Cyberpunk 2077 - Indtryk fra de første timer af konsolversionen

Først var der ansigtet. En blank flade af intethed. Så kom der øjnene. Til at beskue den fantastiske grafik, vi var blevet stillet i udsigt. Derefter ørene. Der skulle nyde et soundtrack fyldt med anerkendte artister. Endeligt kom hår, arvæv og tatoveringer. De sidste detaljer, der færdiggjorde min karakter V, der nu kunne træde ud i Cyberpunk 2077's massive verden efter at alle teksturer endeligt havde meldt deres ankomst. Jeg lænede mig tilbage og så, at det var en katastrofe.

Den lille skabelsesberetning udspillede sig et utal af gange i løbet af mine allerførste timer med Cyberpunk 2077 til PS4 Jeg havde på daværende tidspunkt ikke Day-1 patchen installeret, da jeg var nysgerrig på, præcist hvilken katastrofe CD Project Red i sidste øjeblik fik afværget, da de udskød deres længe ventede spil med endnu en måned - endda efter det var gået i trykket.

Men lad mig først starte med en personlig bekendelse. Jeg er nærmest immun over for bugs og glitches. Med mindre frameraten kravler under 15fps, eller mit gemte spil korrumperes, ja, så kan jeg faktisk spille igennem det meste jank uden nogensinde at opdatere spillet. Og det gælder også Obsidian og Bethesda-spil. På den ene side er det en fordel. Det gør, at jeg kan kæmpe mig igennem frustrerende oplevelser og slippe levende igennem, for derefter at sende en advarsel ud til det læsende publikum. Men på den anden side, gør det også, at jeg måske lader en række spil med tekniske skavanker slippe en anelse for nemt gennem nåleøjet.

Det var dog intet problem med Cyberpunk 2077 til PS4, for spillet er i frisk fra disken simpelthen et mareridt, som mange af jer ganske givet allerede har erfaret. En spøgelsesby fyldt af karakter, der t-poser, som var de Jesus på korset, og i øvrigt går Guds søn kunsten efter, når det kommer til udøvelses af mirakler, såsom at dukke op ud ad den blå luft, teleportere sig ind i biler, køre uden hænder på rattet, og nogle gange gå rundt uden et hoved på toppen af deres primitive kroppe. Frameraten er sådan set ikke helt katastrofal. Du kan rent faktisk spille spillet, men flere gange i minuttet fryser spillet et par sekunder, hvilket hurtigt bliver enormt frustrerende. Cirka to timer var, hvad jeg kunne holde ud, og jeg installerede den seneste opdatering 1.04.

Og hold nu op! For at blive i den semi-religiøse terminologi så var det et vaskeægte mirakel, hvad CD Project Reds hårdtprøvede medarbejdere havde præsteret i løbet af de to måneders tid, der var gået siden spillet blev presset på disken. Tågen lettede over Night City. NPC'ernes IQ steg (en smule). Frameraten bankede på til de 30. Pludselig kunne man rent faktisk </em>ane<em> studiets massive vision. Men kønt er det altså endnu ikke, hvilket de af jer, der selv døjer med konsolversionen i øjeblikket, sikkert gerne vil skrive under på.

Men er spillet så acceptabelt nu? Svaret vil variere, men jævnfør mine lave tekniske standarder, så er det isoleret set et rimeligt produkt, som jeg får en vis, om end ikke overvældende, glæde ud af. Men hvad der helt sikkert ikke er acceptabelt er måden, CD Projekt Red har kommunikeret om spillet.

I skrivende stund har spillet allerede tjent sine udgifter ind med mere end otte millioner solgte eksemplarer, og spillet scorer i øjeblikket 89 på Metacritic. På PC vel og mærke. Som det ret tydeligt fremgår, har CD Project Red kun givet anmeldere tidlig adgang til den teknisk overlegne PC-version, og man har samtidigt ikke tilladt nogen som helst fremvisning af spillet til PS4 og Xbox One. Men lur mig om ikke langt størstedelen af de otte millioner eksemplarer kom fra håbefulde Xbox One- og PS4-ejere. Fans, der har set frem til spillet i mange år, og troligt har købt CD Project Reds forsikringer om, at konsolversionen nok skulle blive en stor oplevelse.

For hvorfor skulle de ikke det? Den polske udvikler har jeg markeret sig som et forbrugervenligt studie med deres DRM-modstand, mange gratis opdateringer og ikke mindst fremragende spil, der nåede nye højder med The Witcher 3: Wild Hunt. Cyberpunk 2077 skulle have været kulminationen på deres arbejde, men indtil videre ligner det mere et lavpunkt. Ikke nok med at man har tvunget medarbejdere til at arbejde over for at redde det tekniske mareridt - på trods af løfter om, at det ikke ville blive nødvendigt - så har man også holdt sine loyale fans i mørket for at redde stumperne hjem.

På den ene side forstår man det godt. Firmaet har investorer i ryggen, der har investeret massivt i det ambitiøse spil, og endte Cyberpunk 2077 med at blive et kæmpe flop, er det langt fra sikkert studiet kunne fortsætte i sin nuværende form - hvis det da overhovedet kunne fortsætte. Ved at gemme konsolversionen bag et røgslør af markedsføring og imponerende trailere, er det lykkes at redde sig økonomisk igennem, men man står over for et massivt arbejde med at genvinde spillernes tillid. Den tillid man har bygget op i over et årti. Og her hjælper en halvhjertet undskyldning altså ikke meget.

Men hvad så med selve spillet, som jo er, hvad det skulle handle om. Gemmer der sig en perle bag de mange, mange skønhedspletter? Indtil videre må jeg sige, nej. Og det er måske det mest bekymrende. At de mange fejl ikke skygger for et mesterværk, men i virkeligheden allernådigst flytter fokus fra et ret ordinært produkt.

Karakterne virker underligt flade, og her snakker jeg ikke kun om deres teksturer. Historien fanger heller ikke fra starten, og jeg savner virkeligt en introduktion til den spraglende verden, som min karakter virker til at kende ud og ind, men som stadig forvirrer mig. Med en (hakkende) montage tidligt i spillet etableres der en forskel i viden mellem karakter og spiller, der kan sagtens give interessante dimensioner i fortællingen senere hen, men i en kompleks, futurist verden næppe er den rette tilgang.

Hvad så med gameplayet? Heller ikke her, er jeg synderligt imponeret. Skyde-delen er teknisk velfungerende, men ikke noget særligt. Stealth-mekanikerne er utroligt basale, og alt hvad der ikke er i fjendernes synsfelt, er for dem rent terra incognita. Endeligt er det overraskende sjovt at drøne rundt i de beskidte, neonoplyste gader, mens HEALTH blæser ud af højtalerne, men som vores anmelder også påpegede, skal du ikke regne med noget der bare minder politijagter som i Grand Theft Auto. Måske bliver det hele bedre senere i spillet, hvor mere komplekse hacking-evner og forskellige skills giver en større variation, men lige nu virker det slet og ret en anelse middelmådigt.

Cyberpunk 2077 ville altid være et spil, hvis succes mere afhang af helhedsindtrykket og atmosfæren end enkeltmekanikkerne, men når netop det samlede indtryk lider allermest under de mange tekniske fejl, så er det for nuværende ikke noget at skrive hjem om.

Om det bliver bedre senere hen i spillet, finder jeg dog ikke ud af foreløbigt. Jeg er nemlig rendt ind i en slem bug involverende nogle meget solide turrets, hvilket har parkeret mig cirka syv timer inde i spillet uden mulighed for at avancere historien. På Reddit kan læse en del andre PS4-spillere også døjer med fejlen. Den er du måske også stødt på? I så fald kan vi vente sammen til d. 21 december, hvor den næste konsol-opdatering lander og forhåbentligt bringer os et skridt nærmere CD Project Reds store vision, der efter otte år udvikling stadig virker til at have lang vej igen.