Dansk
Gamereactor
artikler

Højde- og lavpunkter fra den forrige konsolgeneration

Vi ser tilbage på årene med Xbox One og PS4.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Med lanceringen af Xbox Series X den 10. november og PS5 et par dage senere tog vi officielt hul på en ny konsol-generation og sagde farvel til den gamle. Og selvom den 8. konsol-generation ikke endnu går helt på pension, men snarere kommer til langsomt at blive udfaset over de kommende år, hvor der stadig vil komme mange store cross-gen titler, ja, så vil den fremtidige udvikling foregå på de nye platforme Xbox Series X og PlayStation 5.

Derfor føler vi, det er på plads at gøre en status over en konsol-generation, der udover en række helt igennem massive spil også har budt på en række nye teknologier og tendenser, der potentielt set kan ændre branchen radikalt i de kommende år. Ikke alle nyskabelser er dog faldet i lige god jord hos spillere verden over, og derfor indeholder denne liste af højdepunkter, også en række lavpunkter eller bekymrende tendenser, alt afhængig af ens perspektiv og synspunkter.

Da det altid kan lede til nærmest endeløs diskussion om, hvilke spil, der skal inkluderes på sådan en liste her, har vi valgt kun at fokusere på spil, der repræsenterer nye tendenser - hvad enten disse er positive eller negative. De indkluderede spil står derfor ikke som generationens højdepunkter - det må blive emne for en anden liste.

Højde- og lavpunkter fra den forrige konsolgenerationHøjde- og lavpunkter fra den forrige konsolgeneration
Dette er en annonce:

Red Dead Redemption 2 (Live Service) - 2018

Rockstar udgav et tocifret antal spil til konsollerne i den sjette og syvende generation. Til Xbox One og PS4 udgav de ét (hvis man fraregner nye udgaver af Grand Theft Auto V og L.A. Noire). Om noget illustrerer strategien fra den britiske gigant en hel ny tilgang til udviklingen af AAA-spil. Dagene hvor det var en guldrandet strategi udelukkende at udgive store single-player spil med års mellemrum er på mange punkter ovre (om end Ubisoft og EA til dels holder fast i modellen). I stedet sætter mange udgivere alle ressourcerne ind på at lave en guldkalv, som kan malkes generationen ud og nogle gange endnu længere gennem Live Service-elementer og mikrotransaktioner.

Denne praksis kan føre til nogle gevaldige fiaskoer, som kræver mange ressourcer at rette op på - vi kan i flæng nævne Anthem, Fallout 76 og Marvel's Avengers. Men Red Dead Redemption 2 er et glimrende eksempel på, at modellen ikke nødvendigvis behøver os at koste de store singleplayer oplevelser. For godt nok er prærien nu overrendt af pupertære, skydegale banditter på jagt efter guldbarrer i Red Dead Online. Men inden da fik vi 50-60 af de mest medlevende timer, vi nogensinde har oplevet i et spil. Var det perfekt? Nej, men ambitionerne var ikke til at tage fejl af, og Rockstar har sat overliggeren rigtigt højt, til når Grand Theft Auto VI forhåbentligt ser dagens lys i den kommende generation.

Højde- og lavpunkter fra den forrige konsolgeneration
Dette er en annonce:

The Last of Us: Remastered (Remasters) - 2014

Som en konsekvens af de føromtalte omkostninger, satser flere udviklere på remakes og særligt remasters. Det er trods alt en relativt nem måde at få allerede etablerede titler til at hive lidt ekstra knaster hjem. Alene i løbet af konsollernes tre første leveår så vi mange af den forrige generations helt store spil blive konverteret. Bioshock: The Collection, Grand Theft Auto V, Assassin's Creed: The Ezio Collection, The Elder Scrolls V: Skyrim Special Edition, og måske den bedste af dem alle - The Last of Us: Remastered, der fuldt ud realiserede Naughty Dogs vision. Tendensen er bestemt ikke taget af de seneste par år, hvorfor vi nok kan se frem til spille vores yndlingsspil igen og igen og igen.

Højde- og lavpunkter fra den forrige konsolgeneration

PSVR (Virtual Reality) - 2016

Den 7. konsol-generation bød på en række spil, som du skulle styre med kroppen, efter at Nintendo Wii nærmest over natten havde revolutioneret, hvordan man interagerer med sine spil, og Microsoft og Sony siden fulgte trop med Kinect og PS Move. Af de store konsol-udviklere var det dog kun Sony, der tog skridtet videre, da de i 2016 introducerede deres eget VR Headset og tog konkurrencen op med Facebook og Valve, der også lancerede headsets det år. En høj introduktionspris og spil, der ikke ligefrem væltede en bagover stolen, førte til en drøj start, men siden da er vi blevet forkælet med en lang række interessante titler, som Astro Bot Rescue Mission, Blood & Truth og Concrete Genie.

