilbage i det originale Assassin's Creed. Dengang skulle Altaïr finde ledetråde for at nå frem til sit endelig mål, en på paritet god ide, der dog blev undermineret af, at det centrale gameplay blot bestod af den slags generiske aktiviteter, der sidenhen blev degraderet til sideaktiviteter. Her står den heldigvis på langt mere involverende efterforskning.

Først fandt jeg nogle stjålne varer for den kinesiske handelsmand Tong, som jeg kendte tilbage fra træningssessionerne. Det var dog ikke udelukkende for gammelt venskabs skyld, da han havde lovet at få mig med til en eksklusiv auktion, hvis jeg hjalp ham med et lille import relateret problem. Det endte med at koste den lokale havnemester livet, men så kunne jeg ellers også drage af sted til en af byens livlige basarer. Trods sit løfte kunne Tong ikke få mig hele vejen til auktionen, og jeg måtte nu drage på jagt efter en hårnål i en høstak, før jeg endelig fik adgang til auktionen, hvor en budkrig i sidste ende rev mystikkens slør af mit mål.

Variationen er stor, og det skyldes ikke mindst, at quest-linjen er alt andet en lineær. Samtidig løftes oplevelsen af nye dektektivelementer. Det virker til, at Ubisoft Bordeaux har ladet sig inspirere af Frogwares Sherlock Holmes-spil, for du bliver eksempelvis ikke længere altid ledt direkte til dit mål af lysende prikker på kortet. I stedet måtte jeg finde lokationer ved at lytte til vage beskrivelser, eller bestikke de lokale for yderligere information, hvilket kan gøres med en slags bogstavelig Street Credit, som man optjener ved at klare sidemål. Ved basaren blev jeg heller ikke direkte fortalt, hvad jeg skulle gøre, men måtte i stedet observere og udforske sine omgivelser, før jeg, ved at smuglytte til samtaler og følge efter relevante personer, endelig klarede mit mål. Byen vækkes virkelig til live af den slags mekanikker.

Skal jeg pege på noget negativt, og det er overraskende svært, vil det nok være, at spillets tone ikke rigtigt ræsonnerede med mig. Der er lette momenter undervejs og en del godmodigt drilleri karaktererne imellem, men humoren fra de glade Ezio-dage er udviklerne desværre ikke vendt tilbage til. Mirage virker som et seriøst spil, og dem har Ubisoft altså bare ikke været gode til at skrive siden det originale Watch Dogs. Jeg oplevede også en del grafiske glitches, men det må dog forventes før den officielle lancering - særligt da jeg streamede spillet.

Mine omtrent tre timer med Assassin's Creed Mirage var yderst positive. På forhånd havde jeg frygtet, at der blot ville være tale om en simpel tilbagevenden til den klassiske formel, som hang spillerne ud af halsen tilbage i 2015. Men Mirage er meget mere end det. Ubisoft Bordeaux virker nemlig til nøje at have udvalgt lige præcist de elementer på tværs af seriens nu 16 år lange historie, der bedst kan bringe fortiden til live. Med en intens oktober fyldt med store titler er Assassin's Creed for en gangs skyld forvist til skyggerne, men det ville ikke undre mig, hvis spillet alligevel hoppede frem og snigmyrdede konkurrenterne. Det lover rigtig godt det her.