Assassin's Creed IV: Black Flag

På et tidspunkt i den første Pirates of the Caribbean-film siger Johnny Depp, i skikkelse af den nu ikoniske kaptajn Jack Sparrow, dette: "Det er dét, et skib er, du ved. Det er ikke kun en køl og et skrog og et dæk og sejl, de er hvad et skib har brug for, men det et skib er... er frihed".

Jeg kan kun forestille mig at udviklerne fra Ubisoft har skelet til den replik, mens de arbejdede på Assassin's Creed IV: Black Flag, for når man står der ved rattet på Edward Kenways skib Jackdaw, så føler man unægtelig at verden ligger for ens fødder (eller sejl), og at man kan tage hvorhen man vil. Og uanset hvor man ender, så finder man et eventyr, noget at opdage og udforske, en skat at grave op, et dyr man kan flå, en samlegenstand man kan snuppe. Eller en tempelridder, man kan myrde.

Det er selve essensen af mytologien og romantikken omkring sørøvere, kogt ned til en enormt gennemarbejdet miniudgave af det caribiske hav, og som modsat førnævnte Depp-eventyr stadig er bundet i virkeligheden. Selvfølgelig den der let fordrejede udgave af virkeligheden, som serien er kendt for, hvor en lang række prominente historiske figurer er blevet til tempelriddere eller medlemmer af snigmorder-ordenen, men stadigvæk virkeligheden.

Turen går blandt andet til Havanna, Nassau, Kingston og Cayman-øerne, og vi møder legendariske skikkelser som Sortskæg, og en lang række andre sørøvere, guvernører og så fremdeles, hvis navne måske ikke ringer klokker hos andre end historieentusiaster, men som næsten alle kan findes på Wikipedia.

Hovedpersonen Edward Kenway finder man selvfølgelig ikke i historiebøgerne, men det gør ham ikke mindre karismatisk. Han er vittig og storskrydende, om end lidt ensporet. Kort sagt tænker han kun på at score store skatte, så han kan vende hjem som rigmand eller sejle sin fraseparerede kone til Caribien fra hjemlandet Wales. Han er ikke engang snigmorder i den traditionelle forstand - uniformen med den karakteristiske hætte har han bogstaveligt talt plyndret sig til, og går mest af alt med den, fordi han synes den er sej.

Edward har hidtil enæret sig som kaper for den engelske konge, men eftersom krigen mellem England og Spanien er slut, er den branche ligesom kuldsejlet. Derfor kaster han sig over et liv som pirat, men ender alligevel i kambolage med tempelridderne. De er på jagt efter en skat kaldet Observatoriet, som ingen helt er sikre på hvad er, men som tilsyneladende er fuldstændig uvurderlig, og derfor vil Edward selvfølgelig også have fingrene i den.

Selvom Edward formelt set ikke del af snigmorder-ordenen, så er han gjort af den samme støbning. Han har også Eagle Vision-sansen, er skrab med både sabler og knivblade, og fordi han har et veludviklet horn i siden på områdets mest højtstående tempelriddere, viser han sig hurtigt at være nyttig for snigmorderne. Selvom han så at sige pryder sig med lånte fjer.

Men nu skal det på ingen måde forstås sådan, at man blot er reduceret til at være andres stikirenddreng. Edward er sin egen mand, kaptajn på sit eget skib, og gør mere eller mindre hvad der passer ham.

Når først man har anskaffet sig et skib, kan man sejle hen stort set hvor man vil, og livet til søs er begivenhedsrigt. Man støder konstant på drivgods og skibbrudne, man kan samle op og tilføje sin besætning. Jævnligt kommer man forbi småøer, der ikke er blevet kortlagt, hvor man kan finde skatte og andre samlegenstande. Man skuer spanske og engelske handels- og krigsskibe i horisonten, og et hurtigt blik med kikkerten afslører deres relative styrke i forhold til ens eget skib, og hvad deres last består af. Rom og sukker kan sælges for kolde kontanter, mens træ, jern og stof er vigtige ressourcer til opgradering af ens eget skib, såsom kanoner, rambuk, stærkere skrog, mere plads til ammunition og besætning.

