Zelda Symphony London: Special Report

Tokyo, Los Angeles og London. Hverken mere eller mindre. Turnéen for Zeldas 25 års Jubilæums Symfoni ramte tre storbyer, tre hovedstæder for de tre største markeder. For de fleste var valget simpelt: Vent på en reportage eller forsøg at deltage selv.

Vi valgte mulighed nummer to og kæmpede om billetter via online-salg, organiserede flyrejse, hoteller, planlagde turen og stod i kø for at komme ind til symfonien. Det foregik uden det almindelige pres og de almindelige fordele ved pressekonferencer. Men det var nu også bedre, for dette var en personlig interesse.

Folk samlede sig ved porten til HMV Hammersmith Apollo, og så på mens musikkerne fra Londons Royal Philharmonic Orchestra gik indenfor med deres instrumenter. Gaderne var ramt af en smitsom spænding. Alle vidste, at vi skulle bevidne noget fantastisk, og Zelda-folket gjorde sig klar til at fejre seriens fødselsdag, som har givet dem mange minder gennem årene.

Auditoriets røde og gyldne facade, de elegante og dominerende bannere, samt de sorte og gyldne farver, der indrammede væggene, varslede noget storladent. På panelet i midten spillede reklamevideoer. De mange cosplayers som fyldte menneskemængden underholdte, mens vi ventede på at komme inden døre til orkestersymfonien. Grønne lys blinkede konstant og indikerede nye møder med 3DS Miis, og folk spillede selvfølgelig The Legend of Zelda: Four Swords Anniversary Edition.

18.30 var det officielle starttidspunkt, men vi kunne først gå ind en halv time senere, og musikken ville ikke starte før kvart i otte. Fans havde ikke travlt, mens de glædeligt gik omkring de dyre merchandise-stande, barer og demostande for The Legend of Zelda: Skyward Sword.

Men så kom øjeblikket. Vi blev fyldt ind i hallen og nuppede på vejen et smukt program, som fejrede begivenheden, fandt vores sæder og følte vores hjerter pumpe i takt med at orkesteret stemte deres instrumenter. Pludseligt fadede lyset ud, og så var der stille.

Eiji Aonuma gik ud på scenen og fans brød ud i applaus, straks da de så ham. "Kender I mig?" spurgte han. London ville blive den sidste af det tre koncerter som turneen bestod af. Vi vidste den ville være unik, og de første noder vi hørte, bekræftede det.

Forestillingen begyndte majestætisk og fyldt med slagkraft. Trompeter gav lyd til det første stykke, Hyrule Castle. Tonerne rungede rundt i hallen og bød os velkommen til showet. Det gav os følelsen af at befinde sig i Zeldas hjem. Det var en enkel og effektiv måde at bygge op til det, der ventede os.

Orkesteret, ledet af den anerkendte irske Eimear Noone, blev badet i lys, som var synkroniseret til hver enkelt musiske udfoldelse. En kæmpe projektorskærm i baggrunden illustrerede musikken, som har sammenflettet mange historier, steder og temaer igennem Hyrules historie.

Disse videoer blev aldrig dominerende, men tjente som et følelsesmæssigt boost til de minder, som musikken kaldte frem. Nogle gange var det konceptuelle eller elementære billeder af ild, jord, vand, skove, græslande, aske - andre gange små bidder af gameplay og cutscenes, hvor alt fra NES til Wii var repræsenteret. At musikken blev spillet synkront med billeder, lys og de forskellige farver forstærkede kun oplevelsen.

Imens Noone kort fortalte om musikken mellem stykkerne, og Aonuma for det meste var aftenens vært, havde Nintendo gemt et es i ærmet. En af aftenens overraskelser var, at Zelda Williams på et tidspunkt kom på scenen.

Datteren af skuespilleren Robin - og som alle fans ved, navngivet specifikt efter Hyrules prinsesse - er et ikon for fans, som værdsatte hende med bifald (og en enkelt fan udråbte derudover: "you're gorgeous"). Hendes sødme, ungdom og naturlige charme gør hende til den perfekte personificering af Zelda. Hun beviste at hun er en stor ambassadør for serien, da hun i sin tydeligt dybfølte præsentation fortalte om serien og dens musik.

Det var let at blive begejstret, når så mange følelser boblede til overfladen, den slags følelser meget få spil formår at fremkalde i fans. Smil, våde øjne og fjollede ansigter mødte mange af stykkerne. Zeldas vuggevise, spillet med violiner, gav gåsehud nok til resten af natten. Og det var kun det andet arrangement.

Specielt bør vi nævne The Legend of Zelda: The Wind Waker-stykket. Det visuelle nåede nye højder, da musikken og videosekvenserne kortlagde de vigtige hændelser i Zelda-eventyret. Den tegneserieagtige stil forbedrede figurernes udtryk, og gav publikum hjemve efter en verden, der næsten er et årti gammel. Kompositionernes fine kvalitet, dristigt udført i en ny stil som lagde større tryk på de irske elementer, betød, at denne sektion var en af de bedste denne aften.

Orkestreringen blev brudt op, så hver enkelt af orkesterets delegeringer skiftedes til at spille en melodi. Først et kedeligt foretagende, men i sidste ende livagtigt, sjovt og underholdende, når hvert hold spillede en forskellig melodi fra Ocarina of Time. Der var nitten i alt, og orkestreret spillede sammen i det sidste stykke - Song of Storms. Måske afsluttede de netop med denne sang som et vink til Storbritanniens vejr?

Stykkerne blev tematiseret efter medleys, spil og specifikke grupperinger såsom en storladen Boss Battle Medley. Der var et helt stykke dedikeret til Kakariko Village, og den første del af natten blev afsluttet af en Zelda-jubilæumsmedley, der blandede temaer fra Link to the Past, Ocarina of Time og Spirit Tracks.

Ganondorfs tema startede aftenens anden sektion og hædrede den uendelige strid mellem ham og vores lille grønne helt. Det næstsidste stykke, der fik samme behandling som Wind Waker, var The Legend of Zelda: Twilight Princess. Vi fik genfortalt historien fra start til slut.

Kompositionerne var innovative, og det var ganske påskønnet. Gerudo Valley var et enestående eksempel herpå. I stedet for flamenco-guitarer, som vi almindeligvis kender fra nummeret, var det centreret om en intens og storartet struktur, der langsomt byggedes op, og nummeret var næsten ugenkendeligt på grund af sin nye struktur - men samtidig også rigtigt spændende.

Vi blev taget tilbage til det klassiske Hyrule Field, til den traditionelle musik der blev introduceret i Ocarina, og vi som publikum blev transporteret tilbage til det kuperede terræn, vi besøgte i starten af 90erne eller tidligere i år. Det mest magiske øjeblik for de mange fans var muligvis da the Great Fairy Fountain's Theme spillede for tilhørende med sine harper, kor af stemmer og lyspartikler, der regnede over scenen.

Ifølge programmet skulle symfonien have sluttet af med Zeldas hovedtema, hvis svungne komposition i øvrigt fik folk til at lave et stående bifald. Men programmet løj.

Den første af de to overraskelser, som sluttede aftenen helt rigtigt af, var to bonusnumre. Først et piano stykke af Koji Kondo, derefter Skyward Swords Harp-trailer.

Afslutningen kom på den eneste passende måde - ved at fejre seriens fremtid. Efter få ord af Aonuma, der forklarede hvordan seriens skaber, Miyamoto, ville have været misundelig over den aften som publikummet havde oplevet, begyndte orkesteret at spille et musikstykke, der akkompagnerede en speciel Skyward Sword-video (set forneden). Her spillede Zelda på harpe, og ligeså gjorde en ægte harpespiller overfor prinsessen. Spejlbilledet gav en ti gange stærkere oplevelse.

Det var en aften, der transcenderede spillets verden og beviste, hvor kraftfuld Zelda-serien er, samt hvor godt Kondos arbejde er. Det er vores inderlige håb, at Nintendo ikke bare begrænser minderne til en Skyward Sword-bonus-cd. Det er en oplevelse, der burde glorificeres - være det et fuldt soundtrack, eller endnu bedre, en dokumentarvideo, som kan kærtegnes af fans over hele verden i mange år fremover.