Dansk
Gamereactor
artikler
The Callisto Protocol

Ude i Horisonten: The Callisto Protocol

Tidligere Call of Duty-instruktør laver gigantisk singleplayer-gyserspil, der foregår i samme verden som PUBG. Vildt? Åh ja.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Ved du endnu ikke hvad denne artikelserie handler om, så kommer der her en lille opsummering. Vi befinder os i en tid med nye konsoller, og med masser af spil der teknisk set er afslørede, men som vi endnu ved intet om. Derfor besluttede vi os for at lave en artikelserie. En serie af spekulative tankestrømme, hvor vi kigger nærmere på én af de titler vi ved kommer ude i fremtiden, takket være en vag teaser, et ensomt logo eller bare en mundtligt overleveret bekræftelse fra en børstet CEO til et investormøde. Pointen her er at vi skitserer hvad <em>vi ønsker os fra disse kommende spil, og hvordan de kan supplere de andre hjørner at det line-up vi kender fra Sony og Microsoft, Nintendo og diverse tredjeparter. De valgte at afsløre spillene på det tidspunkt de gjorde, så derfor kan de godt få en lille pædagogisk opremsning af potentielle faldgruber med på vejen. Det er da det mindste.

Del 10: The Callisto Protocol

Engang imellem er der bare spilprojekter der tager dig fuldstændig på sengen, ikke sandt? Projekter der lyder så bizarre, mærkelige eller direkte usammenhængede, at du næsten ikke kan forestille dig det interne møde, hvor udviklerne skulle sikre sig økonomisk støtte til netop det projekt.

Sådan havde jeg det lidt, da vi sidste december først så teaseren fra The Callisto Protocol, et gyserspil der tilsyneladende positionerer sig selv som en slags tematisk spirituel efterfølger til Dead Space-serien (R.I.P Visceral Games). Den teaser var godt nok helt og aldeles CG, og giver os absolut ingen idé om hvordan spillet egentlig ser ud, men det var ret tydeligt at der er store kræfter bag, selvom det er en helt ny IP.

Dette er en annonce:

Det er desuden det allerførste spil fra studiet Striking Distance, men det ledes faktisk af ingen ringere Glen Schofield, tidligere Sledgehammer- og Call of Duty-instruktør. I øvrigt er Striking Distance allerede over 150 medarbejdere, og har et kontor bestående af adskillige bygninger i Californien. Hvor kommer alle de penge fra?! Særligt når nu The Callisto Protocol er et lineært gyserspil, der traditionelt set ikke sælger 10-20 millioner eksemplarer.

Ovenstående spørgsmål er faktisk retorisk, vi ved præcis hvor pengene kommer fra, for i et mærkværdigt twist er Striking Distance officielt et "PUBG Studio", altså finansieres og køres det Krafton, eller PUBG Corps. Det betyder også at det her science fiction-gyserspil, der tilsyneladende foregår på en fjern planet er en del af PUBG-universet! - what...the... f*ck?

Okay, lad os lige samle tankerne her, og lad os spekulere på hvordan The Callisto Protocal kan overraske os positivt, når det så endelig fremvises, som forhåbentligt er snart.

Dette er en annonce:
The Callisto Protocol

Fasthold gyset
Ja, det lyder måske som om at man får den her pointe foræret, når man laver et gyserspil, men når man nu drager inspiration fra Dead Space-serien, så er det afgørende at man vælger det rigtige kapitel. Dead Space 3 valgte nemlig at lade selve gyserdelen af spillet glide lidt ud til fordel for noget mere action-orienteret (og kooperativt). Hurtigt betød det at spillets monstre ikke længere føltes truende, eller synderligt skræmmende, og herfra var der ikke andet for at pløkke alt der bevægede sig i snestormen.

The Callisto Protocol lader til at satse mere på intim uhygge, ud fra den ene teaser i hvert fald, og forhåbentlig leverer Striking Distance en oplevelse der afspejler den designfilosofi. Lad styringen være tung, lad fjenderne være uoverkommelige, lad strukturen være udfordrende. Men fremfor alt - skræm os.

