Dansk
Gamereactor
artikler
Call of Duty: Black Ops Cold War

"Den Kolde Krig er stadig relevant i dag" - Vi har snakket med hovedforfatteren på det nye Call of Duty

Vi har snakket med Murray Craft fra Raven Software om RPG-elementer, inspiration fra Rocky 4 og det politiske indhold.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Amsterdam, 1981. Det starter med en jagt over hustage, amerikanske specialstyrker efter terrorister, lyden af skud som svage ekko af nytårsfejringen to uger tidligere. Hele dramaet slutter med, at du lærer om en tyrkisk våbenhandler. Herefter følger et flashback tilbage til Vietnamkrigen, hvor du som Onkel Sams tropper endnu engang skal forsøge at besejre Viet Cong. Da flashbacket er ovre, skal du nu til Moskva og infiltrere KGB-hovedkvarteret i jagten på statslige hemmeligheder om den mystiske sovjetiske agent Perseus, der på en eller anden måde binder alle begivenhederne sammen. Og det var bare de tre første missioner, som de er præsenteret af Raven Software, der står bag historien i Call of Duty: Black Ops Cold War.

Call of Duty-serien har altid haft en hektisk pacing, der på sin bedste dage får et spil på 6-7 timer til at føles som en velkomponeret halvanden times actionbrag i bedste Jerry Bruckheimer-stil. Og det er netop det, jeg spørger indtil, da jeg får muligheden for at snakke med lead writer på det kommende Call of Duty: Black Ops Cold War, Murray Craft. "Det er lidt den hemmelige ingrediens, vi altid forsøger at regne os frem til," fortæller han fra sit hjem i Californien. "Vi kan lave rigtigt meget planlægning på papiret i forhold til forudsige spillets tempo, men desværre står det først klart ret sent i udviklingen. Og derfra kræver det en stor indsats at identificere de områder, der har brug for mere pacing."

Call of Duty: Black Ops Cold War

Historien i Call of Duty springer ofte i både tid og sted, og særligt i Black Ops-serien anvendes der en lang række forskellige narrative virkemidler som upålidelige fortællere og flashbacks. Men der er altså ikke altid tale om ideer, spillets forfattere har udtænkt fra starten af, men snarere et forsøg på at skabe den rette variation gameplay undervejs i processen, forklarer Murray Craft, der også i tidens løb har arbejdet på F.E.A.R. og Bioshock-serien.

Dette er en annonce:

"Måden vi repræsenterer de forskellige relationer, er gennem øjnene på vores karakter. Så vi vil have, at det føles autentisk på den måde, at karakterne lever på et bestemt tidspunkt, og deres synspunkter er formet af den æra.

Selvom gameplay ofte kommer i første række, så betyder det ikke, at historien altid spiller andenviolin. Efter at det forrige Call of Duty Black Ops 4 valgte helt at droppe singleplayer-delen, er den nu tilbage, og det virker til at ambitionerne er skruet gevaldigt i vejret. For du kommer ikke længere til udelukkende at være en brik på historiens kampplads, men tværtimod en aktiv agent, der er med til at påvirke begivenhedernes gang. Der kommer til at være dialogvalg undervejs, der påvirker din færd igennem spillet, og ligesom i Black Ops 2, vil der være flere forskellige slutninger. Men det måske mest RPG-lignende element kommer i form af muligheden for at skabe din egen karakter. Du kan både vælge køn, justere fysiske kendetegn, vælge din militære baggrund og endda ændre din psykologiske profil. Det sidste er med til at give dig en række bonusser, der påvirker din spillestil, såsom hurtige springhastighed eller mere skade per skud. "En del af os er RPG-fans, og selvom Call of Duty åbenlyst ikke er et RPG, så ville vi gerne få nogle elementer ind. Vi ville gerne give mulighed for at spillerne kunne udtrykke sig mere, at de får muligheden for at udforske historien på mindre lineær vis," fortæller Murray Craft, og gør det klart, at de spillere, der bare vil skyde sig fra A til B, ikke behøver være nervøse. Du kan ignorere mere af det langsomme indhold, men har man omvendt lyst til at udforske karaktererne, så bliver der rig mulighed for at dykke en tand dybere.