At plyndre andre skibe er mest af alt en sideaktivitet, men det er en skøn en af slagsen, og en man under alle omstændigheder er nødt til at kaste sig ud i, da man ellers får usædvanligt svært ved at klare nogle af de senere missioner i hovedhistorien. Man skærer gennem bølgerne, affyrer den ene bredside og mortersalvo efter den anden, indtil ens udsete bytte bryder i brand og ligger stille. Herefter har man et valg: man kan give det en bredside mere, og lade det gå til bunds, hvorefter man scorer halvdelen af godset, eller man kan borde det, nedkæmpe besætningen og score hele byttet. Jo større skib, des mere udførlig er processen (på små skibe skal man kun dræbe et bestemt antal fjender, mens man på større skuder måske også skal nakke kaptajen eller kappe flaget fra toppen af masten), og des bedre bytte.

Havene er tæt trafikerede, og man ender ofte i kamp med to tre skibe af gangen. Til tider må man også kæmpe med tåge, uvejr og enorme bølger, der kan være enormt destruktive, hvis man ikke møder dem lige på. Har man bidt over mere end man kan tygge, er der ikke andet for end at sætte alle sejl og tage flugten, mens man håber på at vinden er med en.

Man ser også jævnligt engelske og spanske skibe i kamp med hinanden, og som en anden ådselsæder kan man snige sig ind og plyndre resterne bagefter - eller bare blande sig og gøre deres duel til en trekamp.

Føler man sig dristig, kan man også forsøge at erobre et fort. Disse er noget tungere befæstede og bevæbnede end de fleste skibe, men de er besværet værd. Når først deres kanoner er skudt i stykker, og kommandøren er stukket ned, afsløres alle skjulte områder og lokationer i et udsnit af kortet nemlig, lidt i stil med udsigtspunkterne til lands. Hidtil forbudte farvande, hvor krigsskibe ellers angriber, så snart de ser en (og man kan sige sig uden om deres synsfelt i klassisk Metal Gear Solid-stil), bliver også sat fri, så man kan sejle uforstyrret rundt.

Det hele foregår fuldstændig sømløst, uden antydningen af loadtider eller andet. Ser du en ø, du vil besøge, er det bare at kaste anker, træde væk fra rattet, hoppe ud over rælingen og svømme derhen.

Undtagelsen er de større byer og bosættelser som førnævnte Havanna, hvor spillet mere eller mindre starter. Ser man deres omfang, er det dog let at tilgive. Her er fyldt med butikker, sidemissioner og andre aktiviteter, de nu så velkendte udkigstårne med deres synkroniseringspunkter (der er så fast en del af serien, at de efterhånden også dukker op i andre Ubisoft-spil), og det er også her, store dele af historien udspiller sig. Altså er her masser af freerunning henover tagrygge og gennem trækroner. Som altid er verdenen din legeplads, og du kan nærmest gå hvorhen du vil.

Meget er som det plejer til lands. Edward har ingen bue som barnebarnet Connor senere ville få, men med lidt crafting kan han til gengæld bære op til fire pistoler. Kampsystemet og så videre er som vi kender det fra forgængerne, og spiller nøjagtigt som det skal. Jeg hopper gerne i flæsket på fjendtlige soldater, uanset om det er i direkte konfrontation eller med en diskret dolk i ryggen, for det er en fornøjelse hver gang.

