Det bedste af resten: PSVita spil

Sound Shapes

Hvorfor er denne titel øverst på en liste, der også indeholder mindst ét allerede veletableret skydespil? Fordi Project: Sound Shapes (arbejdstitel) ikke kun var showets store overraskelse, men også blevudråbt til showets bedste af nogle af de tilstedeværende. Og det på en dag, der inkluderede sværvægtere som Uncharted og Wipeout.

Skåret ind til benet er Sound Shapes en ret simpel 2D-platformer, hvor du skal guide en lille bold gennem en serie af rum og i mål. Bolden kan klæbe til visse overflader, hoppe fra andre, og ødelægges af alt hvad der er rødt. Men for at forstå spillets sande mekanik, skal du have et par høretelefoner på for at få den bedste effekt. Sound Shapes fungerer nemlig som en slags lo-fi Rez blandet med pladespillerscratch. Alle fjendernes bevægelser sker i takt til musikken, så du kan time dine hop alene på rytmen. Collectables tilføjer til grundrytmen, der vokser sig mere kompleks, efterhånden som du bevæger dig gennem spillet.

Alle banerne bygges med et værktøj, der mere ligner et musikprogram end noget andet, så du kan tilføje komponenter baseret på forskellige instrumenter til beatet, og ændre fysiske attributter ved at skifte tonehøjden. Alle kan tage en bane, bygge videre på den, remixe den og lægge den ud på det sociale netværk, der bliver spillets livline.

Det er en af den slags titler, der trodser de sædvanlige beskrivelser, og sikkert behøver et helt nyt ordforråd (eller i hvert fald må låne fra DJ-magasiner) for at kunne beskrives nøjagtigt. Det ser måske ikke ud af eller lyder som meget, men det var denne titel, der næsten var skjult mellem Super Stardust og en NGP-opdatering af Resistance-spillet til PSP, som fik eventet til at gå næsten fyrre minutter over tid, da en stor gruppe folk samlede sig, alene på grund af positiv omtale, for at se det. Men vær beredt: et par gode hørebøffer er påkrævet.

Super Stardust Delta

Midt i kollagen af nye oplevelser til Sonys kommende håndholdte sad der en gammel kending. Super Stardust Delta ser skarpt ud på NGP'ens fem tommer skærm med sit Asteroids-agtige gameplay, der placerer et twin-stick-skydespil på en rund globe, fyldt med sten der skal skydes i smadder. Endnu en gang finder det sit naturlige hjem på en håndholdt, ligesom HD-versionen gjorde på PSP.

Der er selvfølgelig ikke pillet meget ved den centrale mekanik, selvom udvikleren lover et par nye spiltyper i forbindelse med generationsskiftet. Men der er et par nye tilføjelser, der spiller sammen med hardwarens mange evner. Takket være gyrosensoren kan du bevæge kameraet en smule til siderne ved at tilte maskinen, mens et hurtigt ryst aktiverer en bombe, der dræber alt på skærmen. Og selvom man kan tappe på skærmen for at affyre missiler, er det touch-pad'et på bagsiden, der står for den fedeste tilføjelse. Stryg fingeren op eller ned på fladen, og du forlænger eller forkorter rækkeviden på dine angreb, så du enten kan lave angreb over lange afstande, eller rykke tæt på og give ekstra skade.

Little Deviants

Det er en party-titel fyldt med mini-spil. Er du blevet færdig med at vrænge? Godt så. Det er en rigtig sjov party-titel fyldt med fremragende mini-spil. Stilen er nuttet, jovist. Men det ville ikke være helt forkert at sige, at Little Deviants indtil videre er det spil, der gør bedst brug af NGP'ens evner. For det udnytter hver og én af dem. Udvikleren arbejder åbenbart stadig på mini-spillene i skrivende stund (der var nogle og tredive ved fremvisningen), hvilket antyder at der er en hel Ajax-fabrik af ideer, som Looney Tunes kunne gå på rov i, hvis den licens beslutter sig for at invadere mini-spillenes land.

Spillene skifter i længde, og varer som regel omkring ti til femten minutter, tid nok til at dyppe fødderne uden man begynder at kede sig. I Hole Roll Control bruger man touch-fladen på bagsiden til at skabe bakker på en flad eng, for derved at rulle en bold forbi huse, rundt om onde robotter og gennem udgangsportaler i slutningen af banerne. House of Whacks sætter dig foran et tre gange tre-gitter af døre, og beder dig om kun at slå de rette mål ud, når de stikker hovedet ud af døren, ved at tappe enten skærmen eller touch-fladen afhængigt af hvorvidt de vender ryggen til eller ej. Dette spil viser sig at være det sværeste at greje, og derfor også det sjoveste.

Botz Blast minder om augmented reality-spillene til 3DS, og indsætter onde flyvende robotter oven på hvad end du nu peger kameraet på bagsiden mod, og tvinger dig til at dreje rundt om dig selv for at skyde de summende metaliske sataner ned, mens de sværmer om dit hoved. Depth Charge er den længste af dem vi prøvede, hvor du skal guide din figur gennem undervandslabyrinter og frem til en tidsindstillet bombe, og undvige vægge og strømhvirvler via - du gættede det - NGP'ens gyroskop.

Little Deviants er endnu en titel, der overraskede os ved at være så underholdende. Tilføj online leaderboards og holdspil på samme konsol, og vi er solgt.

Reality Fighters

NGP'ens "smart brug af kameraet"-spil er også den håndholdtes eneste en-mod-en-fighter i øjeblikket, og tager point på sin særhed. Seksten kampstile er repræsenteret, fra klassikere som kung-fu til mere skøre indslag som Disco og Zombie. Knaplayoutet minder om Mortal Kombat, med to knapper til slag og to til spark, den ene let, den anden tung, og specials udføres med klassiske Street Fighter-kvartcirkler. Tilføj de særlige våben, og hver figur har omkring 80 moves i alt.

Spillet gør god brug af NGP'ens to kameraer. Det på fronten bruges til at tage et billede af dit ansigt, og sætte det ind på din custom fighter (der kan benytte alle de kampstile og udklædninger, du har låst op for), mens kameraet på bagsiden er mere snedig i sin brug. Du kan enten bruge det til at placere kampene på AR-kort, eller pege det i hvilken som helst retning, og bruge hvad end kameraet ser som dine 3D-kæmperes arena. Dagens repræsentant bruge gaden uden for salen som baggrund, hvor en fodgængerovergang fungerede perfekt som ramme for vores kæmperes dyst. Det er en god effekt, der dog har begrænsninger. Kæmperne spærrer udsynet for alt, hvad der er bag dem, men ikke for det der er foran dem (et problem der giver sig selv, men som bryder illusionen lidt for let), og når ens hænder bliver trætte af at holde NGP'en lige, kan der komme rod i perspektivet.

Men der er en smart tilføjelse, der antyder at NGP vil have en funktion i stil med 3DS'ens Street Pass. Din custom fighter kan samles op af enhver NGP i nærheden, og kan udfordre deres kæmper til en dyst, næste gang de spiller. Hvis de vinder, kan de beholde figuren og alle de unlocks han har optjent.

Hvad angår kampsystemet kan Reality Fighters næppe lægge sig ud med de tungeste drenge, men det er godt at se udviklere tænke uden for ringen i stedet for bare at kopiere et andet spil for at få en nem succes.

Fremtiden tegner lyst for Sonys kommende Vita/PSP2/NGP. Om ikke andet hvis vi skal basere forudsigelserne på titlerne vi fik lov at prøve. Der er noget for enhver smag - på nær den dårlige.