Call of Duty: Black Ops Cold War

Call of Duty Black Ops Cold War foregår i starten af 80'erne. Den Kolde Krig præger stadig det storpolitiske landskab, med hvad det medfører af frygt og paranoia, når de to supermagter USA og Sovjetunionen kæmper i skyggen eller sætter rivaliserende fraktioner op mod hinanden i diverse stedfortræderkrige. I markedsføringen af spillet har Activision fokuseret meget på de historiske begivenheder, der har formet spillet, men mindre på den fiktive inspiration, så det var jeg nysgerrig på. Murray Craft forklarer, at man især har ladet sig inspirere af periodens store actionfilm som Top Gun og Rambo. Man er nu engang Call of Duty. Særligt én film har dog været lidt af en overraskende ledestjerne under udviklingen af spillet: "Jeg kan huske, hvordan jeg så Rocky 4 som barn, og den stod ligesom som den ultimative repræsentation af den Kolde Krig i sportsform. Den var så fjollet på mange måder, men alligevel enorm kraftfuld, og det blev ved med at dukke op i mit hoved under udviklingen, den her idé om, at få æraens popkultur ind i spillet til en vis grad."

Dette er en annonce:

Jeg vil advare mod en for dyb læsning af Beznemov, men jeg tænker på et overflade-niveau, at i forhold til at sætte scenen for koldkrigs-paranoia, der var det ret succesfuldt.

Da Murray nævner de klassiske 80'er film, kan jeg ikke lade være med at spørge lidt ind til repræsentationen af sovjetterne i det kommende spil. Periodens amerikanske film tegnede ofte et meget karikeret billede af de kommunistiske fjender, og det forrige Call of Duty spil, Modern Warfare, blev mødt med en del kritik for dens fremstilling af russiske soldater. Ja, generelt har russerne haft det hårdt i Call of Duty-serien, siden vi hejste den røde fane over Rigsdagen i Call of Duty: World at War, men måske bliver det en tand mere nuanceret i det kommende spil."Måden vi repræsenterer de forskellige relationer, er gennem øjnene på vores karakter. Så vi vil have, at det føles autentisk på den måde, at karakterne lever på et bestemt tidspunkt, og deres synspunkter er formet af den æra. Når det er sagt, så er jeg også opmærksom på udfordringer omkring vores portrættering, og uden at afsløre for meget, så mener jeg, at der er elementer i historien, der vil vise nuancer og få folk at stille spørgsmål ved begge sides motivationer, så det er ikke udelukkende en ensidig affære," forklarer Craft-

Hvordan forskellige nationaliteter, køn og etniciteter repræsenteres i kulturen fylder i det hele taget en del nu om dage, og flere udviklere virker til at være så bange for at træde folk over tæerne, at de engang imellem holder sig en anelse tilbage. Det kan man dog ikke sige om Call of Duty, og om ikke andet må man beundre udviklerne for deres mod. For et AAA-spil med en kæmpe fan base har det aldrig været bange for at provokere og gå lige til stregen - og nok også over en gang imellem. Tænk blot på den famøse No Russian-mission fra Call of Duty: Modern Warfare 2, hvor man kunne meje civile ned i en lufthavn.

Call of Duty: Black Ops Cold War

Black Ops Cold War har denne gang trukket en del opmærksomhed med sin trailer, der indeholdt et interview med Yuri Bezmenov, en sovjetisk dissident med stærke anti-kommunistiske synspunkter. Interviewet blev foretaget af G. Edward Griffin, en højrefløjs-konspirationsteoretiker, og her advarer Bezmenov om at sovjetterne ved hjælp af såkaldte "active measures" fører en informationskrig mod amerikanerne. I traileren hører man Bezmenovs advarsler, mens man ser en arkivoptagelser af en række historiske protestbevægelser. Det nuværende politiske klima taget i betragtning, virker det som en særdeles sprængfarlig cocktail, særligt med beskyldninger fra begge amerikanske fløje om russisk indblanding i de sidste par valgkampe. "Jeg vil advare mod en for dyb læsning af Beznemov, men jeg tænker på et overflade-niveau, at i forhold til at sætte scenen for koldkrigs-paranoia, der var det ret succesfuldt," lyder det fra Murray, der kalder psykologisk krigsførelse for nationer imellem for en "old story", der nu blæser om igen med særligt brugen af sociale medier. "Så traileren skal ses som en måde at vise, at den kolde krig stadig er relevant i dag, og en spændende ting at dykke ned i."

HQ

Hvorvidt Call of Dutys singleplayer-del stadig er relevant, får vi snart at se, når spillet udkommer d. 13 november til både current- og next-gen konsoller. Særlig de mere cerebrale elementer, hvor du skal agere som en undercover agent og de forskellige RPG-mekanikker virker som et frisk pust, der ikke mindst passer til spillets setting, og det er også de elementer, som Murray Craft slutter af med at fremhæve. "Vi har sektioner af spillet, hvor vi forsøger at lave lidt spion simulator, hvor det ikke udelukkende er kamp, der er i fokus, men hvor man kan bruge gadgets og andre metoder til at nå sine mål. Et sådan skift kan vaske tavlen ren, når du spiller, så det traditionelle gameplay føles mere frisk, efter du har haft en kortvarig, anderledes oplevelse."

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold