Fortælling fra Skyrim 3. og 4. del

Lee fortsætter fortællingen. Læs første del her eller klik her for anden del.

Sneen fyger, og jeg iagttager det dæmonisk udseende tårn, der foran mig knejser mod himlen. Herinde findes svaret på Dawnstars problemer og de mange dødsfald og mareridt, der plager den lille landsby.

Erandur misser med øjnene da snefug rammer ansigtet. Så kigger han på mig og med et næsten skamfuldt blik fortæller han historien om tårnet. Præsterne i Nattevægterens Tempel, som det dengang hed, tilbad gudinden Vermina. Efterhånden som ritualerne blev mere og mere krævende, blev det nødvendigt med flere ofre og mere tid.

Ofrene var de lokale orker, og den påkrævede tid fik præsterne fra kraften Miasma. Denne kraft kunne sætte tiden i stå, og dermed i mindre doser give præsterne hvad de havde brug for til at gennemføre de komplekse ritualer. Da orkerne opdagede hvad der foregik, stormede de templet. I et sidste forsøg på at redde deres livsværk slap præsterne Miasma-kraften løs og frøs kampene i et evigt limbo.

"Så snart vi bryder ind i templet, risikerer vi at de kæmpende præster og krigeriske orker vågner op fra deres dødslignende søvn", fortsætter elveren. Naturligvis er det ikke alt. For resterne af Miasma kan resultere i sindsyge og i værste fald døden.

Den her redningsaktion begynder at se noget mere kompliceret ud, end da jeg invilligede i at deltage. Især da Erandur skamfuldt fortæller, at han for flere årtier siden var den præst, der slap kraften løs. Spørgsmålet er, om jeg kan stole på ham. De mørke elvere har ikke gjort meget for at indgyde tillid i min verden, men et job er et job. Og jeg er Nord. Jeg er Dragefødt. Hvad kan gå galt?

Jeg børster sneen af min læderbrynje og åbner den tunge trædør ind til tårnet. En ram lugt af råddenskab og mug møder mine næsebor, da jeg træder ind i noget, der ligner en mødesal. Prædikestolen står tom. Lokalet ekkoer af svundne tider. Tilskuerne er væk.

Da Ernadur vifter med hånden, begynder en solid stenmur at ændre form og skinne som en lilla tåge. Vi går gennem tågen og træder først der ind i det enorme tårn, der nu viser sig at være langt større og dybere, end det ved første øjekast så ud til udefra.

Enorme kampestenstrapper snoer sig i det mørke dyb, mens der langs indermurene er enorme glasvinduer i alskens nuancer. Lys farver trappetrinnene fra midten af tårnet. Der er vores mål. Korruptionens Kranie, fortæller Erandur. Et dystert navn til en stav, men ganske passende. Den krogede stav har en top formet som et dæmonisk gedekranie. Et rødglødende skær omgiver podiet, hvor staven befinder sig.

Ifølge Erandur er dette, hvad der skaber de mange mareridt. Den magiske stav samler sin styrke gennem menneskers drømme. Som en mare rider den sig til styrke. Den er afhængig af drømmene. Vi begiver os ned af de mørke stentrapper. Jeg strammer grebet om min tohåndsøkse, da jeg svagt kan høre lyden af raslende brynjer.

En ork skærer gennem luften med sit enorme sværd. Jeg undviger, og med et præcist hug kløver jeg hovedet fra kroppen, og krigeren falder til jorden med et hult bump. Jeg tørrer øksens klinge af på den nu livløse krops klæder og fortsætter ned ad trapperne. Min fod hamrer ind i intet, da luften pludselig bliver hård som sten.

En magisk barriere, konstaterer Erandur. Kom, fortsætter præsten.

En sidedør åbnes, og vi træder ind i hvad der sikkert engang var et samlingssted for templets lærde. Reolerne langs væggene rummer nu kun forkullede og lasede bøger. Under den sidste desperate kamp har præsterne sikkert forsøgt at besegle deres viden og brænde de mange bøger om trolddomskunst.

Endnu en lyd.

Luften sitrer af blå lyn. En robeklædt præst skriger besværgelser. Jeg må tæt på, hurtigt. På afstand holder jeg ikke lang tid. Jeg blokerer for de magiske dødstråler, da jeg vælter en reol foran den ranglede person. Men inden jeg når dertil, er præsten nedlagt af endnu en ork. Jeg gengælder gestussen ved at placere et solidt hug, der splintrer den fremadstormende krigers kranie.

Det virker som om hele bygningen er vågnet efter årtiers dvale. Erandur råber, at vi skal lede efter en bog med Verminas billede på forsiden. Jeg rykker febrilsk et par forkullede bøger ned fra en tilfældig hylde. Støvet kilder i næsen, mens mine fingre danser hastigt henover rækken af bøger. Tykke, tynde, støvede og forkullede. Hvor fanden er Verminas billede? Jeg føler mig en anelse dum, for jeg aner ikke hvordan hun, den eller det ser ud. Og alligevel er jeg ikke i tvivl, da jeg endelig griber om en lilla bog der virker næsten uskadt.

Jeg rækker den til Erandur, der med en næsten manisk ivrighed begynder at læse.

Erandur bladrer stadig gennem den støvede bog, det er tydeligt at han leder efter noget bestemt. Og med et højt "AHA" bekræfter han den antagelse.

Verminas Torpor, en eliksir. Med den kan jeg trænge gennem den magiske barriere. Ved hjælp af mine drømme. Mit drømmelegeme kan nemlig passere forhindringen uskadt, og når jeg vågner, vil mit fysiske legeme været fulgt med.

Jeg udbryder frustreret: "det er jo umuligt".

Og Erandur iagttager mig, som jeg ville iagttage en af de tiggende drankere omkring Winterhold. Sådan med et let opgivende blik i øjnene, inden han forbarmer sig og forklarer.

Ingen i præsteordenen kan benytte eliksiren, men en ude fra, en som mig, kan. Jeg besidder samtidig styrken til at overleve virkningen. Min begejstring vil ingen ende tage. Hvorfor pokker sagde jeg ja til at hjælpe med det her? Nåe ja, penge.

Vi finder miksturen, jeg drikker, og så sker det.

En kvalm fornemmelse overvælder mig. Som en aften med for meget mjød. Alt for meget. Jeg tumler rundt, indtil to præster griber fat i mig og spørger: Castmir, er du okay? En refleksion i en af de spejlblanke gyldne vægge afslører, at Castmir er det navn, Erandur bar for årtier siden.

Det virkede. Jeg er i Erandurs minder. Som en drømmevandrer. En blodig præst vælter rundt om hjørnet og skriger: orkerne invaderer. Gangene genlyder af kaos. De to præster kigger velvidende på hinanden og så på mig.

Det er tid til Miasmaen. Den evige søvn. Templets hemmeligheder skal bevares, og mit job er at sikre dette ved at sprede den giftige gas. Så tror da pokker at Erandur var opsat på at hjælpe byens beboere. Han har brugt årtier på at forsøge at råde bod på denne forfærdelige gerning.

Et hoved ruller forbi mine fødder. Overalt i templet er der kaos. Lilla kutteklædte præster skyder lynild med hænderne, mens muskuløse brynjeklædte orker danser en dødsdans i en sø af afhuggede lemmer.

Jeg ignorerer alt dette, mens jeg løber gennem gangene i mit nu ganske spinkle legeme. Og der er døren uden barriere. Jeg stormer gennem den, og de gyldne korridorer forvandles til forkullede rester fra en svunden tid.

Jeg er på den anden side af barrieren. Omtumlet mærker jeg mine, MINE, muskler spændes. Jeg er tilbage.

Bravo, nærmest hvisker Erandur. Det var fantastisk. Det ene øjeblik var du foran mig, og det næste var du på den anden side af barrieren. Og du overlevede.

Jeg skuler let over den sidste bemærkning, men Erandur er allerede på vej ind i det store rum i bunden af tårnet. Ind til staven, til Korruptionens Kranie.

To mandstemmer springer ud af intet, og jeg genkender dem som præsterne fra min drømmevandring. De håner Erandur som deres sidste handling, før min tohåndsøkse får dem til at tie. Hovederne ruller og blodet dækker stengulvet i en stadig større pøl.

Erandur ignorerer kampen og næsten som besat iler han mod staven. Det gløder stadig rødt omkring den dæmonisk udseende stav, og præsten begynder at messe for at fjerne den sidste barriere mellem os og vores mål.

Det er her, jeg hører en kvindestemme. Stemmen bønfalder mig om at dræbe Erandur. Den fortæller mig, at han kun er ude efter de uanede mængder rigdomme, som staven vil give ham. At han i virkeligheden er den onde. Jeg lytter til den bønfaldende kvindestemme og kigger på den messende præst, der allerede en gang har forrådt dem som stolede på ham.

Jeg overvejer kort, før jeg...

Og det er her hvor Skyrim virkelig bliver interessant. For hvad gør du som spiller? Dræber du Erandur og beholder staven til dig selv, eller husker du din oprindelige opgave, og vælger at stole på den arrede mørke elverpræst? Valget er dit. Men du må leve med konsekvenserne.

Som med alt andet i Bethesdas mesterværk, er det ikke altid lige til at gennemskue den rette vej, og måske er der ikke kun en?