Det eneste punkt, hvor Black Flag skuffer en smule, er i styringen - ved det, at den er ganske som den plejer. Det betyder at Edward til tider kan være en kende for ivrig efter at løbe op ad dørstolper i stedet for at løbe gennem døren, og jeg har opgivet at tælle hvor mange gange, jeg lige er hoppet op på et stykke gods, i stedet for at stoppe op foran det. Til tider føler man sig mere som en klodset klovn end en elegant friløber, men systemet er stort set kun problematisk i de situationer, hvor du ikke vil op på hustage, grene, master og så videre. I de tilfælde, hvor du rent vil hoppe, springe og løbe afsted på ting, du aldrig turde begive dig op på i virkeligheden, virker det upåklageligt.

Tilbage i nutiden er der til gengæld sket store ændringer. Desmond Miles er ude af billedet, og i stedet spiller vi som en navneløs hovedperson, der netop er startet hos Abstergo Entertainment. Kort sagt er de en spiludvikler, der graver i genetiske minder for at finde historier, som egner sig til virtual reality-oplevelser. Det er i hvert fald forklaringen på overfladen, men graver man lidt dybere, viser sandheden sig selvfølgelig at være mere dyster.

Der er kun en lille håndfuld af disse nutidssekvenser, der alle foregår i førstepersonsperspektiv, og de er ganske korte. Man kan dog, hvis man vil, til hver en tid træde ud af Animusen og forlade piratlivet for en stund, mens man lister omkring på kontoret og hacker kollegaernes maskiner. På den måde kan man samle en masse baggrundsviden, men det er på ingen måde et krav.

I og med at Desmond er et overstået kapitel, virker AC4 også som et oplagt sted at starte for folk, der ikke er hoppet på serien endnu. Mekanikkerne er efterhånden så gennemprøvede og finpudsede, at gameplayet i spillet stort set ingen mangler har, og man behøver ikke den store kontekst for at forstå hvad der foregår, nu hvor seriens "rigtige" hovedperson også er skiftet ud.

Min Xbox fortæller mig, at jeg har været omkring 23 timer om at gennemspille historien. Men dertil skal det siges, at inden jeg tog hul på Xbox-udgaven, havde jeg spillet halvdelen af kampagnens 12 sekvenser igennem på PlayStation 4 over cirka 14 timer, og derfor kunne brage gennem dem i anden omgang. Derfor kan man nok godt forvente at hive 28 til 30 timer ud af spillet, og mere endnu hvis man virkelig går til den med sidestof.

Grafisk er PlayStation 4-versionen selvfølgelig de gamle konsoller overlegen. Billedhastigheden er højere og mere stabil, og omgivelserne er langt mere detaljerede. Her er mere vegetation, et smukkere hav, og væsentligt flottere ansigter og figurmodeller. Hvad angår gameplay og indhold, er de to spil identiske.

Multiplayer vender selvfølgelig også tilbage i Assassin's Creed 4: Black Flag, men vi har desværre ikke nået at teste den. Kort sagt er der tale om en videreførsel af multiplayer-delen fra forgængerne, hvor spillerne lister rundt blandt civile, der ligner dem på en prik, og forsøger at snigmyrde de andre spillere uden selv at blive opdaget. Der er et par forskellige variationer over det grundlag, men essensen i dem er den samme. Kunne du lide forgængernes multiplayer, vil du sikkert synes om dem, og har de ikke sagt dig noget, vil AC4 næppe ændre din holding.

Er du som jeg, er det historien der lokker ved Assassin's Creed 4: Black Flag, og den er efter min mening forrygende. Kombinationen af seriens klassiske gameplay med det åbne hav, og den enorme følelse af både frihed og eventyr rundt om hvert et hjørne, går rent ind. Nyskabende er det ikke - vi har set det hele før, dog i vidt forskellige omfang - men Ubisoft er efterhånden så hjemmevante i AC-seriens grundsøjler, at det hele bare kører i olie. Udover at være et glimrende Assassin's Creed, så er Black Flag også det bedste sørøverspil, jeg mindes at have spillet, og får mig til at undres over, at der ikke har været flere forsøg i genren. Black Flag leverer varen. Yo-ho, yo-ho, a pirate's life for me!