Dansk
Gamereactor
artikler

Gamereactors Game of the Year 2020: Bedste Indie-spil

Det er ikke kun AAA-spil, der leverer store spiloplevelser. Vi kårer de bedste titler i 2020 fra mindre studier.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Så er Game of the Year i gang, og vi har en række spændende kategorier at få afgjort mellem nu og nytårsdag, og du vil hver dag kunne læse om en ny vinder, samt de tre opløbere der var lige ved at tage sejren. Er du i tvivl om hvordan vi har fundet frem til årets vindere, så kan du læse mere om proceduren samt filosofien bag afstemningen lige her.

Lad os bare være ærlige. Gamereactors definition af indie-titler er ikke ligefrem videnskabelig. Men i en branche hvor store AAA-spil fra publishers med gigantiske markedsføringsbudgetter løber med langt det meste af opmærksomheden, ønsker vi alligevel at sætte lidt mere fokus på de mindre spil. Også selvom indie-spil ikke længere kun er passionsprojekter, lavet af en enkelt ildskæl i sin kælder, men ofte er store produktioner med udgivere som EA og Microsofts i ryggen.

Men hvad kendetegner så indie-spil? Skulle man komme med et forsigtigt bud, er det spil, der ofte tør tage lidt større chancer, end AAA-spil, der grundet deres store produktionsomkostninger, skal appellere til hver mand og hans kusine. Med indietitler kan man tillade sig at være en smule mere fokuseret - på et enkelt gameplay-element, en tematik eller lignende - og det giver ofte nogle rigtigt fede oplevelser. De fedeste i 2020 kan du læse om herunder.

Vinder

Hades
Der er vist ingen grund til at trække spændingen i langdrag. Supergiant Games' Hades tog anmeldere og kritikere med storm, og kommer helt sikkert også til at løbe med mange reelle GOTY-priser. Hades adskiller sig på overfladen ikke fra studiets tidligere glimrende titler, gennembrudshittet Bastion, Transistor og Pyre. Så hvad var det, der gjorde lige netop denne titel til noget særligt?

Dette er en annonce:

Først og fremmest tog udvikleren en chance ved denne gang at lave en rogue-like. Det er en genre som har oplevet stor popularitet de seneste par år - desværre også så stor, at markedet er blevet oversvømmet af uinspirerede kloner. Men Hades skiller sig ud. Ikke takket være sit gameplay, der dog er utroligt flydende og nærmest perfekt optimeret. Nej, det er snarere gennem dets historiefortælling, at dette spil laver en ren Dante og bevæger sig fra underverdens dybder op i de himmelske højder.

Som vores anmelder skrev, så har døden har sjældent været så velkommen som i Hades. Det skyldes spillet cykliske natur. Hvert dødsfald er også en genfødsel, hvor du opstår den smule klogere, den smule stærkere. Karakterer husker dine dødsfald og kommenterer på dem, når du snakker med dem, og hver gang du på bedste Ludo-manér bliver slået hjem, får du muligheden for at snakke med dem igen, og de vil have nye indsigter. At spillets setting bakker op om de centrale gameplay-mekanikker, gør jo heller ikke noget, og sjældent har vi oplevet et spil, der på så mange parametre er et harmonisk hele.

Gamereactors Game of the Year 2020: Bedste Indie-spil
Dette er en annonce:

Runner-Up

Ori and the Will of the Wisps
Moon Studios opnåede stor succes med den stilfulde Metroidvania-platformer Ori and the Blind Forest tilbage i 2015, og med deres direkte efterfølger, Ori and the Will of the Wisps, perfektionerede de formlen yderligere. Bevaret var den smukke pastelfarvede verden fyldt med subtilt liv og animeret ned i mindste detalje. Nyt var et øget fokus på kamp, der var mere involverende end tidligere.

Du kan nu både bruge nærkampsvåben og angribe fra distancen med en række unikke evner, hvilket giver en herlig variation. At kombinere evner bliver især vigtigt i de kreative boss-kampe, der også er en nyhed i forhold til originalen. I det hele tager er spillet langt mere varieret end sin forgænger. Ørkenlandskaber badet i orange lys, en mørk og dunkel skov, hvor du skal sørge for lyskilder for at finde din vej sikkert frem, men også kontrastfulde områder, hvor lyset dominerer, og det krystalblå vand nærmest kalder på en dukkert. Farten er til tider høj, men du kommer aldrig til at spurte igennem disse områder, der er fyldt med karakterer, side-missioner og hemmeligheder at opdage.

Ori and the Will of the Wisps er udviklet med Microsofts ressourcer i ryggen, men det bevarer "indie-ånden" i sit fokus på en unik præsentation og gameplay, der gror fast i fingerspidserne. Hvis tredje gang virkeligt er lykkens gang, hvad kan det så ikke blive til for Moon Studios næste gang?

Gamereactors Game of the Year 2020: Bedste Indie-spil

Runner-Up

Deep Rock Galactic
Early Access er et omdiskuteret fænomen i spilverden. Flere udviklere har desværre brugt det som undskyldning for at søsætte ufærdige spil til fuld pris og ellers hoppe fra borde, når fansene forlanger opdateringer. Men danske Ghost Ship Games er et eksempel på, at en tidlig lancering kan være et rigtigt velfungerende værktøj - både for udviklere og fans.

Efter to år i Early Access udkom spillet tilbage i maj til en yderst positivt reaktion. Den ekstra udviklingstid betød, at man havde haft mulighed for at finpudse sin vision sammen med fans, og samtidigt slap for at skulle stresse over en fast lanceringsdato, der bare skulle nås - koste hvad det vil.

Og det giver god mening, at man har lyttet til fansene, da Deep Rock Galactic er et samarbejdsspil, hvor man skal udforske dybe miner på fjerne asteroider og bekæmpe hårdkogte monstre med endnu mere hårdkogte våben. Det hektiske gameplay egner sig perfekt til samarbejde, da alle dværgene har forskellige roller som supplerer hinanden. Og selvom spillet anvender proceduralt generet lokationer, så er de forskellige omgivelser stadig mindeværdige og stemningsfulde. Vi besøgte Ghost Ship Games i starten af efteråret, da Covid-19 situationen var mindre kritisk, og selvom studiet nu nok arbejder primært hjemmefra, så er de dedikeret til at fortsætte med at gøre Deep Rock Galactic til et af de mest underholdende co-op spil på markedet.

Gamereactors Game of the Year 2020: Bedste Indie-spil

Runner-Up

Ghostrunner

Vi fortsætter lidt med at fejre det lokale. For ganske vist er Ghostrunner udviklet af polske One More Level (hvad er der med polakker og Cyberpunk-universer?), men danske Slipgate Ironworks har stået for konverteringen til konsol, der har fået pæne ord med på vejen. Men nu til selve spillet.

Ghost Runner er som en barsk udgave af Mirror's Edge. Der er tale om et fast-paced parkour spil, men hvor Mirror's Edge fremtidsverden er lys og skinnede, så er Ghost Runners beskidt, mørk og dyster. Her giver du ikke skurkene hovedpine eller skyder dem med verdens mindst tilfredsstillende pistol, nej, du skærer halsen over på dem, omend du bevæger dig så hurtigt, at du sjældent når at resultatet af dine gerninger som andet end blodige pletter på skærmen.

Få spil giver samme intense adrenalin rush som Ghostrunner og selvom spillet er ganske kort, så er det intenst hele vejen igennem. Ikke mindst takket være det geniale synthwave/techno-soundtrack, der pumper om kap med dit hjerte. Forhåbentligt bliver dette starten på noget stort for det polske studie.

Gamereactors Game of the Year 2020: Bedste Indie-spil


Indlæser mere indhold