Breaking Point - Spil vi bare ikke kunne færdiggøre

Som gamere, så har vi alle nogle titler placeret i vores bagkatalog, som vi simpelthen ikke kunne få os selv til at færdiggøre, enten fordi de var alt for lange, alt for frustrerende eller direkte kedelige. Spil kræver en heftig mængde tid at gennemføre, og hvis de fejler i at bevare vores opmærksomhed, så er det mere end nemt at blive distraheret af en anden attraktiv spiltitel. Her er et par af vores spil, som vi endnu ikke har set til slutteksterne på, af en eller anden årsag:

Dark Souls 3 - The Ringed City - Kieran Harris (England)

Dark Souls 3 var spillet, som på enkelt hånd inspirerede hele denne her artikel. Helt indtil det sidste stræk i denne efterfølger, var jeg fyldt til randen med strålende selvsikkerhed, da jeg, efter at have øvet mig godt og grundigt, havde erobret de originale Dark Souls-spil, og endda den mere udfordrende Artorias of the Abyss-udvidelse. The Ringed City, derimod var det sted hvor jeg nåede mit bristepunkt. Denne endelige gauntlet testede min tålmodighed helt fra start af med spøgelsesbueskytter, som dræbte mig øjeblikkeligt med et utal af pile, og englelignende kreaturer som tvang mig til at hoppe i dækning for at undgå deres sindssyg kraftfulde stråleangreb.

Efter at have set 'You Died'-skærmen flere gange end jeg helst vil indrømme, så fik jeg endelig banet vej til den endelig boss, Slave Knight Gael. Denne sidste forhindring på vej til at gennemføre spillet endte med at være en sand torn i siden, da hans HP-bar var gigantisk, og hans angreb ekstremt uforudsigelige. Jeg fandt mig på grænsen til at overvinde ham flere gange, bare for at blive fanget på det forkerte ben og overtrumfet af en af hans comboer. Hvad der gør endnu mere ondt ved denne kamp, er at jeg undervejs i min gennemgang fik hjælp af Gael til at overvinde flere bosser, da jeg kunne summon ham som en hjælpende NPC. Hallo, Gael! Come on, jeg troede vi var venner!?

Ghost Recon: Breakpoint - Magnus (Danmark)

Det er sku da meget sjovt, at artikelserien hedder stort set det samme, det er næsten som om at hele ideen blev inspireret af Ubisofts mildest talt skamfulde opfølger til det ellers fine Ghost Recon: Wildlands. Jeg har brugt rigtig, rigtig mange timer på Ghost Recon: Breakpoint. Jeg har sågar spillet det i adskillige omgange for blandt andet at teste Ghost Experience-opdateringen.

Hver eneste gang jeg har forsøgt, så har det slet og ret skyldes, at jeg på det tidspunkt troede at Ubisoft havde fået bjerget den synkende skude. Men nej, der er bare noget dybt inde i kernen på Breakpoint, der er så bundroddent, at ingen indholdsopdatering eller rettelse kan få det spil på ret køl (det kører med de maritime referencer).

Spillet er ikke direkte forfærdeligt, der er tilpas tilfredsstilende gameplay i visse sektioner, men verdenen er for fjendtlig til at den er underholdende at bevæge sig igennem. Der er simpelthen for mange RPG-elementer, og spillet virker konstant fanget mellem det realistiske og det underholdende. Og vigtigst af alt; Ubisofts manglende evne til at kreere en mere traditionel, lineær fortælling, ødelægger virkelig det hele.

Maneater - Kieran Harris (England)

Maneater er et spil, som jeg virkelig gerne vil elske, men til slut kunne jeg slet ikke pine mig selv igennem for at nå til slutteksterne. Spillet lader dig spille som et af naturens mest dødelige væsner, og har RPG-mekanikker implementeret på en sjov måde, og titlen bliver kaldt en "shaRkPG". Hvad er der ikke at elske? Jeg var dog hurtig til at forlade min tid som rovdyr langs kysterne, da det var utrolig kedsomligt og repetitivt at svømme mig igennem historien.

Helt indtil det sidste stræk, så havde jeg været investeret i historien, der fungerede som en naturdokumentar og fulgte kampen mellem hajen og jægeren. Jeg var nysgerrig på at se hvordan denne rivalisering ville ende, men jeg kunne ikke gøre det uden at færdiggøre flere missioner først. Hvert nyt område af spillet havde de præcis samme banale opgaver, hvor du skulle dræbe mennesker, sluge dyrelivet, og så kæmpe mod et gigantisk sømonster. Imod slutningen gjorde jeg det utænktelige, og endte med at gå på YouTube for at bryde ud af dette repetitive loop, og få en afslutning på historien.

Super Mario Sunshine - Kieran Harris (England)

Jeg skammer mig en smule over den her, da jeg endda var den som anmeldte Super Mario 3D All-Stars for den engelske udgave af Gamereactor for ikke så længe siden, men Sunshine er stadig en af de få Mario titler, som jeg ikke har gennemført. Isle Delfinos solfyldte omgivelser er smukke, og jeg elsker hvordan spillet står ud fra resten af serien, og har en mere fokuseret historie, men der er bare én kæmpe forhindring, som holder mig fra at komme endnu videre i spillet, og det er F.L.U.D.D.

Okay, det her vandbaserede apparat giver Mario flere platformevner, og muliggør også en mere kampfokuseret tilgang, men det føles bare forfærdelig kedsomligt at bruge. Når man fyrer skud af vand afsted under bosskampe, så er Mario nødt til at stå helt og aldeles stille, og det føles clunky på Switch'en at positionere sig korrekt for at ramme med din skud. Det er måske en kontroversiel holdning, men jeg kunne egentlig heller ikke lide hvordan den traditionelle platforming, som vi elsker fra serien, er blevet betydeligt ændret her, og du er ofte afhængig af F.L.U.D.D's evner for at komme endnu højere op. Med dette forfærdelige apparat som en fundamental del af gameplayet, så kunne jeg simpelthen ikke andet end at smide håndklædet i ringen på denne her titel.

Monster Hunter World - Ben Lyons (England)

Der er nogle spil derude, som folk helt universelt holder af, men som man simpelthen ikke kan komme på bølgelængde med. For mig er Monster Hunter: World et af disse spil. Jeg skaffede Capcom-titlen på dens lanceringsdag sammen med en ven, og vi havde planlagt af udforske den monsterdræbende verden sammen. Men den grusomt designede brugerflade, og den latterligt stejle indlæringskurve skubber nye spillere væk fra titlen, og vi var begge klar til at lægge den væk efter et par timer. Selvom vi vendte tilbage et par måneder siden for at forsøge endnu en gang, så var det præcis de samme problemer, som vi mødte igen.

Jeg siger ikke at Monster Hunter: World er et dårligt spil overhovedet. Gameplayet er sjovt, og verdenen er spændende at udforske, men det er virkelig udfordrende at hoppe ind i og spille for en ny spiller. Titlen var tydeligvis designet til at behage universets veteraner fra det første minut, og dem af os som så frem til at prøve noget nyt, blev udeladt fra festen. Det er ikke særlig ofte, at en brugerflade og en indlæringskurve frastøder mig fra et spil, men når man i forvejen ikke har en verden af tid eller kræfter til intenst at nærstudere og lære meta spildetaljer, så blev Monster Hunter: World et stort nej tak ret hurtigt for mig.

Mad Max - Martin (Danmark)

Mit bristepunkt var ikke så meget en væg af udfordring, men nærmere en væg af frustration og opgivelse. Jeg havde tilbage i 2018 hørt blandede ting om 2016's Mad Max før jeg startede det op - det var hverken helt vildt skidt, men heller ikke synderligt godt. Jeg startede spillet op, og havde egentlig ikke de største forventninger til det.

De første par timer af spillet er da også helt okay, om ikke andet meget 'meh', og selvom gameplayet er en direkte kopi af det typiske kampsystem fra Arkham-serien, som åbenbart er blevet den nye kampnorm, så holdte det min interesse i noget tid. Jeg begyndte at bygge min bil, Max' Magnum Opus, og undervejs som jeg kom længere ind i spillet blev jeg mere og mere investeret indtil lige pludselig, hvor jeg fik unlocket en luftballon som afslørede kortet og alle de ting man kunne lave - og det var der jeg ramte bristepunktet.

Mad Max er fyldt til randen med trivielle opgaver, og hele kortet er spækket som en dalmatiner med 'points of interests'. 'Points of interests'? Gu' er det ej! Hvorfor tror udviklere at spillere gider kæmpe sig igennem et væld af uinteressante opgaver før de kan komme videre i historien? Mængden af ligegyldige ting at lave i Mad Max overvældede mig så meget, at jeg med det samme slukkede for spillet, og har aldrig kigget tilbage siden da. Heads up til alle udviklerne derude - bare fordi I kan fylde spillet til randen med opgaver, betyder det ikke at I skal det. Har I hørt om kvalitet frem for kvantitet?

Hvilke spil er dine "breaking points"?