Med Half-Life: Alyx har Valve hævet barren for, hvad vi kan forvente os af VR, og nu venter vi bare i spænding på, at Sony også sætter et af deres store førstepartsstudier til at lave deres definitive VR-spil. Måske i forbindelse med lanceringen af deres kommende headset til PS5, der efter alt at dømme er under udvikling.

Højde- og lavpunkter fra den forrige konsolgeneration

Xbox Game Pass (Spil på abonnement) - 2017

Netflix og Spotify har radikalt ændret måden vi forbruger film og musik, og selvom de store filstørrelser indledningsvis besværliggjorde modellen for spilbranchen, så så vi under den 8. konsol-generation et skift mod spil på abonnement. Sonys PS Now satsede indledningsvis på streaming, mens det var Microsofts Game Pass, der for alvor skruede ambitionerne i vejret.

Ikke nok med at der var en masse spændende titler for alle aldre i alle genrer. Microsoft spillede også med de økonomisk muskler og gjorde alle deres førsteparts titler tilgængelige fra Dag 1 på Game Pass uden meromkostninger. Dem var der ikke særligt mange af i starten, men Xbox Game Studios har for alvor oprustet, og med købet af ZeniMax Media (der blandt andet ejer Bethesda og id Software) kan Game Pass gå hen og blive en game changer i den kommende konsol-generation.

Højde- og lavpunkter fra den forrige konsolgeneration

Google Stadia (Streaming) - 2019

Vi bliver lidt i samme boldgade, da den ottende konsol-generation så småt blev startskuddet til, hvad der meget vel kan gå hen og ændre hvordan den gennemsnitlige forbruger spiller i fremtiden.

Google Stadia fik en hård lancering, da streamingen af store AAA-spil naturligt nok ikke kunne levere helt samme oplevelse og grafiske fidelitet som en dedikeret konsol eller en gamer-pc. Men Google er forblevet dedikerede til deres produkt/service, og mange one year later-anmeldelser rapporter om forbedret ydelse, og en konsol, der med sin tilgængelighed og lave pris, på sigt kan blive en trussel mod traditionelle konsoller.

Microsofts Project xCloud, Sony's PS Now og Amazon Luna. Alle de store opruster på området, og selv Nintendo er begyndt at lancere såkaldte Cloud Editions på Nintendo Switch. Selvom mange stadig er skeptiske, så ligner det bestemt ikke en dille.

Højde- og lavpunkter fra den forrige konsolgeneration

Star Wars: Battlefront 2 (Loot Boxes) - 2017

Loot boxes eller tilfældige belønningsmekanismer med en lidt mere teknisk term har længe været en del af gaming, men det var først i 2017 med lanceringen af Star Wars: Battlefront 2, at de blev kendt ude i den bredere offentlighed. Spillets pay-to-win mekanikker og alt for komplicerede økonomiske system blev den berømte dråbe, der fik begæret til at flyde over, og snart begyndte et større drama, der i flere lande førte til lovgivning og stramning på området for loot boxes, der af flere blev set som en form for gambling.

Her tre år senere må vi dog erkende, at loot boxes stadig er en stor del af gaming-landskabet. Der er ganske vist kommet mere gennemsigtighed på området, så man nu har et bedre indblik i, hvad sandsynligheden er for at få det mest eftertragtede indhold, ligesom flere udviklere har valgt at begrænse loot boxes og mikrotransaktioner generelt til udelukkende kosmetiske genstande. Men omvendt er den økonomiske model stadig enormt lukrativ, og vi forventer ikke, at de lokkende digitale kister forsvinder lige foreløbigt.

Højde- og lavpunkter fra den forrige konsolgeneration

Cyberpunk 2077 (Day 1 patches) - 2020

CD Project Red udgav et af generationens bedste spil i form af The Witcher 3: The Wild Hunt, men deres næste projekt, Cyberpunk 2077, blev ikke den værdige afsked med Xbox One og PS4, som vi havde håbet på. Spillet kører endnu mildest talt ikke imponerende på disse platforme, men faktisk var det nærmest helt uspilleligt , hvis man gav sig i kast med det uden en Day 1-patch.

Isoleret set er det jo kun godt, at udviklerne finpudser deres spil løbende, og allerede fra lanceringsdatoen kan give os en bedre oplevelse end rent fra disken. Men når massive Day-1 patches på op mod 50GB begynder at blive normen, og vi ikke længere kan regne med, at det produkt vi køber, rent faktisk fungerer. Ja, så burde man nok hellere vente med at udgive sine spil, før de var klar.

Højde- og lavpunkter fra den forrige konsolgeneration

Dette var så listen over de teknologier og tendenser, vi tror, denne konsol-generation vil blive husket for. Men vi er jo hverken historikere eller spåkoner, så derfor vil vi gerne høre, hvad der for jer står som det mest skelsættende ved den forrige generation. Og rigtig god jul forresten!



Indlæser mere indhold