Hvad er dit drømmespil?

Virkeligheden lever sjældent helt op til ens forventninger. Men hvad nu, hvis den gjorde?

Det har vi spurgt os selv om i denne artikel, hvor nogle af Gamereactors dygtige skribenter kommer med bud på deres ultimative drømmespil.

Her er der ingen budgetbegrænsninger. Ingen udgivere, der presser på for en tidlig lancering. Ingen tekniske begrænsninger og day-one patches. Kun vores vildeste gaming-fantasier.

Og hvem ved? Måske bliver nogle af spillene afsløret til E3 en gang i fremtiden?

Martin Svane drømmer om:

Days Gone 2

Der var mange gode muligheder for det ultimative drømmespil. Min første umiddelbare tanke var mine yndlingsspil i min barndom Jak & Daxter-serien, som i min mening så sandelig fortjener et nyt spil med vores nuværende teknologi! Forestil jer, hvad mulighederne ville være? Et dark & gritty fantasy Jak & Daxter spil med Naughty Dogs nuværende evner? Ja tak! Derefter gik mine tanker til Beyond Good & Evil 2, men det er jo kun et drømmespil i den forstand, at det snart har været undervejs i ... hvad? 13 år? Hvad med en efterfølger til PS2 niché-spillet Kya: Dark Lineage, som sluttede på en vild cliffhanger? Anyone...?

Der er masser af muligheder, men jeg endte på en af mine mest overraskende spil-oplevelser sidste år, da jeg endelig fik spillet det postapokalyptiske biker-spil Days Gone igennem på PS Now. Det havde ikke rigtig været på min radar overhovedet efter lunkne anmeldelser, og det faktum, at jeg faktisk slet ikke er spor vild med hverken zombier eller bikere. Alligevel var Days Gone en skinnende perle i en mørk Corona-tid.

Ja, det er lidt groft i kanterne, men det er netop derfor, at vi skal have en efterfølger, og det var der da også mange fans som stærkt forventede, indtil Bloomberg-rapporten for nogle måneder siden. Det er desværre ikke tilfældet, og jeg kan da kun håbe på at underskriftsindsamlingerne er nok til at ændre Sonys (stupide) holdninger. Days Gone rammer desuden PC d. 18 maj, så forhåbentlig dét kommer til at overtale Sony.

For selvom det ikke blev modtaget spor godt, så er Days Gone i min mening et mega fedt spil. Fed verden, fed præmis og fed stemning. Mange af launch-problemerne er blevet fikset, og jeg mødte ingen problemer på min platinum-trophy rejse sidste år, og selvom det "kun" er et 8/10 spil for mig, så har en efterfølger virkelig potentiale til at blive godt! Det hjælper selvfølgelig en hel del, at Days Gone sluttede på en episk cliffhanger, og det ville være en skam, hvis der aldrig blev fulgt op på den spændende post-apokalyptiske fortælling, synes I ikke?

Hvis I ikke har fået spillet Days Gone endnu, så var det gratis med PS Plus i sidste måned, og udkommer til PC d. 18 maj, så der er ingen undskyldninger længere!

Troels Ryde Grann drømmer om:

Et 3D Donkey Kong
Retro Studios' Donkey Kong Country: Tropical Freeze er min yndlings 2D-platformer og et af mine yndlingsspil nogensinde. Eftersom det i mine øjne fuldendte 2D-platformeren som genre, savler jeg ofte ved tanken om, hvordan man kan oversætte dets gameplay til en sprudlende 3D-platformer.

Jeg forestiller mig, at det har Super Mario Oddyseys artstyle og grafik, og at det foregår på en nyfortolkning af DK Island. Øen er semi open-world, men har en tiltænkt lineær progression gennem de fleste af dets zoner. Forestil dig at svinge sig i lianer over sumpe fulde af snappende alligatorer. At ride på næsehornet Rambi over en knastør, solbagt savanne gennem svitset, gulligt græs. At udforske skibsvrag og undersøiske grotter på bunden af havet omkring øen på sværfisken Enguarde. Og gemt bag øens største vandfald: Et omfattende netværk af mørke, spindelsvævsfyldte huler og tunneler, du navigerer med edderkoppen Squidder, og som forbinder øens zoner og gør backtracking nemt og overskueligt. Spillet har desuden en aktiv dag/nat-cyklus, og når øen ligger badet i måneskin, hvisler græshopper hektisk, frøer kvækker i sumpe og ildfluer lyser natten op.

Spillets hovedfjende skulle ikke være Kremlings fra de gamle Rare spil, ej heller Tiki Tak-klanen eller Snowmads fra Retros spil. Det skulle være mennesket. Historien er simpel: Mennesker med rifler og iført jagttøj og solhatte sejler i land på DK Island med ét formål: At kolonisere øen, fange dens dyr og fragte dem til en zoologisk have på fastlandet. Din mission som den slipsbærende gorilla: At befri alle tilfangetagne dyr og forene øens dyrerige. Ved at klatre, svinge, hoppe, slå og kaste med overmodne vandmeloner og stenhårde kokosnødder, befrier man gradvist flere og flere af de velkendte Kongs og Animal Buddies, og det er med disses assistance, at man låser op for flere udforskningsmuligheder, og spillets Metroidvania-elementer kommer i spil. Naturligvis bliver hele oplevelsen forstærket af fløjtevenlige og gåsehudsinducerende melodier fra David Wise, og mystisk, ambient musik at udforske til a la Metroid.

I spillets sidste akt, når hele øen er udforsket, kaprer man et skib og sejler til en storby på fastlandet, King Kong-style. Ligesom i Jurassic Park 2 bliver menneskerne i havnen chokerede, når skibet lægger til uden noget mandskab, og der ud af dets lastrum springer en hel horde af hævngerrige dyr med Kong-familien i spidsen. Et koordineret angreb på storbyens zoologiske have og befrielse af alle dens dyr udgør spillets sidste bane. Og naturligvis er en stor, blegfed jæger samt ejer af den zoologiske have sidstebossen.

Tak mig senere, Nintendo.

Anders Baad Mai drømmer om:

Persona Hogwarts

At skrive om Harry Potter i dag fylder min mund med en uhyggelig dårlig smag. Efter J. K. Rowling endegyldigt viste sin hånd gennem en serie af problematiske tweets om transpersoner, har det magiske univers mistet sin magi for mig. Budskaberne om at være sig selv, og at det er okay ikke at følge de stramt optegnede linjer, som samfundet forventer af dig, rammer bare ikke plet på samme måde. Hvorfor vælger jeg så at skrive om et spil, sat i hendes univers som mit drømmespil? Fordi jeg for et kort øjeblik vil tillade mig at drømme. Jeg vil ikke kun drømme om et spil, jeg har leget med i tankerne siden jeg første gang spillede Persona 4: Golden på min Vita, og læste Harry Potter for 20. gang inden sengetid. Jeg vil drømme mig tilbage til en tid før J. K. Rowling begyndte at tweete. Tilbage til dengang Harry Potter-universet stadig var magisk, og et fast tilflugtssted når den virkelige verden enten var lidt for virkelig eller lidt for kedelig.

Persona-serien og Harry Potter-serien kunne gå så elegant sammen. Hvis jeg skulle nævne det gennemgående tema for begge serier, kunne jeg skære det ned til ét ord; venskab. Begge serier byder på meget andet, men det er selve venskabet, der bliver ved med at sende mine tanker nostalgisk tilbage til dem begge. Venskabet mellem Yosuke, Yokiko, Chie og Teddie, der perfekt indfanger oplevelsen af at sidde sammen med personer, som man godt kan prikke lidt til, fordi det altid bliver sagt med kærlighed. Det samme gør sig gældende for Persona 5, da jeg glædeligt kørte igennem den 100+ timer lange historie i Royal-udgaven - ikke fordi jeg ville genopleve kampsystemet, men fordi jeg ville hænge ud med Morgana, Yusuke og Makoto igen. Det var ikke historien om kampen mellem Voldemort og Harry, der fik mig til at samle bøgerne op gentagne gange. Det var noget så simpelt og universelt som venskabet mellem Harry, Ron og Hermione. Det var problemerne, de mødte på en daglig basis, når de igen fik lektier for i spådom, eller forberedte sig på de kommende eksamener. Venskabet, hverdagens problemer og sammenholdet når man møder modstand, ser jeg som kernen af begge serier, og derfor har jeg altid leget med tanken om, at forene de to.

