Dansk
Gamereactor
artikler
Little Devil Inside

Disse Indies Ser vi Stadig Frem Til 2021

Disse indier har været meget længe undervejs, men det betyder ikke, at vi ikke stadig glæder os. Meget!

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Her i løbet af jule- og nytårdagene er der helt faste artikelformater her på Gamereactor. Lidt Game of the Year der, lidt Hardware Awards her, vi nyder at bevæge os indenfor den velkendte ramme - det er faktisk lidt nostalgisk på en måde. Blandt de etablerede formater er en forsigtig skuen frem mod horisonten, der udmønter sig i en liste over de spil som chefredaktøren ser mest frem til.

Men det er kun den ene af en tobenet artikelstrategi, hvor den anden naturligvis tager mere direkte udgangspunkt i mindre studier og deres indie-projekter. For i løbet af det sidste årti er det blevet lettere for studier af mindre kaliber at realisere deres drømmeprojekter. Takket være indie-programmer som EA Originals, Early Access-initiativer på Xbox og Steam og fortsat crowdfunding fra platforme som Kickstarter, så ser vi fortsat en bredere og bredere skare af spiludviklere afsløre mere og mere ambitiøse projekter, uden direkte indblanding fra en etableret udgiver.

Det er positivt, ligegyldigt hvordan du vender og drejer det, og det vil vi, som altid, gerne fejre. Derfor har vi kigget nærmere på de kommende indie-spil fra udviklere fra nær og fjern, vendt og drejet hver enkelt af dem, der ser lovende ud, og kommet på en liste over dem, vi ser allermest frem til.

Vi håber I kan lide listen, og vi vil desuden meget, meget gerne høre lidt mere om hvilke indie-spil I glæder jer mest til at spille i 2021.

Dette er en annonce:
Little Devil Inside

Little Devil Inside

Vi har fulgt med i udviklingen på The Devil Inside i mange, mange år efterhånden. Til at starte med var det bare en enkelt gameplay montage på få minutter, der for alvor fik mundvandet til at løbe, men igennem årene har udvikleren Neostream bevist, at de har en charme, en stil, en sans for visuel flair, som få andre studier formår.

Ikke bare virker det som en globetrotter-fortælling af episke proportioner, det virker samtidig som om, at variation er en af de mest afgørende faktorer her, om man skal navigere over tynd is i den arktiske tundra, besejre en kæmpe drage i en birkeskov, eller gemme sig fra en kæmpemæssig gyserkat i en fjerntliggende bjergkæde. Little Devil Inside har ambitioner, måske større ambitioner end de fleste, og det respekterer vi Neostream for.

Om så spillet formår at hænge sammen, når man egentlig sætter sig ned og spiller det, eller om det egentlig bare er en kavalkade af enkeltstående sekvenser, ja det må tiden vise, men forhåbentlig får vi endelig sat tænderne i det næste år.

Dette er en annonce:
HQ
Little Devil Inside

Atomic Heart

Og nu hvor vi snakker om et skyhøjt ambitionsniveau, så lad os da også lige snakke lidt om Atomic Heart. I løbet af 2020 har udvikleren Mundfish gentagne gange vist spillet frem, og selvom disse gange har haft nogle tekniske knaster hist og her, så ændrer det altså ikke på, at selve visionen bag er yderst, yderst interessant. Ikke bare har de valgt at skalere lidt ned, og spillet er derfor ikke en MMO-lignende sandkasse, men en lidt mindre åben verden med mere lineær historiefortælling, de har også strømlinet det hele lidt, så man bedre kan sætte pris på den ret enestående verden, du skal udforske som spiller. Jo, al Bioshock-inspirationen er her fortsat, heldigvis, og det virker ikke som om, at Mundfish er løbet tør for gode ideer. Tværtimod.

Der er mange ting der kan gå galt her, rigtig mange. Men samtidig lader selve visionen bag til at være spillets absolut mest interessante kort på hånden, og det eneste Mundfish nu skal gøre er at lave et spil, der kan kassere den check som verdenen tydeligt vis har skrevet.

Vi krydser virkelig fingre for at de kan nå i mål i 2021.

HQ
Little Devil Inside

12 Minutes

Det var, alt i alt, ikke så meget vi faktisk så til 12 Minutes i løbet af 2020, udover naturligvis at den ene udvikler der står bag projektet, Luis Antonio, pludselig mænger sig med nogle af Hollywoods absolut største skuespillere. Det blev afsløret at de to hovedkarakterer spilles af James McAvoy og Daisey Ridley, og de får selskab af Willem Dafoe.

Det er store nyheder og vidner om en produktion, der efter en lovende første trailer er vokset sig ret stor. Og det er altså uden at vide noget om hvordan spillet reelt set fungerer fra øjeblik til øjeblik.

Det forhindrer os dog ikke i at være virkelig, virkelig spændte på at se om selve spillet, den mekaniske struktur, kan stemme overens med hvad der lader til at være et lovende set-up.

Det eneste vi dog har nu er et løfte om en lancering i 2021, samt den trailer du kan se herunder.

HQ
Little Devil Inside

Witchbrook

Vi har allerede snakket meget om Witchbrook her på Gamereactor, og grunden er egentlig ganske simpel. Udgiveren Chucklefish bestemte sig, efter et længere samarbejde med Eric Barone, skaberen bag Stardew Valley, at det ville være spændende hvis man kunne kombinere netop det spil med et Harry Potter-inspireret univers.

Ja, mere information skal du som sådan ikke bruge, Harry Potter møder Stardew Valley. Og så er vi færdige. Nej, når det så er sagt, så har Chucklefish ikke bare givet os et overbevisende pitch, de har også i løbet af 2020 fremvist et ganske smukt billede af spillet, der viser en imponerende detaljegrad, og et univers du bare ønsker at udforske hver en krog af.

Samtidig med det er der løfter om en varieret hverdag i spillet, med timer på den magiske skole, venskaber der formes og styrkes, hobbyer der skal plejes og alt derimellem. Chucklefish har i forvejen en glimrende struktur i Stardew Valley. Det der nu mangler er at de gør Witchbrook til noget helt særligt.

Little Devil Inside

Maquette

Om det er The Witness, Portal eller The Talos Principle, så kan man altid godt lige klare et godt puslespil i førsteperson. Det kan vi her på redaktionen i hvert fald godt. Og da vi så traileren til Maquette, det første spil fra et lille studie ved navn Graceful Decay, og som støttes af Anna Purna, jamen så var det præcis den der The Witness-agtige kløen der pludselig stak sit hoved frem igen.

I Maquette manipulerer du primært med perspektiv, og hvordan dit perspektiv kan ændre størrelsen og formateringen af objekterne rundt om dig. Det er rimelig svært at forklare uden at det bliver langhåret, men i virkeligheden har Maquette adskillige verdener i forskellige størrelser. Manipulerer du den mindste verden, spejles denne manipulation i de større verdener. En lille nøgle kan pludselig blive en gigantisk bro, ved at bruge de her spejlinger til din fordel.

Du bør i hvert fald se traileren herunder, for mulighederne er virkelig spændende her.

HQ
Little Devil Inside

Vi glæder os til at høre meget mere om hvilke småspil, indie eller ej, som I glæder jer mest til? Hvad har vi overset? Fortæl os mere om det i kommentarfeltet herunder.

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold