Dansk
Gamereactor
artikler

Zelda fejrer 35 års jubilæum: Her er vores personlige favoritter

Den elskede og ikoniske Nintendo-serie, The Legend of Zelda, fylder 35 år i år, og her er en liste af redaktionens favoritter i serien.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Ketil - The Legend of Zelda: Majora's Mask

Indtil for knap to år siden begrænsede min personlige erfaring med The Legend of Zelda sig til Breath of the Wild og Phantom Hourglass. Det var et af mine store blind spots, og jeg har ihærdigt forsøgt at rette op på det. Af de klassiske titler mangler jeg stadig Wind Waker, men jeg har efterhånden skåret mig igennem en betragtelig del af Links eventyr på kort tid. Når man skal vælge sin favorit efter at have opdaget serien på den måde, resulterer det i to ting. For det første er nostalgi fjernet fra ligningen og derudover falmer betydningen af de teknologiske og mekaniske fremskridt, som visse spil blev fejret for i sin samtid. Det rammer et spil som Ocarina of Time, hvis mytologiske status i høj grad beror på netop disse to ting. Som førstegangsspiller er historien dog for traditionel og verdenen ligeså til, at det er at finde blandt mine absolutte favoritter i serien. Nej, så giv mig hellere Majora's Mask. Et spil der i sin samtid ikke slog benene væk under folk på samme måde som sin forgænger, men den dag i dag tager sig klart bedre ud.

Majora's Masks mest unikke mekanik er dets tidsbegrænsning og selvom der allerede er brugt (for) meget spalteplads i spilmedier på diskutere denne del, fortjener dens rolle i at forbedre gådeløsning og sidequests at blive nævnt. Det handler ikke længere kun om hvem og hvad, men også hvornår, hvilket giver en ekstra dimension til opgaveløsningen - så at sige. Derudover har Majora's Mask den nok bedste historie af de Zelda-spil, jeg har spillet. Det er mørkt, underligt og så er Skull Kids tragiske historie oprigtigt rørende. Majora's Mask slår også et slag for kvalitet over kvantitet. Der er kun fire rigtige dungeons, men de er mindeværdige og spillets eneste rigtige by, Clock Town, føles mere levende end nogen anden i serien. I en serie hvis take på fantasy ofte er lidt for basalt og ufarligt, er Majora's Mask en funklende mørk undtagelse på den bedste måde.

Zelda fejrer 35 års jubilæum: Her er vores personlige favoritter

Magnus Laursen - The Legend of Zelda: Oracle of Seasons

At vælge blandt den grønklædte nisses eventyr, er som at vælge mellem sine børn. Derfor tillader jeg mig at snyde lidt og vælge det kriminelt oversete tvillingepar: Oracle of Seasons og Oracle of Ages. Links eventyr er fantastiske, hvad end de foregår til vands, til lands eller i luften. Men når jeg lukker øjnene og drømmer mig tilbage til Hyrule, så er det i et todimensionelt perspektiv at jeg ser spillenes farverige verdener træde frem. Seasons og Ages bød ikke kun på storslåede eventyr i lommeformat, men også for en original måde at forbinde to fortællinger. Når du klarer det ene spil, får du en kode som du kan bruge når du starter det andet. Gør du det, låser du op for ekstra våben, små hemmeligheder, karaktergengangere og den ultimative revanchekamp mod den mørke grisefyrste, Ganon himself!

Dette er en annonce:

Du kan starte med Seasons og slutte med Ages eller omvendt. Kombinationerne er endeløse... agtigt. Af særligt den grund står de to Game Boy Color titler for mig som nogle af de bedste, mest kreative og charmerende spil i serien!

Zelda fejrer 35 års jubilæum: Her er vores personlige favoritter
Dette er en annonce:

Mathias - The Legend of Zelda: Breath of the Wild

Mens jeg bestemt er sympatisk overfor Zelda-purister, der stedfast argumenterer, at BotW er et af de værste Zelda-spil (RIP, Skyward Sword), grundet det bryder med adskillelige udødelige Hyrulean traditioner, står jeg personligt ved det modsatte. For mig er det en af de mest tro efterfølgere til de originale spil, eftersom det indkapsulerer det som The Legend of Zelda i virkeligheden handler om. Udforskning. Eventyr. Og for alt i verden: underholdning. Alt dette uden at ofre plot, sværhedsgrad eller gameplay. Det er uden tvivl den mest veludviklede og tryllebindende open-world oplevelse jeg har erfaret, fra start til slut.

Supplerende er et enestående soundtrack, en fantastisk RPG-inventory og et fysik-system, der gør eksperimentering lettilgængeligt og underholdende, både i og udenfor kamp. Det eneste minus; at der ikke er nok post-game. Men det er selvfølgelig heldigt nok, ellers havde jeg nok spillet det endnu.

Zelda fejrer 35 års jubilæum: Her er vores personlige favoritter

Martin - The Legend of Zelda: Oracle of the Ages

Jeg skammer mig lidt over at indrømme det her - stolt gamer som jeg er -, men jeg har faktisk kun spillet igennem én The Legend of Zelda titel. Jeg har aldrig ejet hverken GameCube, Wii, DS eller Switch, men har kun haft adgang til en Gameboy Color tilbage i mine yngre dage, og det har derfor ikke været nemt at spille The Legend of Zelda i min opvækst.

Senere som teenager forsøgte jeg at give mig i kast med Majora's Mask og et par andre Zelda-titler igennem nogle af de populære emulatorere (shh... ikke fortæl det til Nintendo!), men jeg blev aldrig rigtig fanget. Om det var de dårlige controls på min allerede ringe bærbar, eller om det var min PS3 og dets spil-katalog, som så mere appetitligt ud, kan jeg ikke svare på med sikkerhed. Hvad jeg dog ved er, at jeg kun har gennemført The Legend of Zelda: Oracle of Ages på Gameboy Color, og det derfor automatisk må være min personlige favorit.

The Legend of Zelda: Oracle of Age har jeg derimod sunket jeg ved ikke hvor mange timer ind i, i dyb koncentration lukket inde på mit børneværelse. Jeg spillede det igen og igen, og startede forfra gang på gang bare for at leve mig ind i det fantastiske univers, og kæmpe mig igennem de forskellige dungeons for at få adgang til nye og spændende gadgets. Min personlige favorit var 'fjeren' som tillod Link at hoppe, noget som virkede helt skørt i den 2D verden, som Oracle of Ages foregik i. Når jeg tænker tilbage på min barndom og min tid med Gameboy Coloren, så er det ikke Super Mario, Pokémon eller Megaman, som står klart i min erindring, men derimod denne The Legend of Zelda-perle, og den medrivende verden, som spillet foregår i.

Zelda fejrer 35 års jubilæum: Her er vores personlige favoritter

Magnus Groth - The Legend of Zelda: A Link Between Worlds

Jeg ved godt at jeg skrev en artikel for nylig, hvor jeg beskrev hvordan det var at give The Legend of Zelda: Breath of the Wild en chance til. Det har været en magisk oplevelse, at tænke på et spil i flere år, for så at udleve drømmen om at prøve det igen, og derefter blive helt nyforelsket.

Men mit yndlingskapitel er dog 3DS-spillet The Legend of Zelda: A Link Between Worlds, et spil jeg ikke helt føler bliver nævnt i nok sammenhænge, når spillene skal rangeres. Jeg flyttede til København i 2012, og fordi jeg kom fra Møn af, hvor mange af mine bedste venner på daværende tidspunkt stadig boede, tilbragte jeg meget tid på at cykle rundt, lære nye steder og mennesker at kende, og generelt foretage lidt tiltrængt "soul searching".

Samtidig var det også en periode hvor jeg ikke spillede nær lige så meget, men jeg formåede dog at låne en 3DS af en ven, og dertil netop The Legend of Zelda: A Link Between Worlds, et spil jeg sad i min relativt tomme lejlighed i timevis og stirrede på.

Det har var faktisk min første reelle oplevelse med et Zelda-spil, og det er også kun ét af to spil i serien jeg til dato har spillet. Det der dog gjorde det så magisk, er at jeg aldrig har samlet det op igen. Den ene gang var nok, og det passede perfekt til mit liv på daværende tidspunkt. Jeg afleverede 3DS'en tilbage, og spillede stort set ikke flere spil på platformen siden da.

Men den tid jeg havde i Hyrule og Lorule, hvor jeg brugte dage på at løse puslespil, udforske den relativt åbne verden og nyde den ene genialt designede passage efter den anden, vil altid være noget særligt.

Zelda fejrer 35 års jubilæum: Her er vores personlige favoritter


Indlæser mere indhold