Det er ikke det samme som at vores protagonist skal være magtesløs - det var Isaac jo heller ikke. Men sårbarhed og uvidenhed er afgørende hvis man skal etablere uhygge.

I må gerne lave referencer til PUBG
Det her lyder måske helt tåbeligt, men at The Callisto Protocol foregår i samme univers som PlayerUnknown's Battlegrounds er faktisk lidt spændende. Det må naturligvis ikke være direkte, og forhåbentlig spiller denne forbindelse ikke nogen central rolle i Striking Distance' spil. Men der må godt være referencer.

Hvis det bliver gjort ordentligt, så kan det jo være at PUBG får sig et skud troværdig eksposition oven i hatten, og det kan samtidig være at vi lærer lidt mere om hvordan vores verden udviklede sig fra den vi ser når vi kaster os ud med faldskærm i Erangel, til en forladt base fyldt med rummonstre.

Den her forbindelse er så bizar, at den kan ende med at blive en positiv tilføjelse for begge spil. Naturligvis er det en tynd line at balancere på her, men hvis Krafton er interesseret i at udvide deres univers ved at finansiere flotte, separate spilprojekter som The Callisto Protocol, og derigennem udvide rammerne for deres historiefortælling, jamen så lad os da se hvad I kan.

Lad os blive udfordret
Jeg er faktisk ikke selv særligt stor fan af hele ideen om at jeg skal "mestre" et spil. For mig handler det mere om at opleve det. Det føles en kende antikveret at man så absolut skal "vinde", eller "besejre" et givent spil, men naturligvis hører det sig mere til i nogle specifikke genrer end andre.

Og netop gyserspil lader til være solidt positioneret til også at kræve noget af spilleren, om det er planlægning og strategi, håndtering af ressourcer eller bare udfordrende fjender. Du kæmper jo trods alt for at overleve i forvejen, så hvorfor ikke gør det til mekanikkernes og strukturens mantra også?

Jeg håber derfor lidt at The Callisto Protocol kræver noget af dig som spiller, eller om ikke andet kræver at du tænker dig om inden du bruger ressourcer. Det skal helst være en konstant cost/benefit-analyse.

The Callisto Protocol
The Callisto ProtocolThe Callisto Protocol

Monstre kan godt opføre sig som spøgelser
Ud fra teaseren er det ikke helt tydeligt hvad det er vi kommer til at kæmpe imod i The Callisto Protocol. Jo, vi ser en cellekammerat blive til den her frygtindgydende rumzombie, eller hvad det nu er, men om hvorvidt det er den egentlige trussel? Det er for tidligt at sige.

Lige meget hvad, så er der nogle afgørende gyserregler at spille efter her, og det er at hvis man bruger zombier, eller monstre for den sags skyld, så positioner dem som spøgelser. De bør stadig være esoteriske, mystiske og svære at forstå. De bør kunne dukke op rundt om hvert et hjørne, og være en allestedsnærværende trussel.

På mange måder er det sådan at Xenoen i Alien: Isolation opfører sig. Den er naturligvis en fysisk skabning, et rovdyr, men den bevæger sig som en ånd, ind og ud af din bevidsthed, og du er aldrig sikker, aldrig tryg.

Zombier har en tendens til at blive overeksponerede for hurtigt, og det gør at de mister den uhyggelige dimension, som de har i starten. Lad os håbe at det ikke sker her.

Vær mystisk!
Nu hvor vi er ved det med mystikken, så håber jeg at det bliver en central del af The Callisto Protocol. Overeksponering er et centralt problem i mange spilfortællinger, hvor eksposition bliver kastet i hovedet på spilleren i løbet af de første 20 minutter, og så handler resten egentlig bare om at undslippe, eller at redde en bekendt.

Lad os måske bare ankomme på den her rumbase, udforske den på vores egne præmisser, og lad historien have nogle interessante hooks, uden at vi får det hele serveret på et sølvfad.

Hvad forventer du af The Callisto Protocol?

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold