Ashes of the Singularity II Preview: Der er smæk for skillingen!

Tusindvis af kampvogne, køretøjer og angrebsfly bevæger sig hen over et tørt ørkenlandskab. De er i gang med at erobre områder for derefter at nedkæmpe en virkelig udfordrende modstander, der dog råder over gigantiske robotter og laservåben. Det giver mig en følelse, jeg ikke har haft, siden jeg spillede det originale spil og senest Supreme Commander. Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med konceptet bag denne titel, og jeg kan med det samme sige, at ydeevnen er bedre end i forgængeren, og det føles bedre at spille. Præcis som i etteren spiller du som en af to fraktioner og opbygger massive styrker, der bruges til at besejre fjenden på gigantiske kort. Jo længere kampene varer, desto større og farligere enheder får du adgang til.

Det samme gør sig gældende i efterfølgeren, men denne gang har vi en række nye funktioner og endda en helt ny fraktion (hvoraf den ene er låst i denne pre-release version). En stor nyhed er, at kortene nu er opdelt i små områder, som du skal erobre, før du kan udvinde ressourcer og opføre bygninger. Det er et dristigt valg, da forgængeren ikke var designet på den måde. I Ashes of the Singularity: Escalation kæmpede man om point på kortet, og jeg forstår godt tanken bag ændringen; rent gameplay-mæssigt skaber det et bedre flow i kampene. I demoen fik jeg indtrykket af, at hver kamp starter med, at du bygger en base i din zone, men de begrænsede byggepladser tvinger dig ud for at erobre nabozonerne. Det skaber nye strategiske valg og reducerer risikoen for, at spillere blot "skildpadder" sig inde i deres base hele kampen.

Jeg ser klare fordele ved det nye system, herunder behovet for mere planlægning, men ulempen er tabet af frihed. Noget af det, jeg elskede ved Supreme Commander og udvidelsen Forged Alliance, var, at man kunne sende arbejdere ud og bygge en base lige hvor man ville. Omvendt resulterede det ofte i et langsomt tempo, og jeg mistænker udviklerne for at prøve at finde en balance, der holder spilleren aktiv hele tiden. At de to fraktioner føles mindst lige så forskellige som i det første spil, er et stort plus. De har forskellige baggrundshistorier, bygninger og strategier - ikke helt på niveau med Starcraft, men mere varierede end i Supreme Commander.

De to stridende fraktioner er United Earth Forces og Post-Human Coalition. En tredje fraktion, Substrate, vil være med ved lanceringen sammen med en singleplayer-kampagne. Denne efterfølger minder lidt om situationen mellem Supreme Commander 1 og 2; der er store ændringer, herunder et teknologitræ og svagere forsvarsværker, hvilket signalerer, at aggression er vejen frem. Spillet er bygget til hurtigere og mere intenst gameplay, hvilket nogle vil elske, mens andre vil savne forgængerens stil.

Jeg nød dag- og natcyklussen, og at tropperne føltes gode at navigere med. Grafikken har fået et løft, og det er nemt at zoome helt ud for at få overblikket. Som i forgængeren handler det om "macro-management" af store hære frem for detaljeret "micro-management". Prototype-våbnene ser også farligere ud denne gang og gør mere skade, hvilket er en forbedring over Supreme Commander 2, hvor de eksperimentelle enheder ofte døde for hurtigt. Skalaen er god, og de enorme krigsmaskiner tårner sig virkelig op over de små enheder. Lyden er også solid, hvilket altid hjælper i strategispil.

Oxide Games tager nogle chancer med denne efterfølger, og det kan blive kontroversielt. Jeg er dog nysgerrig efter at se det færdige produkt. Det er sjældent, vi får denne type storstilede RTS-spil, og det er altid underholdende at "male kortet" med sine tropper. Om spillet ender som en succes som Dawn of War 2 eller bliver kritiseret som Supreme Commander 2, må tiden vise. En af de største udfordringer bliver at balancere "spam" af enkelte enhedstyper, som f.eks. bombefly, der kan udradere et hovedkvarter på ingen tid. Jeg er håbefuld, men har også en nagende bekymring for, om ændringerne er for store i forhold til grundkonceptet.