Jeg forestiller mig ikke, at man frit kan vælge mellem alle fire huse, og personerne du møder er forskelligt alt efter om du er Gryffindor eller Hufflepuff. Persona-serien forstår netop glæden i at blive guidet i starten, hvor spillet præsenterer nogle af karaktererne, hvor de står i forhold til hinanden, de overnaturlige problemer og først derefter, giver de spilleren frie rammer til at takle hverdagen. På samme måde skulle spilleren blive tildelt et hus - ikke noget man selv kunne vælge. I det hus vil du møde en samling personer, som du langsomt (over 100+ timer) bygger et tæt bånd sammen med. I vil lave lektier sammen, hænge ud efter skoletid, og selvfølgelig forsøge at løse et overordnet plot, som netop kræver nogle unge rebeller med ben i næsen.

Der er et parallelunivers derude, hvor en masse intolerante ting ikke er blevet tweetet. Hvor Harry Potter beholdt sin magi, og jeg som en gammel og tilfreds mand kunne sætte mig under lampens lys, og igen blive opslugt af de samme følelser, som fyldte mig som barn. I dette univers vil det perfekte spil også eksistere, og for at være helt ærlig, så er jeg ekstremt misundelig på den Anders, der lever i den virkelighed. Jeg må nøjes med at drømme mig dertil.

Jakob Hansen drømmer om:

The Witcher: Dandelion

CD Projekt Red jokkede gevaldigt i spinaten med Cyperpunk 2077, og her tænker jeg hverken på den overdrevne hype eller spillets rædderlige tekniske tilstand. Nej, hvad der virkeligt skuffede mig var, hvor uinspireret det hele virkede. Gameplay løftet fra bedre spil og halvhjertet implementeret. En historie, der lånte så mange sider fra William Gibsons tidlige værker, at han med rette kunne opkræve dem bibliotekspenge. Den samme generiske cyberpunk-æstetik vi har set i dusinvis af spil allerede. CD Project Red har brug for at vende stemningen, og hvilken bedre måde at gøre det på end at vende tilbage til den serie, der grudlagde deres succes?

Vi ved allerede, at et nyt Witcher spil faktisk er under udviklingen, og at det efter alt at dømme ikke kommer til at omhandle Geralt of Rivia. Det bliver højst sandsynligt et spil med mange originale karakterer, men hvis mine drømme gik i opfyldelse (hvilket de kun alt for sjældent gør), så skulle vi spille som Dandelion, den livsglade troubadour, der følger Geralt i tykt og tyndt, og forvandler hans blodige eventyr til ren poetisk vin.

Jeg forestiller mig at tonen i spillet skal være lidt som i de klassiske Bard's Tale, hvor der bliver gjort godt og grundigt grin med de traditionelle fantasi- og rollespilskonventioner. Hvert niveau eller mission skal tage form som en af Dandelions ballader, og den poetiske overdrivelse, der kendetegner troubadourens sange, skal selvfølgelig også komme til udtryk i kampene, der er 100% over the top. Her besejrer Dandelion fjenderne, enten med sin skarpe tunge som i Monkey Island, eller gennem episke guitardueller, som man selvfølgelig selv skal spille på bedste Guitar Hero-maner. Jeg forventer derfor stærkt, at spillet også kommer med en medfølgende plastik-lut.

Jeg har svært ved at forestille mig noget federe, end Dandelion der udkæmper en drabelig guitarduel mod Kongen af The Wild Hunt ombord på et flyvende skib, mens det regner ild og konfetti ned over de begejstrede landarbejdere og vaskekoner, der på magisk vis har fået adgang til koncerten.

CD Projekt Red har med det glimrende Thronebreaker vist, at de godt kan kombinere deres mesterlige historiefortælling med ukonventionelle kampsystemer, så jeg tillader mig altså at drømme videre lidt endnu.

Det var så vores drømmespil. Men hvad håber du på? Kom gerne med dit eget forslag i kommentarerne.