Dansk
Gamereactor
artikler

3DS StreetPass: Hvor populært er det?

Hele Gamereactor-netværket på tværs af Europa har testet en af de mest omtalte funktioner ved Nintendo 3DS: StreetPass.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

I teorien er StreetPass en god ide. Den lader spillere fra hele verden dele data og informationer, bare deres enheder er tæt nok på hinanden - at gå forbi en anden 3DS-ejer på gaden skulle være nok. Det er en opfordring til at spillerne tager konsollen med sig.

Men systemets succes er direkte proportional med hvor mange folk, der gør effektik brug af den, og hvor tæt befolket de områder, de besøger, rent faktisk er.

Systemet har været ude i knap et halt år nu, og Gamereactors regionale redaktører har sat sig for at teste hvor udbredt StreetPass er rundt omkring i Europa. Dette er deres resultater og meninger.

3DS StreetPass: Hvor populært er det?
Dette er en annonce:

Italien
Gamereactor Italien har hovedkvarter i Lombardiet, en af de mest tætbefolkede regioner i Italien, der også inkluderer Milano, landets andenstørste by målt på indbyggertal. I mere end tre måneder har vi taget konsollen med os gennem pladser, undergrundsbaner, stationer, lufthavne. Vi har boet på adskillige hoteller, besøgt rastepladser, universiteter, skoler og parker.

Resultatet var ganske skuffende. StreetPass fandt kun fem Miis gennem tjenesten, inklusiv et uventet møde under en motorvejstur på en tankstation midt i ingenting. To Miis blev fundet på den meget befærdede Piazza Duomo, en anden på et gymnasium, og endelig en på et universitet til en konference dedikeret til spil.

Trods flyskift i tre internationale lufthavne er vi ikke stødt på nogen udelandske venner med en Nintendo 3DS. Maskinens lave batteritid holder nok ikke til lange internationale rejser.

Mening: Lorenzo Mosna, redaktør, Gamreactor Italien
I Italien lader systemet ikke til at have den store gennemslagskraft. Milano er kendt som en teknologisk, mellemeuropæisk og relativt ung by. Ikke desto mindre havde jeg kun få møder. Jeg har bevidst undgået at tage konsollen med til begivenheder dedikeret til spilbranchen, for ikke at fordreje resultaterne.

Dette er en annonce:

Den største overraskelse var den Mii, jeg fangede på motorvejen under et stop i en by, der ikke har mere end 2000 indbyggere. Da jeg senere besøgte et resort med masser af børn, tog jeg konsollen med til et spisested og til områder med masser af folk, uden at se en eneste virtuel ven.

Min fornemmelse er, at mange folk simpelthen ignorerer muligheden for at bruge StreetPass-systemet. Den korte batteritid gør også, at man hellere vil slukke konsollen end at sætte den på standby, når man ikke spiller.

Storbritannien
Gamereactors base i UK ligger i London, den britiske hovedstad og mest befolkede by i EU. Byen har næsten 5000 indbyggere per kvadratkilometer. Resultaterne var opmuntrende, men ikke så høje som ventet, givet byens størrelse.

Shopping- og turistområdet Oxford Circus skaffede os fire Miis i alt, inklusiv to, der tilhørte salgassistenter i GAME, og som skulle promovere Ocarina of Time 3D. En Mii var fra Italien, antageligvis fra en gruppe unger på studietur.

The Summer of Sonic-begivenheden, der hovedsageligt blev besøgt af hardcore-spillere, tilføjede 21 nye Miis til konsollen, inklusiv en der tilhører Sonic Teams Takashi Ikuza. I Southbank, et relativt travlt område med restauranter og teatre, der ligger i nærheden af stationen Waterloo, fangede vi 12 Miis, inklusiv en kollega fra et andet medie, som vi ikke engang fik øje på.

Mening: Gillen McAllister, chefredaktør, Gamereactor UK
Selvom tallene ikke var vildt høje (på mine to første ture gik jeg bevidst gennem områder med mange gamere), er min skepsis overfor Mii Plaza blevet helt og aldeles udryddet.

Man kan ikke benægte de vanedannende kvaliteter, systemet har, da det blander sociale netværk, samlertrang og mini-spil, og følelsen af at åbne sin 3DS er lidt som at pakke julegaver op - man er spændt på at se hvad man har fået.

Hvor længe interessen holder, kommer an på hvad Nintendo har på vej af fremtidige StreetPass-opdateringer. Tilføj nye minispil og collectables med mellemrum på et par måneder, og jeg kan ikke se hvorfor 3DS ikke skulle få en fast plads i din lomme ved siden af iPod'en.

3DS StreetPass: Hvor populært er det?

Danmark
Gamereactors hovedkvarter lidt nord for København. Vi besøgte det enorme Field's indkøbscenter, og trillede også gennem indkøbscentre i Kolding og Esbjerg.

Det var de sidste to steder, vi mødte flest Miis. Vi har mødt et par andre stykker i udlandet, under en tur til Heathrow Lufthavn i London. SpotPass har vi derimod ikke haft held med: vores konsol har endnu ikke modtaget nogen opdateringer.

Tyskland
Gamereactor Tyskland ligger også i hovedstaden. Berlin er Europas andenstørste by målt på indbyggertal, med en befolkningstæthed blandt de højeste i Europa. Vores konsol har dog også rejst til Hamborg, Hameln, Wien og Dubai, via tog, metro og lufthavne, og været med til en demonstration med mere end 10.000 deltagere.

Det største antal Miis blev fundet under et event dedikeret til spil i Dubai, mens resultaterne uden for spilbranchens sfære har været meget lave: kun tre Miis. SpotPass virkede, da vi modtog opdateringer til Dead or Alive og Street Fighter IV.

En anden konsol har besøgt Alexanderplatz i Berlin, såvel som adskillige indkøbscentre og parker. Denne maskine har modtaget mere end 30 Miis, hvoraf de fleste er fra fremmede, vi enten har passeret på gaden eller cyklet forbi.

Mening: Christian Gaca, chefredaktør, Gamereactor Tyskland
Der har været langt mindre aktivitet end jeg havde forventet, især lige efter konsollens lancering, og det er bekymrende, da jeg jævnligt hænger ud i den del af Berlin, der har den største koncentration af iPhones i Tyskland.

3DS StreetPass: Hvor populært er det?

Mening: Martin Eiser, assisterende redaktør, Tyskland
Jeg tror det største problem er batteriet. Da jeg var på en rejse til Ubisoft i Paris, for eksempel, løb batteriet tør uden jeg opdagede det. Så jeg ved ikke om jeg rent faktisk mødte nogen, da 3DS'en ikke gemmer hvad du har modtaget, hvis du ikke checker den. Jeg er overbevist om, at folk spørger sig selv, hvorfor de skulle tage 3DS'en med sig, når batteriet så hurtigt løber tør.

Derudover kan jeg virkelig godt lide den. Det er sjovt at samle ting ind, og jeg håber Nintendo udvider på den front i fremtiden, eller tilføjer flere minispil. Og så håber jeg virkelig, at Nintendo finder en løsning, der kan forbedre kommunikation mellem venner. Min venneliste virker fuldstændig ubrugelig i øjeblikket.

Finland
Finland er et land med lav befolkningstæthed. Vores test foregik dog i Helsinki, der har over en halv million indbyggere. Dertil er mobile enheder ikke lige så udbredte i Finland som i andre dele af verdenen.

I snit får konsollen dog et par møder om dagen, hvis vi holder os til bymidten. Samlet har vi fået 25 Miis, selvom de fleste af dem er fra spil-events hvor andre journalister havde deres 3DS med.

Mening: Arrtu Rajala, chefredaktør, Finland
Jeg er enig med Martin omkring batteritiden. Den er helt forfærdelig. I sleep-tilstand drænes det alt for hurtigt. Jeg havde min konsol med på tur til Belgien og Tyskland, men fik kun ét hit i Køln og ét i Bonn. Hovedårsagen var at batteriet var løbet tør, og jeg gad ærlig talt ikke besvære mig med at lade den op, hver gang jeg var på hotellet.

Men ellers kan jeg godt lide systemet. Det giver dig en fin mængde ting at lave, og det nye indhold i DoA: Dimensions og Street Fighter har været fedt. Jeg håber Nintendo bliver ved med at opdatere den. 3D-billedstykkerne, Pokémon-klistermærker og Mii quests vil ikke holde min interesse fanget meget længere ud i fremtiden.

Spanien
Igen er vi i hovedstaden, Madrid, en by med høj befolkningstæthed og med en af de største bymidter i Europa. Vi besøgte stationer, metroen og centrum.

Systemet har indsamlet mere end 30 Miis under diverse spil-events, samt fire ukendte møder. StreetPass har vist sig som solidt og overraskende hurtigt. SpotPass har givet jævnlige opdateringer til Samurai Warriors, Pokédex og Dead or Alive.

Mening: David Caballero, redaktør, Spanien
Det er en fed feature, der var en dag, hvor jeg brugte hele min togtur (45 minutter) med at lege med de ting, jeg havde modtaget. Nye stickers, Rescue Mii Tower, nye udfordringer til Street Fighter og Ridge Racer... det var rigtig sjovt, og meget anderledes fra rigtige spil. Det er fedt at opdage, at der er flere stickers end du troede du havde, ligesom dengang man var barn.

Men de er nødt til at polere det en smule og tilbyde nyt indhold. For eksempel er der mange folk, der ikke kender til denne funktion, og ikke bærer deres 3DS rundt i standby-tilstand, men slukker den for at spare på batteriet. Selvom den fint holder batteri i 1-2 dage på standby.

3DS StreetPass: Hvor populært er det?

Norge
Oslo er den tættest befolkede by i Norge, med 600.000 indbyggere og betydelig urban tæthed. Vores lille 3D-ven gik en tur op og ned af Karl Johan, hovedgaden for shopping og cafeer i hovedstaden. Vi passerede to Gamestop-butikker og gik tværs over hovedbanegårdens område. Vi besøgte også de største indkøbscentre i Oslo.

Resultatet: Det virkede ikke. Helt uventet mødte vi ikke en eneste ny Mii.

Mening: Daniel Guanio, skribent, Gamereactor Norge
Det er lidt sørgeligt, er det ikke?

Jeg tror de fleste folk, der køber 3DS, ikke forstår hvad StreetPass går ud på, eller har måske slet ikke hørt om det. Nintendo har ikke kommunikeret denne funktion særlig bredt - og jeg har svært ved at forestille mig nogen jeg kender bruge den.

Jeg tror, at hvis noget som dette ikke er et øjeblikkeligt hit, bliver det aldrig til et hit. Selvom det får støtte af store titler.

Konklusioner
Fordele og ulemper har været gennemgående for hele diskussionen. Fordelene kan findes i den solide struktur, Nintendo har bygget: når systemet virker, fungerer det fejlfridt. Ulemperne, på den anden side, afhænger af hvordan teknologien bruges, og med de relativt dårlige resultater, vi har fået i nogle af Europas største byer, virker den ret underudnyttet. Nogle giver den korte batteritid skylden, men det største problem lader til at være det lave antal brugere, der rent faktisk "StreetPasser" under deres gåture.

Løsningen ligger i Nintendos hænder. Hvis de kan byde på et større incitament til dem, der bruger StreetPass, noget med mere gennemslagskraft end de ret kedelige mønter, vil flere folk sandsynligvis bruge StreetPass. Indtil da vil systemet nok være forbeholdt de indviede. I det mindste indtil de begynder at kede sig.

HQ


Indlæser mere indhold