Frit Spil: Horizon: Zero Dawn på PC

Der er ikke engang gået en måned siden sidst, men nu sidder vi her sørme igen! Endnu en (tidligere) eksklusiv Sony-titel har taget springet fra Playstation til PC. Og jeg har haft muligheden for at prøve de første par timer af spillet! Så ligesom sidst vil jeg her dele mine egne tanker, store som små, om spillet. Samtidig vil jeg invitere dig til at gøre det samme - sandsynligvis har du set, prøvet og oplevet mere af det! Horizon: Zero Dawn er ganske vist ikke helt nyt, men med en fortsættelse på vej har der vist aldrig været et bedre tidspunkt at kaste sig over det.

At det lige præcis er både Death Stranding og Horizon: Zero Dawn som rammer PC-markedet denne sommer er nok ikke helt tilfældigt: begge er blevet skabt og afviklet i samme spilmotor, Decima, og med den følger visse tekniske garantier: billedskøn grafik, indlevelsesrig lydside, sofistikeret AI - og en filstørrelse som udbeder sig et råderum på næsten 100 gigabytes. I med til PC-versionen af spillet følger til gengæld billedunderstøttelse af ultrabrede skærme, ulåst opdateringsfrekvens og en mere dynamisk simulation af underskovens buske og blade. Et i forvejen smukt spil er dermed kun blevet flottere.

Ligesom Death Stranding, så købte jeg faktisk Horizon: Zero Dawn da det udkom tilbage i 2017. Men som mange kan bevidne, så var foråret '17 præget af en lang, lang række kæmpestore spiludgivelser, hvis lige nærmest ikke er set siden: Breath of the Wild, Nier: Automata, Nioh. Nå ja, og Mass Effect: Andromeda... Nintendo lancerede tilmed Switch'en og mellem de mange store udgivelser gik Horizon: Zero Dawn desværre lidt i glemmebogen for mit vedkommende. Der var meget andet at se til - og måske havde jeg heller ikke den helt store tillid til projektet, til trods gode anmeldelser og en positiv modtagelse, verden over.
Måske fordi jeg aldrig helt har haft den store fidus til Guerilla Games. Jeg kan bryste mig med at have været hele studiets spilportefølje igennem - endda flere gange - uden for alvor at kunne forelske mig i deres arbejde. Jeg har helt sikkert et ømt punkt for det andet spil i serien, men helt overordnet har Killzone i højere grad budt på skuffelse end begejstring. Jeg forsøgte at holde af de spil, det gjorde jeg virkelig. Jeg købte en Playstation Vita alene for at spille Mercenary og Shadowfall var en del af min forudbestillingspakke, da Playstation 4 udkom. Ja, jeg har sågar været den helt fantastisk rædderlige original igennem - med alle karaktererne!
Det var som om, at Guerilla ikke dengang havde kræfter, evner eller kreativ frihed til at for alvor at hæve baren. Eller for bare at lave det eller de spil de havde allermest lyst til. Måske fordi Killzone var en reaktionær skydespilsserie, hvis primære eksistensgrundlag var at give modspil til Halo. Forstå mig ret, helt overordnet set var der altid tale om habile skydespil med høj produktionskvalitet, men grafisk flair og spektakulær stjernekrig var i sidste ende ikke nok til at hive serien op af middelmådighedens kvælende dynd. At serien en dag skulle genopstå ville som sådan ikke undre mig - men det ville utvivlsomt være med et dygtigere, mere erfarent og modent spilstudie bag sig.

For med Horizon: Zero Dawn har Guerilla virkelig vist sig fra en anden, langt pænere side. Der er en følsomhed i spillet som ikke kun udspringer af en mere virkelighedstro og jordnær (og kvindelig) spillerkarakter eller en både spilmekanisk og tematisk symbiose med spillets underfulde natur. Nej, der er en anden tålmodighed til stede, i den måde spillets verden får lov til at udfolde sig. I en eller anden forstand er det stadig et actionspil, men i et andet tempo og med en følelsesmæssig intelligens og lydhørhed som ligger milevidt fra det gradvist mere stereotype og bøvede manuskript og karaktergalleri som tvang Killzone-trilogien i knæ.
Det betyder ikke, at jeg ikke allerede nu kan finde enkelte knaster i leveringen af visse replikker eller de til tider lidt flade ansigtsanimationer - jeg husker stadig hvordan begge blev gjort til genstand for internetkritik i ugerne op til spillets udgivelse. Men helt overordnet er jeg bare imponeret over hvor fantasifuld og detaljerig spillets verden virker. Både i kraft af sin stærke visuelle identitet, men også med tanke på den besynderlige baggrundshistorie som udgør den fortidige kulisse til spillets handling. I det hele taget er det imponerende at udviklerne - der ellers ikke har været specielt kendte for deres evne til at fortælle overbevisende historier - formår at sælge idéen om en postapokalyptisk fremtidsverden fyldt med mekaniske dinosaurer og højteknologiske hulemænd.

På mange måder virker Horizon: Zero Dawn som det perfekte spil-spil: en bred vifte af funktioner og et fyldigt, lodret "snit" af hvad spilverdenen har at byde på: eventyr, fare, drama! Dinosaurer og robotter! Fortid og fremtid! Rollespil, action, buskesnigeri, opgraderingssystemer, røntgensyn, dialoghjul, klatring og så videre. Hvis du har oplevet det i et nyere, større spil, så har Horizon næsten med garanti en pendant. Plus en overvældende smuk billedside og et hæderligt stemmeskuespil fra Ashly Burch - en stemmeskuespillerinde hvis arbejde jeg ellers ikke har været så begejstret for.

Det virker næsten ironisk, men for mig er en af de største glæder ved spillet faktisk det rige dyreliv - mekanisk eller ej. Der sidder nok en uforløst barnedrøm i mig om at opleve det perfekte dinospil, med et stort og levende galleri af fortidsøgler, vulkaner og øh, bregner. Det kan stadig undre mig at spilindustrien ikke i større stil har taget fat om vores kollektive forestillinger om de store fossilvæsner. I løbet af årerne har jeg måttet klare mig med Tomb Raider, øglefolket i Total War: Warhammer 2, enkelte velvalgte fabeldyr i Pokémon - og nu, Horizon: Zero Dawn.

Skala er altid en udfordring i spil med åbne verdener. Ved udgangen af forrige årti var løftet om en stor, åben verden nærmest blevet til en trussel. Der er svært ikke at blive overvældet af det pågældende kæmpekort i et nyt spil og Horizon er ikke som sådan noget undtagelse. Gennemsnitsspilletiden giver mig dog et tal som stadig ligger et godt stykke under de 50 timer, plus/minus den udvidelsespakke som automatisk følger med i PC-udgaven. Normalt har jeg let nok ved at skære en mere direkte vej gennem de store verdener, men i et spil med så (for)underlig en verden som Horizon, føler jeg mig næsten forpligtet til at undersøge tingene lidt nærmere. Ikke mindst fordi forfatterholdet indeholder John Gonzalez, der også arbejde på et andet spil med fremragende sidemissioner - Fallout: New Vegas.

Det sagt, så er det en travl for mit vedkommende, hvorfor en mere traditionel og grundig anmeldelse også må se sig delvist erstattet af dette, mere løsslupne skriv. Hvis jeg først har taget hul på et spil, så færdiggør jeg det også gerne, ikke mindst som optakt til en af de få kendte Playstation 5 titler som fik det til at kilde i maven på mig. Under alle omstændigheder er det interessant at se Sony udgive flagskibstitler til PC. Er der tale om enkeltstående tilfælde eller er dette begyndelsen på et nyt initiativ fra industrigiganten? Får vi nogensinde lov at opleve Bloodborne i 4K og med 60 FPS?

Jeg kan ikke spå om fremtiden, kunne fortælle dig at Horizon: Zero Dawn ligger og venter på at det bliver fredag - så bliver spillet nemlig tilgængeligt på PC, og har du ligesom mig ikke prøvet det før - eller overvejer du at genspille det som optakt til efterfølgeren - ja, så har du nu muligheden for at gøre det. Skal du selv have spillet og ser du frem til Forbidden West? Blev du færdig med det i fjor eller gik du død i spillets store, åbne verden? Fortæl mig om din tanker om og tid med spillet!