Gamereactors Game of the Year 2020: Bedste Historie

Så er Game of the Year i gang, og vi har en række spændende kategorier at få afgjort mellem nu og nytårsdag, og du vil hver dag kunne læse om en ny vinder, samt de tre opløbere der var lige ved at tage sejren. Er du i tvivl om hvordan vi har fundet frem til årets vindere, så kan du læse mere om proceduren samt filosofien bag afstemningen lige her.

Vinder:

The Last of Us 2

Puha, The Last of Us 2 var en mavepuster. Sjældent har et spil kastet os så meget rundt i følelserne, som det skete her, og det er storslået. Ganske enkelt storslået. Det er svært at tale om The Last of Us 2's historie uden at spoile den - og det skal man ikke! - men det er også svært at komme uden om, at den var kontroversiel. Mere end kontroversiel; den frembragte decideret had hos nogle. Men det er okay (så længe vi ikke taler om dødstrusler). Det er en del af Naughty Dogs sejr: At ture tage en chance med et så elsket spil som The Last of Us og smaske vores kærlighed lige tilbage i fjæset på os, det er, ja... ganske enkelt storslået. At bede os om først at hade en karakter, for derefter at bede os om at spille som selv samme karakter i flere timer, er et fortællergreb som satser alt, men også vinder alt ved at skabe en fortælling, der går under huden på os, så det sitrer. Verdenen i The Last of Us-serien synes ikke at skabe andet end folk fyldt med had og frygt, og alt, der følger med, er vold og blod. Det første spil gav os en fornemmelse af kærlighed, men det var en kærlighed bygget på selviskhed og løgn. 2'eren viser os det traume, som følger her af. Spillet ikke bare viser det, det holder det lige op i snotten på os, og tvinger os til at kigge. Men i sidste ende handler det om at komme igennem det traume, tilgive og ikke give det videre til andre, når man selv har magten til at stoppe det. Da en hovedkarakter til sidst sidder i vandkanten efter næsten 30 timers vold og blodsudgydelse og bryder sammen, sidder man tilbage med en blanding af indebrændthed og forløsning; det er en af de bedste historier fortalt på spil, men hold kæft hvor har man ondt i hjertet efter at have spillet det.

Runner up:

Half-Life: Alyx

Half-Life 2 er en vaskeægte klassiker, og det bliver stadig refereret til som et af de bedste spil, der nogensinde er lavet. Desværre blev spekulationer om en mulig 3'er til en joke i spilverdenen, og mange troede ikke længere på, at det skulle ske - lige indtil nu. Alyx er ikke en 3'er - det foregår før 2'eren - men det er et nyt Half-Life-spil, og det er et spil med en historie, der snildt kan hamle op med sine foregængere. Og så er det muligvis det bedste VR-spil til dato. VR har, som så meget andet teknologi, lidt været fanget et sted mellem seriøst potentiale og spøjs gimmick. Det skulle da lige være indtil Valve meldte sig på banen. Alyx er ikke bare et af de bedste VR-spil, og et af årets bedste spil, det viser også at VR er et seriøst redskab til at fortælle historier med, når bare en udvikler sætte sig for at udnytte det. Hovedpersonen Alyx er en ung kvinde med al den charme, som gør en hovedperson tiltalende, og det samme gælder hendes medhjælper, Russel, som kommunikerer med én gennem spillet. Stærkest står Half-Life: Alyx dog når mørket fylder et rum, og rumvæsener kravler ud af krogene. Så er det man begynder at overveje om, dette VR-fænomen ikke frembringer lidt for meget indlevelse.

Runner up:

Ghost of Tsushima
Som I Assasins Creed Valhalla, udforsker Ghost of Tsushima en historisk periode, som vi er mange, der har drømt om at få lov at opleve. Den klassiske samuraifortælling har markeret sig stærkt på film, men vi har aldrig rigtig fået en værdig udgave på spil. I hvert fald ikke af den kaliber som Ghost of Tsushima er. Spillet har en gudesmuk verden, som er farverig og dyster på samme tid, et kampsystem som knap kunne få en til at føle sig mere som en samurai, men det har også i grunden en solid historie. Fortællingen om en invaderende hær, og hvad en mand af ære gør, når han bliver sat overfor denne prøvelse, er samurai-genren værdig. Den nationale krise i Japan bliver spejlet i hovedpersonens egen tvivl og opgør med traditionerne. Konflikten mellem pligt og følelser er en historie så gammel som historiefortælling i sig selv, men Ghost of Tsushima forstår at bruge den i sit fulde potentiale.

Runner up:

Assasins Creed Valhalla

Det er ikke altid Assasins Creed-serien har ramt plet, når det kommer til historiefortælling. Serien begyndte godt, løb så lidt for meget ud af en konspirationsteoretisk tangent, og nu er de fleste nok efterhånden ved at være ligeglade med den rammefortælling, som spillene altid er blevet presset ned i. Det er ikke The Animus, som er det fede ved Assasins Creed, men den historiske periode som hvert spil udforsker og genskaber. Mange af de mest spændende perioder i historien gør sig dog ikke nødvendigvis godt i den genre, som Assasins Creed traditionelt har været, og der skete da også et brud i stilen med Origins, hvor vi nu pludselig havde at gøre med et spil, som var mere RPG og Open World. Det låste op for en masse nye muligheder, og nu har vi endelig - endelig - fået mulighed for at spille som de skandinaviske forfædre, vikingerne. Assasins Creed Valhalla er stort og flot, bundet sammen af en solid hovedhistorie, men, som i så mange andre spil i genren, så brillerer Valhalla for alvor når man slår sig løs og begynder at udforske det gamle England. Overalt gemmer der sig mysterier, og man støder på spændende sidekarakaterer og -missioner over alt. Det gør, at man har lyst til at drage på togt igen og igen, i mange timer, og det er derfor velfortjent, at Assasins Creed Valhalla var lige ved at tage titlen som årets historie.