Fortælling fra Skyrim 1. del

Drageskrig ekkoer gennem den kolde vinterluft. Den hvæsende lyd slår mod de sneklædte bjergsider. Jeg panikker let. Jeg kan ikke se dragen, men jeg ved at den er der. Min ånde stiger som små søjler af damp mod den krystalblå himmel. Røber min position. Jeg forbander min menneskelighed.

Jeg løber. Slugten jeg har opholdt mig i åbner sig op, og jeg får frit udsyn over de nærmeste bakker. Sneen fyger, jeg glipper let med øjnene. Der er den. Dragen. En enorm, prægtig og dødsensfarlig skabning. Skællene skinner i sollyset. Det er en bloddrage. Optaget af sit bytte. En sneulv hyler i smerte, mens dragen kredser om den og udstøder endnu et skrig fyldt med kraft og ødelæggelse. Uvidende om at den snart selv vil kæmpe for sit liv. Jeg er Nord, og jeg er Dragefødt. Kulde er hvor jeg har det bedst. Drager er mit bytte.

Mit egentlige mål er en mindre landsby i de nordligste egne af Skyrim. Dawnstar hedder den, og ligger vest for hvor jeg befinder mig nu. Smeden Rustleif skulle være dygtig, og mit udstyr trænger til en kærlig hånd, mens min rygsæk tigger om at blive tømt. Kan jeg få løst de opgaver, og måske endda lave nogle stykker guld, er dagen reddet.

Om ikke andet var det tanken indtil for få minutter siden. Indtil jeg hørte drageskriget. De penge, jeg kan tjene ved at nedlægge dragen, vil redde mere end bare dagen. Jeg kaster en magisk besværgelse, røber for alvor min position og stormer frem mod bæstet. Den hvæser hidsigt, men det er tydeligt at den er udmattet efter den overståede kamp. Den bruger sine sidste kræfter på at komme i luften. Jeg kaster en beskyttende aura, skyder en ildkugle, og da dragen lander foran mig med et jordskælvsligende bump, hugger jeg hidsigt i højre vinge med min tohåndsøkse.

Bloddragen skriger i smerte og selvom den stadig opfører sig sikker, næsten arrogant, er det let at fornemme sprækkerne i den ellers normalt så uovervindelige skabnings panser. Den er forbavset, overmandet, svag. Den har ikke længere kræfter til at kæmpe imod, og med en sidste kraftanstrengelse bider den ud efter mig. Jeg undviger og springer op på dens nakke, for med et sidste blodigt hug at afslutte kampen. Jeg er dragefødt. Jeg er Nord, kulde er hvor jeg har det bedst. Drager er mit bytte.

I dag har været en god dag, og jeg glæder mig til at hvile ud i Dawnstar, men først skal jeg sikre mig at dragens død ikke var forgæves. Jeg tager hvad jeg har brug for fra den kolossale og livløse krop, før jeg sætter kursen mod landsbyen.

Da jeg har gået nogle kilometer, kan jeg svagt ane Dawnstar i horisonten. Jeg havde forventet en større by, men dette er nærmest en håndfuld huse placeret omkring en flodudmunding. Skibene skvulper roligt i flodens vand, mens små røgsøjler stiger op fra de stråtækkede huse. En lille fiskerby bygget op omkring handel. Jeg forbereder mig på at skulle forhandle kraftigere om prisen på dagens bytte. Jeg orker det næsten ikke. Kulden har tæret på mit humør, og det eneste, jeg har lyst til, er at slå mig ned på den lokale kro,med en flaske vin, badet i kaminildens skær.

Jeg kan høre smedens hammer lande tungt. Metal mod metal. Det er næsten den eneste lyd jeg hører. Det er mærkværdigt. Som at bevæge sig gennem en ødelagt by, fanget i en tidslomme af tidlig morgen, hvor søvnige indbyggere har tabt modet og mælet. En enkelt stemme mumler arrigt noget om arbejdsro og søvn. Det er smeden. Rustleif. Jeg forbereder mig på at skulle sælge mine varer og kæmpe for salget, men forhandlingerne går overraskende let, og varer skifter hænder, mens mine lommer fyldes med guldstykker.

Jeg fornemmer at smedens distræte opførsel er andet og mere end bare resultatet af en lang arbejdsdag. Han ser forfærdelig træt ud. En vagt mumler noget om "de forbandede mareridt". Faktisk ser det ud til at være det store samtaleemne i den lille fiskerby. Hele byen lider af tilbagevendende mareridt, forklarer smeden. Den oksestore mand spænder grebet og skuler med trætte, men alligevel venlige øjne. Det er ikke mig, der er fjenden. Men den manglende søvn. Efter få minutters samtale afløses de venlige øjne af en fjern stirren.

- Spørg Erandur oppe ved Windpeak-kroen - siger han. Erandur er, alt efter hvem jeg spørger, byens troldmand, galning eller vismand. Han er en Dunmer, det vil sige en såkaldt mørk elver. Og selvom jeg ikke just har en forkærlighed for elvere, sætter jeg kursen mod kroen. Sneen knaser under mine fødder, mens jeg går. Jeg børster mig let, inden jeg træder ind i den varme og næsten tomme krostue.

Fortsættes